Firmafon og Fullrate erhverv lukkes og relanceres
KORT NYT: TDC nedlægger nu Fullrate Pro og Firmafon. Selskaberne lægges sammen og relanceres med nyt navn.
TDC har besluttet at omstrukturere deres erhvervssatsninger. Konkret betyder det en lukning af Fullrates erhvervsløsning, kaldet Fullrate Pro, samt nedlukning af Firmafon.
Fremover er navnet Relatel. Relatel er en del af Nuuday – TDC Groups samling af kunderettede brands. Det vil sige TDC Erhverv, YouSee, Telmore osv.
Inden for et par måneder vil kunderne i Fullrate Pro og Firmafon modtage en mail med informationer om hvordan sammenlægningen påvirker abonnementerne.
Sammenlægningen betyder måske også nye priser. Relatel vil, ifølge informationen til kunderne, ikke love at kunderne kan beholde de nuværende produkter og priser. Du kan læse FAQ-listen her.
I februar 2019 købte TDC Firmafon, der på daværende tidspunkt havde cirka 4.000 erhvervskunder. Firmafon så dagens lys i 2010 med penge fra blandt andet Seed Capital, som var storinvestor.
Administrerende direktør i Firmafon, Peter Engelbrecht, ejede ved handlen over en tredjedel af selskabet. Han scorede således en større milliongevinst. I dag er Peter Engelbrecht adm. direktør for Relatel.
Ambitionen for det nye selskab er en omsætning på 150 millioner kroner i 2020. Det vil være en vækst på omkring 20 procent, oplyser selskabet.
TDC vil fremover have de store kunder placeret i TDC Erhverv mens små og mellemstore virksomheder skal serviceres af Relatel.
Mere til historien
Kunderne hos Firmafon og Fullrate Pro skal ikke have nye SIM-kort som følge af omstruktureringen.