Nintendo retro NES-konsol relanceres til jul
Nintendo Classic Mini sender 30 retrospil direkte ind under juletræet. Nintendo er klar med retrobombe.
Nintendos succes begyndte med Donkey Kong i starten af 80’erne. Siden er Nintendo, og deres spilkonsoller, blevet en stor del af opvæksten for mange. Karakteren Mario, der senere blev til Super Mario-spilserien, er i dag synonym med den japanske spilvirksomhed.
I 90’erne tog Nintendo endnu en succes hjem med Pokémon, der her i 2016 er blevet til en mobilsucces med Pokémon Go.
Nu skal alt det vi elsker ved Nintendo ind under juletræet. Nintendo Classic Mini er navnet på en kompakt version af retro NES-konsollen (den daværende 8-bit version), der i 80’erne ramte markedet første gang i sin originale version.
– Pokémon Go på vej til Europa og Danmark
Nintendo Classic Mini kan være i en enkelt hånd, og tilsluttes dit TV med HDMI-kabel. Der er 30 spil installeret, og der medfølger en enkelt kontroller, men som tilbehør kan der købes en ekstra. De gamle kontrollere skulle angiveligt også kunne bruges på den nye mini-Nintendo.
Den 11. november 2016 kommer Nintendo Classic Mini i handlen. Der tales om en pris i USA på omkring 60 dollars.
Blandt de 30 spil findes blandt andet Donkey Kong, Super Mario-serien, PAC-MAN og Bubble Bobble. Pokémon er ikke et af spillene på den nye konsol.
– Nintendo NX-konsol klar i marts 2017
Det ventes Nintendo Classic Mini bliver tilgængelig på det danske marked, men det er endnu uvist hvad den danske pris bliver.
Mere til historien
Se den fulde spilliste for den nye mini NES her.