Verdens største mobilevent åbner trods viruskrise
Coronavirus-krisen lægger ikke Mobile World Congress ned – selvom eventen samler 100.000 gæster fra alle dele af kloden på et lille areal.
Mobilindustrien er BIG business og ikke engang den verdensomspændende coronavirus-krise kan trykke pauseknappen i bund på den buldrende tech-branche.
Således åbner verdens største mobilevent Mobile World Congress (MWC) dørene i Barcelona som planlagt den 24. februar 2020.
Åbningen sker selvom MWC samler 100.000 gæster fra alle hjørner af verden – inklusive en stor mængde mennesker fra Asien og herunder Kina.
I forskellige techmedier har der været udtrykt bekymring over en stor samling mennesker med mange nationaliteter på et meget begrænset område, men det har ikke fået organisationen GSMA, der står bag Mobile World Congress, til at aflyse årets event.
GSMA udsendte den 28. januar et statement omkring situationen. Organisationen skriver, at de vil følge retningslinjerne fra WHO og anbefalingerne fra de kinesiske myndigheder samt de spanske sundhedsmyndigheder.
Derudover vil GSMA udvide mængden af medicinsk personale ved eventen.
– ”Den kommende MWC Barcelona event vil fortsætte som planlagt,” lyder det i udtalelsen fra GSMA.
Siden udmeldingen har GSMA fjernet deres statement fra den officielle event-hjemmeside.
Mere til historien
WHO erklærede den 30. januar 2020, at coronavirus nu er en global sundhedskrise. WHO udtrykker tillid til, at de kinesiske myndigheder har kontrol over virusudbruddet.