Tech-forældelsen der udløste kaos på rekordtid
Tilskyndet forældelse eller funktionsnedsættelse for Sonos-højttalere har sendt Sonos’ bedømmelser i bund, men hvor længe skal en techdims holde?
Sonos er gået fra at være elsket af deres fans til at være noget af det mest udskældte teknologifirma på markedet. Årsagen er Sonos ønske om at udfase gamle produkter.
Selvom Sonos’ direktør har været ude med en undskyldning, så fortsætter den nedadgående spiral for fuld knald.
Naturligvis har Sonos aldrig været interessant for rigtige hi-fi nørder, men helt almindelige slutbrugere, som blot ville have musik rundt i huset på en let måde, har været glade.
#Sonosgate viser hvor galt det kan gå, hvis en teknologivirksomhed ikke behandler kunderne på den måde som kunderne synes de bør behandles. Internettets sociale medier er her en drivende faktor.
Sonos har aldrig været en darlig på Trustpilot, men #sonosgate og #sonofail har bestemt ikke gjort det bedre. Da Sonos annoncerede deres planer for hvad der skal ske med de ældste produkter i kataloget, så steg mængden af dårlige anmeldelser i en lodret kurve.
I dag har Sonos en score på blot 1,3 ud af 5 baseret på 956 anmeldelser på Trustpilot.
Nu skal man selvfølgelig ikke lægge alt i et tal på Trustpilot, men oven i dette kommer så den shitstorm, der har ramt firmaet på Facebook og Twitter. Flere efterlyser et roadmap fra Sonos hvor man kan se hvor længe ens højttalerinvestering holder.
Kunderne tilskyndes til udskiftning
Den enhed, som der afføder flest reaktioner, er Sonos Play 5 (1st gen) der oprindeligt er fra oktober 2009. I 2015 kom anden generation af Play 5.
Der kan argumenteres for, at første generation af Play 5 har 11 år på bagen, men da den har været til salg gennem Sonos frem til 2015, så vil mange kunder kun have haft højttaleren i fem år eller måske kortere tid, hvis den har været købt på brugtmarkedet eller i butikker hvor den har været på lager.
Sagen får nok mange teknologivirksomheder til at holde vejret – eller det burde den. Hvis en sag som denne knækker folks generelle tillid til Sonos, hvad kan der så ikke ske for andre, som i dag sælger succesfulde produkter?
Hvor længe skal det holde?
Det store spørgsmål er hvor længe vi skal forvente et givet produkt eller tjeneste eksisterer og bliver vedligeholdt? Hvor længe er det rimeligt et TV, kogeplade, overvågningskamera, smartphone, headset eller anden teknologi skal holdes opdateret og kunne serviceres af producenten?
Jeg har ikke svaret, men hvis jeg for fem år siden havde købt en højttaler til adskillige tusinde kroner, så ville jeg også være sur og irriteret. Det ville jeg også være, hvis jeg købte et længerevarende forbrugsgode som en kogeplade hvor jeg så efter fem år ikke længere kunne købe reservedele.
Selvom Sonos benægter det, så handler det her om planlagt forældelse – et fænomen der har været kendt siden 1920’erne. Det mest kendte er glødepærekartellet; ”phoebuskartellet”. En glødepære kunne i 1920’erne holde i 2.500 timer. Kartellet udviklede herefter en pære som kun holdt mellem 1.000 og 1.500 timer – målet var at sælge mere.
Sonos kommer ind under begrebet ”tilskyndet funktionsnedsættelse”. Her søger en producent at reducere funktionaliteten og adgangen til vedligeholdelse. I Sonos tilfældet uelegant som en elefant i en glasbutik.
Inden for smartphones findes ”fremskyndet totalnedslidning” der drives af særligt batterierne, som ikke kan udskiftes af kunderne selv. Et batteri på en smartphone er typisk designet til at have 80 procent af dens oprindelige kapacitet efter 500 op- og afladninger.
Vi skal også huske printere, der kan melde om uoprettelige fejl, selvom produktet ingenting fejler.
Jeg mener, at vi som forbrugere har krav på at vide, hvor længe producenten som minimum planlægger at vedligeholde et givent produkt.
VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.
Mere til historien
Vi er i tid hvor miljøjet er i fokus og hvor vi drukner i skrot fra gammel elektronik. Derfor kan en producent hurtigt blive upopulær hvis et produkt ikke holder længe nok.