TDC tester 5G – 1,9 Gbit/s hastighed er nået
TDC er fuld i gang med at teste fremtiden mobilnetværk. 5G leverer i testen svimlende hastigheder.
TDC er i øjeblikket i gang med at teste fremtiden 5G-netværk baseret på den endelige 5G-standard. Ifølge teleselskabet testes på den fremtidige frekvens, som ifølge en pressemeddelelse er på 3,5 GHz frekvensbåndet. Det er noget højere end de frekvensbånd, der i dag benyttes til mobiltelefoni. Båndbredden for testens frekvensområde er 100 MHz.
3,5 GHz frekvensbåndet forventes sammen med det lavere 700 MHz-frekvensbånd at blive fremtidens 5G-frekvensbånd i hele Europa. Det høje frekvensbånd til testen er stillet tilrådighed af Energistyrelsen.
TDC høster erfaringer
Tilbage i 2017 påbegyndte TDC at teste mobilt internet med 5G-hastighed, men forskellen fra dengang og nu er, at 5G-standarden nu er endeligt på plads. De erfaringer som nu høstes kan altså bruges direkte til udrulning af 5G i Danmark.
– “Vi er meget tilfredse med forløbet af testen. I TDC Group har vi stor lyst og pligt til at digitalisere Danmark, og her er 5G et vigtigt og naturligt skridt på vejen. Derfor glæder jeg mig over, at vi med denne test lægger os allerforrest i udviklingen af 5G i Danmark,” siger koncernstrategidirektør Lasse Pilgaard i pressemeddelelsen og han uddyder:
– “5G har den spændende egenskab, at den udnytter en langt større del af frekvensbåndene og derfor tillader langt højere hastighed og kapacitet. Vores test er foretaget på det høje 3,5 GHz-frekvensbånd, men lavere frekvensbånd vil også spille en vigtig rolle, hvorfor de fleste lande allerede er begyndt at frigøre det lave 700 MHz-frekvensbånd til fremtidig 5G-brug.”
Rasende hurtig hastighed
I TDCs test blev der opnået en hastighed på 1,9 Gbit/s, hvilket ifølge TDC er cirka 65 gange højere end gennemsnitshastigheden teleselskabet i dag kan levere på selskabets 4G-net.
– “TDC står for størstedelen af alle netværksinvesteringer i Danmark og bliver afgørende for udrulningen af 5G i Danmark. Vi har tre år i træk haft Danmarks bedste mobilnetværk, vi har kapaciteten og kunderne til at gøre 5G til virkelighed, og vi er allerede i gang med at øge og arbejde med store datamængder med udrulningen af vores NB-IoT-netværk direkte på mobilnettet,” fortæller Lasse Pilgaard.
De store fordele med 5G er udover en meget forøget kapacitet, højere hastigheder og en meget lav latency. TDC har en ambition om at være den ledende leverandør af 5G i Danmark. TDC forventer at etablere de første 5G-antenner i deres mobilnetværk i løbet af 2019.
Mere til historien
5G vil mange steder blive leveret via de eksisterende mobilmaster. I første omgang skal vi derfor ikke forvente en skov af nye mobilmaster rund om i landet.