Vodafone fandt bagdøre i Huawei-udstyr
For 7-8 år siden fandt Vodafone bagdøre gemt i routere, software og netværksudstyr leveret af Huawei. Hændelserne er bekræftet.
Igen og igen bliver det gentaget, at der aldrig har været fundet bagdøre i Huaweis udstyr. Nu viser måneders research, udført af Bloomberg, at dette ikke er en korrekt udlægning.
Tilbage i 2011 og 2012 fandt Vodafone i Italien bagdøre i software fra Huawei. Bevidst eller ubevidst kunne ”døren” have givet adgang til millioner af fastnetabonnenter hos Vodafone.
I 2011 blev der opdaget bagdøre i routersoftware samt i netværket til fastnet. Denne del kaldes Optical Service Nodes. Gateways til administrationsdelen for godkendelse af abonnenterne på netværket, og adgang til internettet, har også været berørt, lyder det fra Bloomberg. Systemet håndterer internetadgang til to millioner husstande og virksomheder.
Vodafone bad Huawei fjerne bagdørene fra internetroutere til hjemmet i 2011, og selvom Huawei forsikrede teleselskabet om, at problemerne blev løst, afslørede en efterfølgende undersøgelse, at dette ikke var tilfældet.
EN ANDEN SIDE: Efter Bloombergs artikel skriver Arstechnica, at Vodafone bekræfter sikkerhedsproblemer, der er blevet løst af Huawei, og som i ingen af tilfældene har kunne bruges til at opnå adgang udefra. Ifølge The Register er bagdøren som Bloomberg refererer til en Telnet-adgang. Telnet bruges i industrien til blandt andet diagnosticering.
Overfor Bloomberg bekræfter Vodafone sårbarhederne i Italien i 2011. Samme år blev hullerne lukket. Der er ikke beviser på, at data er blevet kompromitteret, noteres det yderligere. Også hullerne i netværksudstyret, fundet 2012, er blevet lukket.
Huawei bekræfter overfor Bloomberg, at der har været sikkerhedsbrister i 2011 og 2012.
Hændelserne ligger 7-8 år tilbage, men kan stadig belaste Huawei i kampen for at blive ”stuerene” i den vestlige verden, hvor Huawei mistænkes for at kunne spionere på vestlige interesser.
Tilbage står så spørgsmålet om bagdørene er historiske eller stadig der stadig kan findes noget tilsvarende i dag.
Vil du vide mere om Huawei og frygten for overvågning så lyt til podcast-episoden ”Frygt for Huawei bygger på uvidenhed”.
Mens Huawei på den ene side kæmper med den store sikkerhedsskygge, mistanker og frygt, så klarer de sig på den anden side rigtigt godt i kampen om kunderne. Huawei styrer direkte mod toppen af tronen som verdens største smartphoneproducent. Den nærmeste konkurrent Samsung trænges efterhånden op i en krog.
Huawei på vej mod tronen – Samsung presset
Mere til historien
Trods problemerne hos Europas største teleoperatør Vodafone, så er Huawei stadig leverandør hos operatøren.