Hiper taber igen millioner: “Det går som forventet”
Millionerne fosser ud af bagdøren mens nye kunder træder ind af hoveddøren. Det er helt som forventet, lyder det fra Hiper.
På bare to år er det lykkedes bredbånds-opkomlingen Hiper at fordoble omsætningen. Det er sket på trods af et mere konkurrencepræget marked.
Hiper, som er ejet af TDC, har netop fremlagt det seneste regnskab. Regnskabet viser at 2019 har bragt omsætningen op på 132 millioner kroner. Alene i 2019 har bredbåndsselskabet haft en fremgang i omsætningen på 23 procent.
Bundlinjen viser dog samtidig endnu et minus, som betyder at Hiper på fire år har tabt over 57 millioner kroner. Men det er helt efter bogen, skriver IT-Watch. Selskabet noterer, at tabet i 2019 er på 8,5 millioner kroner.
– “Vækst koster penge. Derfor er det også helt som forventet at vores investeringer i forretningen og i at tiltrække nye kunder har kostet på bundlinjen,” siger Hipers administrerende direktør Mads Hein til IT-Watch.
Han tilføjer, at der fortsat kommer nye kunder til, og at ambitionen er at øge kundebasen med 1.000 nye kunder om måneden.
– “Den udvikling vidner om en sund forretning, så det er selvfølgelig ambitionen at levere et overskud hurtigst muligt,” siger Mads Hein.
Hvis du vil tjekke om din bredbåndspris kan blive bedre, så kan du søge bredbåndspriser her Annoncelink
Hiper er nummer to blandt brugerne
I en rundspørge blandt private internetkunder, der blev spurgt om deres holdninger til internetudbyderens image, produkt- og servicekvalitet, værdi for pengene, klagehåndtering plus en række andre parametre, klarede Hiper sig godt.
Undersøgelsen blev lavet af konsulenthuset Loyalty Group tidligere på året. Waoo blev nummer ét og vandt undersøgelsen for niende år i træk. Hiper blev nummer to.
Gennemsnittet for undersøgelsen er 54 point. Her fik Waoo 66 point, mens Hiper fik 55 point. Læs mere om undersøgelsen her
Fastspeed jagter Hiper
Hiper blev stiftet af blandt andre Stig Myken, der tidligere har stiftet og solgt bredbåndsselskabet Fullrate til TDC.
Stig Myken stiftede oprindeligt Fullrate sammen med Peter Mægbæk, der siden har været medstifter af mobilselskabet Plenti. Peter Mægbæk står i dag bag Fastspeed, som er Hipers direkte udfordrer, skriver IT-Watch.
Og måske har Fastspeed fat i noget. I hvert fald kunne selskabet på et års dagen i maj notere, at 30.000 kunder kan lide det, der bliver lavet. Læs mere her.
OVERBLIK: Her er de billigste 5G-abonnementer
Mere til historien
Nuuday (TDC’s kundevendte selskab, red.) har netop indgået en aftale med Fibia og Thy-Mors Energi. Aftalen gør det muligt for Hiper fra 2021, at levere fiberbredbånd til over en million husstande i Danmark.