Fitbit satser på smartur med Fitbit Ionic

Med en pris på 2.699 kroner håber Fitbit på at stjæle håndleddet fra Apple Watch og Garmin smartwatches.

Der er lagt i kakkelovnen til en voldsom kamp om fitness-freakenes håndled. For nu melder Fitbit sig også klar til krig. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

 – Er smartwatches på vej mod endeligt gennembrud?

Fitbits nyeste produkt hedder “Ionic” og er et smartur, som man kender det fra Apple Watch eller Samsung Gear S3. Tidligere har Fitbit haft stor succes med deres fitnessarmbånd. Modsat Apple Watch så er Fitbits smartwatch kompatibelt med både iPhone og Android. Og endda Windows 10 på mobilen. Du kan altså modtage notifikationer på uret næsten uanset, hvilken telefon, du har.

Indtil videre er Ionic tilgængelig i tre farvekominationer: sølvgrå med blågrå rem, smokey-grå med charcoal-farvet rem og brændt orange med skifer-blå rem. (Foto: Fitbit)

Den amerikanske fitness-tracker-producent satser med “Ionic” på det, som Fitbit kalder en “personlig træner”. Fitbit oplyser, at “Ionic” kommer med “Fitbit Coach”, som leverer dynamiske træningsøvelser. Øvelserne vil blive udvalgt på baggrund af det, som uret registrere. Desuden vil øvelserne løbende blive sværere.

Apple Watch tredje generation på vej – de seneste rygter

I skrivende stund oplyser Fitbit dog ikke, hvilke typer øvelser, som “Fitbit Coach” kan foreslå. Men ud fra et skærmbillede er der kun tale om generelle anvisninger. Eksempelvis står der 30 minutters træning af arme, skuldre, ryg og bryst. Uret hjælper altså ikke med, hvordan øvelserne skal udføres.

Der er også godter til løberen. For “Ionic” kommer med en GPS, der selv logger løberuten. Det kræver altså ikke, at man trykker start inden man strammer snørebåndene.

Ifølge Fitbit så kan “Ionic” holde sig i gang i fire dage inden et skud strøm er nødvendigt. Derudover er uret resistent over for vand ned til en dybde på 50 meter. Så en svedig tur i fitnesscentret burde altså ikke være noget problem.

Specifikationer

  • Højdemåler
  • Accelerometer
  • Digitalt kompas
  • GPS
  • Pulsmåler
  • Lysmåler
  • Vibrationsmotor
  • Bluetooth 4.0

Til næste år vil Fitbit sammen med Adidas lancere en særlig udgave af “Ionic”. Hvis du ikke kan vente så længe, så kan du allerede forudbestille smartwatchet nu. Levering starter i oktober. Du kan læse mere om “Ionic” her.

Mere til historien

Fitbit overtog i december 2016 smartwatch-producenten Pebble.


Om Olav Fonager

Olav er freelance-journalist med en passion for mobiler dimser og gadgets. Han holder sig dagligt opdateret på de seneste nyheder indenfor teknologiverdenen.