Huawei Mate 10 Lite test – en god telefon der udfordres på hastigheden
MINITEST: Du har batteri nok til halvandet døgn, et lækkert design og stor skærm. Kameraet og mobilens hastighed er udfordret.
Mate 10 Pro skaber i år meget opmærksomhed for Huawei. Lanceringen er fulgt op af gode anmeldelser, og jeg må da også give mig hen til telefonen, der virkelig er et spændende produkt. Min anmeldelse af Huawei Mate 10 Pro endte på 6 ud af 6 stjerner.
Til dem der ikke vil give 6.000 kroner for en ny smartphone, er Huawei Mate 10 Lite lanceret. Prisen er godt det halve i forhold til den vejledende pris.
Mate 10 Lite er IKKE en Mate 10 Pro. Det er, efter min opfattelse, en telefon der mest af alt blot har et navnesammenfald.
Hovedspecifikationer på Mate 10 Lite
– Skærm: 5,9 tommer (407 PPI)
– Opløsning: 2.160 x 1.080 pixels
– Chipset: Kirin 659, octa-core 4 x 2.36 GHz + 4 x 1.7 GHz
– RAM: 4 GB
– Bruger hukommelse: 64 GB
– MicroSD-kort udvidelse: Ja, op til 256 GB
– Kamera: 16 megapixels + 2 megapixels
– Frontkamera: 13 megapixels + 2 megapixels
– Dual-SIM
– Størrelse: 156.2 x 75.2 x 7.5 mm.
– Vægt: 164 gram
– Wi-Fi 802.11 b/g/n, 2.4 GHz
– Bluetooth 4.2, GPS, AGPS, Glonass
– Batteri: 3.340 mAh
– System: Android 7.0 + EMUI 5.1
Fornuftige specifikationer og stor skærm
Du får 5,9 tommer skærm i formatet 18:9, som er blevet den nye trend. Opløsningen er såkaldt ”Full HD+”. Det vil sige 2.160 x 1.080 pixels.
Der er dobbeltkamera på både for- og bagsiden. Så nu kan du lave portrætter med begge kameraer, og dermed få bokeh-effekt på dine selfies.
Kameraerne gør det hæderligt, men du kommer ikke i nærheden af billedkvaliteten som Mate 10 Pro leverer. Desuden har jeg ofte oplevet, at kameraet er flere sekunder om at blive klar. Kameraet er fint til lejlighedsvise fotos, men en egentlig fotomobil kommer den ikke i nærheden af at være.
Lækkert design men ydelsen imponerer ikke
På det ydre ligner denne mobil en topmodel men sit bagpanel i aluminium. Du får virkelig et flot design særligt i betragtning af prissætningen.
4 GB RAM med Kirin 659 processoren gør hvad den kan, men jeg synes ikke hastigheden ved generelt brug, er høj nok. Og som nævnt er opstart af kamera relativt sløvt.
Jeg forventer ikke topydelse fra en telefon i 3.000 kroners klassen, men Huawei presses af eksempelvis Motorola, der i kategorien har produkter der opleves hurtigere til omtrent den samme pris. Til gengæld er Motorola telefoner ikke så pæne.
Har du brug for mere plads end de 64 GB Mate 10 Lite er født med, kan hukommelsen udvides med MicroSD-kort. Det er jeg sikker på, at mange købere vil sætte pris på. Når hukommelseskortet er sat i, kan du dog ikke bruge dual-SIM funktionen, da pladsen til det ekstra SIM-kort er optaget.
Underligt for en telefonen lanceret i fjerde kvartal 2017, så sker tilslutning af oplader via MicroUSB-stik, der er under udfasning til fordel for USB Type-C. Det undrer mig en helt del.
Nu hvor jeg er ved de trælse sider, så kan Mate 10 Lite kun benytte WI-Fi på 2.4 GHz. Har du brug for at kunne forbinde til et 5 GHz netværk, er det en anden telefon du skal købe. Den har ikke NFC, men du kan stadig tilslutte headset via 3,5 mm jackstik.
Fremragende batteritid
Det relativt store batteri på 3.340 mAh leverer strøm til virkelig lang tid. Jeg bruger min telefon rimelig intenst, og halvandet døgns strøm var ikke unormalt. Så her scores store gode point i min bog.
Hurtig-opladning er understøttet, men der ligger kun en standard-oplader i salgspakken. Her kunne Huawei godt have strukket sig lidt længere.
Ved brug til samtaler gør telefonen det rigtigt godt, men lyden fra højtalerne, når du anvender speaker-phone, kunne sagtens være bedre. I salgspakken medfølger et in-ear headset af en halvringe type.
Konklusion: En god telefon
Ofte har ”Lite” eller ”Mini” i forbindelse med telefoner betydet totalt ringe design og ydelse, men sådan er Mate 10 Lite ikke. For rigtigt mange smartphone-brugere vil den være et godt bekendtskab, men der er forskel på denne og så Pro-modellen. Og det skal du være opmærksom på, hvis ikke du skal ende med at foretage et fejlkøb.
Jeg synes Mate 10 Lite ind i mellem reagerer til den sløve side, også mere end hvad man kan forvente til prisen. Der ligger også et stort kompromis omkring kameraet, men tilsvarende stor gevinst på batteritiden, designet og skærmkvaliteten.
Mate 10 Lite er absolut en god telefon, men Huawei presses i segmentet af konkurrenterne som Sony, Nokia og Motorola. I hvert fald når man flyver op i helikopteren og ser ud over markedet.
– TEST: Sony Xperia XZ1 Compact er lille og hurtig
Ifølge Annoncelink Pricerunner koster Huawei Mate 10 Lite omkring 2.700 kroner. Du får vældig meget mobil for pengene.
5 ud af 6 stjerner.
Andre danske anmeldere giver også Huawei Mate 10 Lite adskillige positive ord med på vejen. ”Enormt meget mobil for pengene,” skrev Alt om Data. ”Spiser små telefoner til morgenmad”, lød det fra Ekstra Bladet.
Fordele og ulemper
Fordele:
– Lang batteritid
– Flot og robust design
– Stor skærm
Ulemper:
– Langsom kameraopstart og ikke optimal kameraydelse
– Kun 2.4 GHz Wi-Fi
– Yder ikke altid optimalt
Mere til historien
Mate 10 Lite har forskellige navne rundt omkring i verden. I Malaysia hedder den Huawei Nova 2i. På hjemmemarkedet er navnet Huawei Maimang 6 mens den i Indien hedder Huawei Honor 9i.