Drop de forældede, og farlige, styresystemer
Har du familiemedlemmer, der stadig benytter forældede Windows-systemer, så er det nu, at du skal være helten. Få nu den gamle Windows aflivet!
Denne journalist var ved at få kaffen galt i halsen, da Microsoft, ifølge Engadget, udsendte en opdatering til Windows XP i denne weekend. Ikke så meget fordi Microsoft endnu engang lapper et kritisk sikkerhedshul i Windows styresystemet, der benyttes af flertallet af verdens PC’ere, men mere fordi det samtidig viser, at der stadigvæk er alt for mange computere, der benytter forældede styresystemer såsom Windows XP, Windows Vista og Windows 7.
Det er godt nok hele tre år siden, at Microsoft stoppede supporten til Windows XP, men på grund af den overhængende fare for WannaCrypt ransomware, har Microstoft følt det nødvendigt at lave en sikkerhedsopdatering, selvom styresystemet har været lagt i gravet i flere år.
Nu er den aktuelle situation selvfølgelig meget usædvanlig, da flere britiske hospitaler er ramt af WannaCrypt ransomwaren, og det har sikkert været den direkte årsag til Microsofts usædvanlige opdatering. Modsat tidligere ransomware er der denne gang tale om en såkaldt orm, der kan springe fra computer til computer helt uden brugerens indblanding. Det gør WannaCrypt til et ekstremt farligt stykke software, der kan sprede sig lynhurtigt.
Men kender vi ikke alle sammen et familiemedlem, der stadigvæk har en oldnordisk sårbar computer stående?
– Nu er Microsoft endelig kommet med en ordentlig bærbar
Skift styresystem – NU!
”Få det ny fikset”, lyder det i en irriterende tv-reklame fra et byggemarked. Men den sætning passer perfekt til situationen med forældede styresystemer, for forældet teknologi er farlig.
Men hvad skal man så gøre med den gamle computer med Windows Vista? Det absolut nemmeste metode er at finde 4.000 kroner i sokkeskuffen, gå ned til den lokale PC-pusher og købe en helt ny computer med Windows 10. Før man har forladt butikken, så er man selvfølgelig også lige blevet prakket en Office 365 og en Bullguard antivirusløsning på ærmet, og så står man der 5.000 kroner fattigere med en ny computer.
Der er dog heldigvis også en anden og gratis løsning. For få år siden var Linux styresystemet stadigvæk noget med obskure koder i Terminalen, underlige dialog-menuer og spil var ikke noget der fandtes – udover en række mere eller mindre middelmådige gratis spil.
– Mød Windows 10S – skrabet Windows til studerende
Hvad skal man vælge?
Heldigvis er Linux i 2017 blevet til et modent styresystem, som indeholder stort set alt hjertet kan begære. Linux har fire store fordele:
- Prisen er som udgangspunkt gratis ligesom alle de medfølgende programmer er gratis.
- Linux er lavet med ”security by design” hvilket betyder, at sikkerhed har første prioritet, og alt andet har andenprioritet. Det gør det langt svære – dog ikke umuligt – at lave skadelig kode, der kan ramme systemet.
- Linux er opensource hvilket betyder, at alle og enhver kan undersøge koden. Det betyder, at flere sikkerhedsfejl bliver fundet og rettet, før de bliver misbrugt
- Opdateringshastigheden. Linux er opbygget så det er utroligt hurtigt og let at opdatere. En sikkerhedsopdatering kan laves på få minutter og blive sendt ud til alle computere på minutter i stedet for dage. Når Microsoft udsender en sikkerhedsopdatering, så tager det ofte dage at lave selve opdateringen, og dage at få den sendt ud til alle computere. Med Linux taler vi om minutter.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om man med Linux på computeren er bedre sikret end med en Windows PC? Den nedslående svar er nej, men i det mindste kører computeren på et nyt og moderne styresystem, som bliver opdateret hver evig eneste dag. Et system, der er bygget til at være sikkert, og et system, hvor mange udviklere dagligt kigger på koden, finder sikkerhedshuller og fjerner dem.
Linux Mint er for alle
Som nybegynder kan man helt sikkert være lidt i tvivl om, hvilken Linux version man skal vælge, for der findes et hav af Linux distributioner. Her er den klar mest finpudsede distribution for almindelige nybegyndere Linux Mint. En almindelig Windows-bruger vil føle sig rigtig godt tilrette i løbet af ganske kort tid.
Installationen er legende let, og programmer som VLC, LibreOffice og FireFox er standardprogrammer i Linux Mint. Derudover er det meget let, at installere drivere til AMD/Nvidia grafikkort, og distributionen indeholder alle codecs til både lyd og video.
Linux Mint ligner noget, man er vant til som Windows bruger, og alle de forskellige dele virker intuitivt for en Windows bruger. Noget af det sværeste er faktisk, at der ikke er nogen ”Windows Store”, hvor man kan finde nye programmer. På Linux Mint bruger man i stedet Programhåndtering under Administration.
Der er også herfra, at man kan installere flere programmer som f.eks. Steam – for hvem vil ikke gerne spille CS:GO ?
Nu tænker du måske, at det der Linux måske kunne lyde lidt interessant, men du har måske ikke så stor erfaring med Linux.
Heldigvis findes der tonsvis af vejledninger på internettet om, hvordan man kommer i gang. En af de absolut bedste ressourcer er Joe Collins EzeeLinux.com og den tilhørende YouTube kanal.
Joe Collins er en fremragende og meget pædagogisk læremester, der formår at tale et sprog, hvor de fleste med almindelige engelskkundskaber kan være med.
Ny computer? Hvad med Chromebook?
Hvis ikke du orker Linux, og stadig synes det er lidt nørdet, hvad så med en Chromebook? Chromebook med ChromeOS er Googles svar på en moderne, og billig, computer.
Du kan ikke alt på en Chromebook, men har du kun lejlighedsvise behov for en PC’er, er det alligevel et tjek værd. Vi taler om priser helt ned under 3.000 kroner.
Vi har skrevet lidt om både ChromeOS og en stor anmeldelse af en ret cool maskine. Følg links herunder.
– Hvad er ChromeOS?
– Anmeldelse: Acer Chromebook 14 er en lynhurtig prisbasker
Mere til historien
Denne artikel er skrevet på en syv år gammel HP bærbar PC med Linux Mint 18.1 – en computer som ellers var på vej til lossepladsen.