Nokia 9 PureView – verdens første med 5 kameraer

Verdens første pentakamera sidder på Nokia 9 PureView. Læs her om Nokias nye topmodel.

Nokia 9 PureView
Nokia 9 PureView (Foto: HMD Global)

Nokia har lanceret topmodellen Nokia 9 PureView, der er verdens første smartphone med hele 5 kameraer på bagsiden. Dette kaldes for et ”pentakamera”.

Det fede ved de mange kameraer er, at der skydes ét billede med hver linse, så snart udløseren aktiveres. Efterfølgende kan de mange billeddata danne grundlaget for en ret omfattende redigering.

Det mest kendte i denne sammenhæng er nok bokeh-billeder, hvor motivet i forgrunden er skarpt, mens baggrunden sløres.

Hvert kamera har en opløsning på 12 megapixels (f/1.82). Rosetten på bagsiden består af 2 RGB-sensorer og 3 monokrom-sensorer. Alt efter scenen der skydes, kan dette setup levere op til 240 megapixels til behandling.

Om det vilde pentakamera så tager gode billeder, når det kommer ud i virkeligheden, finder vi ud af i min kommende anmeldelse af Nokia 9 PureView.

Kamerasoftwaren kommer med en lang række funktioner, der understøtter det nye pentakamera. Eksempelvis lover Nokia en enestående mulighed for at lave artistiske sort/hvid- og portrætbilleder.

Flot skærm og fornuftig hukommelse

Nokia 9 PureView pentakamera
Nokia 9 PureView er den første smartphone med penta-kamera (Foto: HMD Global)

Når du har fået nogle lækre billeder i kassen, så kan de ses på en ret lækker pOLED-skærm, Størrelsen er 5.99 tommer (2K HD opløsning). Skærmfronten er beskyttet af Gorilla Glass 5 fra Corning.

Nokia 9 PureView har 6 GB RAM og 128 GB lagerplads. Pladsen i telefonen må du tage som den er, da hukommelsen ikke kan udvides.

Selvom dette er en topmodel, så må du finde dig i ikke at have den nyeste Qualcomm processor. Nokia 9 PureView benytter Qualcomm Snapdragon 845 processoren, der er sidste års topmodel fra den amerikanske processorgigant

Reelt betyder det i dagligdagen ikke det store, at du ikke får Snapdragon 855. Vi som slutbrugere har nemlig sværere og sværere ved at udnytte de mange kræfter, som telefonerne kommer med.

Oplåsningen sidder i skærmen og i ansigtet

Telefonens data er beskyttet af fingeraftrykslæser indbygget i skærmen – kendt som in-screen fingerprintreader. Det bliver interessant, hvor godt det fungerer i praksis. De hidtidige telefoner med in-screen reader, har nemlig ikke været særligt hurtige og præcise.

Derudover kan du også benytte dig af Face Unlock (ansigtsgenkendelse). I Nokia 9 PureView er dette baseret på Google AI.

Samsungs nye Galaxy S10 og Galaxy S10+ benytter også in-sceen sensor til fingeraftryksgenkendelse.

Batteriet har en kapacitet på 3.320 mAh, og hurtigopladning er understøttet. I salgspakken medfølger der en hurtigoplader. Derudover så er trådløs opladning understøttet.

Fortsætter på Android One

Nokia 9 PureView
Nokia 9 PureView (Foto: HMD Global)

Nokia 9 PureView er født med Android 9 og inkluderet under Android One paraplyen. Desuden er mobilen med i Android Enterprise Recommended; Googles blåstempling af, at telefonen lever op til de standarder og services som store firmaer kræver.

Android One er en garanti for sikkerhedsopdateringer hver måned samt løbende opdateringer af Android-platformen. Android One betyder også, at producenten ikke har lagt deres egen brugerflade hen over Android.

I Danmark lander farven midnatsblå i butikkerne.

DANSK PRIS: Se her hvor du kan købe Nokia 9 PureView

Salget starter omkring den 15. marts 2019. Prisen bliver 4.999 kroner uden abonnement.

Nokia 9 PureView promovideo

Specifikationer: Nokia 9 PureView

 Nokia 9 PureView
Skærm5.99”, pOLED (PureDisplay)
Opløsning2K HD
StyresystemAndroid 9 (Android One)
ProcessorQualcomm Snapdragon 845
RAM6 GB
Hukommelse128 GB
UdvidelseNej
Kamera5 x 12 megapixels (f/1.82)
Frontkamera20 megapixels
Batteri3.320 mAh
HurtigopladerJa
Hurtigoplader medfølgerJa
Trådløs opladningJa. Qi
Cover medfølgerNej
Forbindelser4G, Bluetooth 5, Wi-Fi 802.11 a, b, g, n, ac  (2.4, 5 GHz), GPS / AGPS / Glonass / BDS
Dual-SIMJa.
FingeraftrykJa. I skærmen
Størrelse155 x 75 x 8 mm.
Vægt172 gram
IP-certificeringIP67, vand- og støvafvisende

Mere til historien

Nokia-telefonerne produceres og markedsføres af selskabet HMD Global, der er hjemmehørende i Finland.


Avatar

Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.