Sådan er internetforbindelserne i Danmark
Der er kommet mere fart på danskernes bredbånd – og specielt uploaddelen trækker fra land. Vi gør status over det danske internet.
Danskernes internetforbindelser bliver stadig mere potente, viser rapporten Telestatistik for andet halvår 2015.
Antallet af bredbåndsabonnenter på fastnet med en downloadhastighed på mindst 100 Mbit/s er vokset markant i 2015. Med udgangen af 2015 havde mere end hver tiende bredbåndsabonnement nu 100 Mbit/s downloadhastighed eller højere.
Bredbåndsabonnementer på fastnet med en downloadhastigheder på mindst 100 Mbit/s er således steget tre en halv gang i løbet af 2015, og de udgør nu lidt under 11 procent af abonnementerne mod 3 procent i 2014.
På uploadsiden er der også sket en kraftig forøgelse, og antallet af abonnementer der har fastnet bredbånd (xDSL, coax og fiber) med mindst 10 Mbit/s i upload er steget med 70 procent sammenlignet med 2014. Det oplyser Energistyrelsen, der udgiver rapporten.
Næsten 45 procent af de i alt 2,4 millioner fastnetbaserede bredbåndsabonnementer var i slutningen af 2015 kunder på TDCs kobbernet (DSL).
Ifølge Energistyrelsen skyldes de store årlige stigninger i upload- og downloadhastigheder at teleselskaberne har opgraderet hastighederne på en stor del af bredbåndsabonnementerne, der leveres via kabel-TV-nettet (coax) samt lanceret nye fiberabonnementer.
Mobildata vokser eksplosivt
Ligesom de kablede forbindelser så sker der også en markant udvikling på mobilnettene. Den samlede mobile datatrafik er steget med lidt over 84 procent fra 2014 til 2015.
Det svarer til, at hvert af de mobile bredbåndsabonnementer (mobiltelefoner og dongles) i gennemsnit har sendt og hentet 2,8 GB data hver måned i hele 2015. I 2014 var tallet kun 1,7 GB per måned.
Det er stadigvæk TDCs kobber-net, som står for hovedparten af de danske bredbåndsforbindelser med 46 procent efterfulgt af kabel-TV med 29 procent og fiber med 19 procent.
Link: Læs hele Telestatistik – andet halvår 2015
Hovedkonklusioner fra telestatistikken
- Antallet af fastnet bredbåndsabonnementer med mindst 100 Mbit/s er vokset tre en halv gang fra 75.000 til 263.000 i løbet af hele 2015. Abonnementer med mindst 100 Mbit/s udgør nu lidt under 11 procent af alle fastnet bredbåndsabonnementerne. De store helårlige stigninger i de høje hastighedskategorier skyldes teleselskabenes opgradering af hastigheder på abonnementer via kabel-tv-nettet i første halvdel af 2015 samt nye fiberabonnementer.
- Abonnementer med mindst 50 Mbit/s download er mere end fordoblet i løbet af 2015. Dette betyder, at andelen af abonnementer med mindst 50 Mbit/s nu er næsten 36 pct.
- Stigningen i den samlede mobile datatrafik har været på lidt over 56.000 TB fra andet halvår 2014 til andet halvår af 2015, hvilket svarer til en stigning på lidt under 84 pct. Sammenlignes hele året 2014 med hele året 2015 er stigningen på lidt over 84 pct.
- Fastnet bredbånd er steget med 2,4 pct. fra slutningen af 2014 til slutningen af 2015. Bredbånd via fiber står fortsat for langt det meste af væksten med næsten 54.000 nye abonnementer i perioden.
- Bredbånd via fiber udgør lidt under 19 pct. af abonnementerne i slutningen af 2015, mens bredbånd via kabel-tv-nettet udgør lidt under 29 pct. og kobberbaseret bredbånd lidt over 46 pct.
- Medianhastigheden for fastnet bredbånd download er steget med lidt over 21 pct. fra 22,9 Mbit/s i slutningen af 2014 til 27,8 Mbit/s i slutningen af 2015.
- Medianhastigheden for upload er mere end fordoblet fra 3,2 til 7,5 Mbit/s fra slutningen af 2014 og år frem.
- Det samlede antal mobilabonnementer (inkl. mobilt bredbånd via dongles) er i slutningen af 2015 næsten 8,5 mio., hvilket er lidt under 2 pct. højere end et år tidligere.
Mere til historien
Efterhånden som kabel-TV nettene opgraderes til højere hastigheder vil disse net kunne levere hastigheder på mere end 1 Gbit/s til hver husstand.