Rekordår for MobilePay – trods hårdt forår
MobilePay har haft det hårdt i 2020, hvor coronakrisen har betydet et anderledes år. Foråret var hårdt ramt på transaktioner, mens MobilePay Online har succes.
MobilePay har også i 2020 fortsat en høj vækst, men coronapandemien har betydet, at transaktionerne blev hårdt ramt i foråret.
Derimod har den tiltagende onlinehandel haft en positiv betydning for brugen af MobilePay på nettet, der nærmest har haft en fordobling i antallet af danskere, som gør brug af dette.
Trods det hårde forår, der pressede antallet af transaktioner, så slutter 2020 alligevel med at have sat nye rekorder for den populære betalingsapp.
Når kalenderen går fra 2020 og til 2021, er der overført omkring 123 milliarder kroner via MobilePay. Dette er en stigning på omkring 20 procent. Og antallet af overførsler er også vokset meget. Der har været omkring 351 millioner transaktioner i år mod 330 sidste år. Det svarer dermed til, at der næsten har været en million transaktioner om dagen.
-”MobilePay har vist sig at være et universelt betalingsmiddel for det danske samfund i en krisetid. Selvom de fysiske butikker ufrivilligt lukkede dørene, opstod der lokalt nye brugssituationer med f.eks. take away og forudbetalte støttekøb. Samtidig kastede danskerne deres forbrug over på nethandlen. Her voksede MobilePay eksplosivt med over 80% gennem året. Knap 2,7 millioner. unikke brugere benyttede MobilePay til at e-handle for 24 milliarder kroner,” siger MobilePays direktør, Claus Bunkenborg i en pressemeddelelse.
November satte ny månedsrekord
November måned med Black Friday/Black Week og Cyber Monday satte også ny månedsrekord. Her passerede antallet af transaktioner tæt på 33 millioner. Målt i kroner blev der overført 11,7 milliarder kroner.
Black Week 2020 blev den hidtil største uge på e-handel
Der er også flere butikker, som har valgt at kunderne kan betale via MobilePay. Dette kan også skyldes det ændrede indkøbsmønster, der altså har tegnet sig i 2020. Erhvervsbetalingerne voksede med ca. 55 procent til godt 43 milliarder kroner og oversteg i de sidste måneder 40 procent af det samlede antal MobilePay-betalinger. En væsentlig årsag var knapt 20.000 ny-aktiverede butikker, som bragte det samlede antal butikker og webshops med MobilePay op over 165.000.
-”Konkurrencen fra de internationale løsninger er hård, men vi fortsætter den kraftige vækst, fordi danskerne bruger MobilePay mere, også til faste betalinger og regninger,” siger Claus Bunkenborg.
Mere til historien
MobilePay har også stor succes i Finland, hvor væksten af MobilePay svarer til dengang, at det blev etableret i Danmark. 11.000 nye finske butikker og webshops koblede sig på MobilePay i 2020, så antallet nu nærmer sig 30.000. Andelen af betalte transaktioner steg til 36 procent ved udgangen af året. Antallet af registrerede brugere voksede til over 1,6 millioner. Og det samlede antal transaktioner fordobledes til omkring 40 millioner svarende til knap 10 milliarder kroner.