Vejskilte sladrer om bilisters brug af mobiltelefon
Forsøg med skilte der kan måle om bilister snakker i mobiltelefon er i gang i England. Myndighederne håber på nummerpladegenkendelse.
Alle bilister – eller måske nok nærmere de fleste – kender til at køre ind i et byområde og blive mødt af en stander med et skilt, som måler den øjeblikkelige hastighed. Hvis standeren – de såkaldte “fartvisere” – viser, at der køres for hurtigt, slippes speederen nok hos de fleste.
Den reaktion synes, at være grundlaget for et forsøg, som myndighederne i Norfolk i det østlige England har sat gang.
Her er det bare ikke hastigheden, som bliver målt. Men om der snakkes i mobiltelefon i bilen. Det skriver DR.
Teknikken er ikke helt på plads
Som i Danmark er det i England ulovligt, at snakke håndfrit i mobiltelefon, mens man kører.
Den nye teknologi kan spore mobilsnakkeriet, og med et blinkende skilt løfte pengefingeren overfor føreren af bilen.
Ifølge DR er teknologien ikke helt på plads, så indtil videre kan der kun måles på alle passagerer i bilen.
Det er firmaet Westcotec, som producerer skiltene og firmaet fortæller, at der er vist interesse for projektet fra Belgien, Finland, Litauen, New Zealand og USA.
Håb om nummerplade-genkendelse
Ifølge BBC har skiltene – som vi kender fartmålerne fra Danmark – først og fremmest en opdragende funktion, men myndighederne i Norfolk håber at teknologien udvikles til at omfatte kameraer og nummerpladegenkendelse.
– “At bruge sin mobiltelefon bag rattet er en forseelse, der kan få frygtelige konsekvenser, hvis det forårsager dødsulykker eller alvorlige sammenstød”, siger Jonathan Chapman fra Norfolk Roads Policing Unit i en pressemeddelelse.
Sådan virker systemet
Skiltene virker ved hjælp af en retningsbestemt antenne, som måler signalet fra mobiltelefoner samt i hvor lang tid, at telefonen er aktiv. Når målingen er komplet blinker skiltet.
Skiltet er i stand til at detektere Bluetooth-aktivitet, som ikke vil udløse blink fra skiltet, oplyser Westcotec.
Således kan systemet skelne mellem håndholdt mobilsnak og snak over bilens Bluetooth-system. Westcotec oplyser dog ikke noget om, hvad der sker, hvis der snakkes i mobil via et headset, som er koblet til mobiltelefonen med ledning.
Mere til historien
Nummerpladegenkendelse anvendes i flere sammenhænge. Blandt andre anvender Sund & Bælt systemet til indkassere betaling for at tage Storebæltsbroen mellem Fyn og Sjælland. Systemet hedder PayByPlate og har været i drift siden 23.marts i år. PayByPlate ventes helt at overtage den elektroniske dims BroBizz.