TomTom lancerer RIDER 410 – GPS til motorcyklen

MWC: Så er der godt nyt til alle med fart i blodet – TomTom er klar med en ny GPS med lifetime verdenskort. TomTom Rider 410 er til motorcyklen.

TomTom har lanceret en ny GPS til motorcykler med modelnavnet RIDER 410. TomTom kan lige nu fejre 10-års jubilæet for den første RIDER, og for at markere dette kommer den nye RIDER 410 Great Rides Edition med Lifetime Verdenskort samt 100 af Europas mest spændende ruter præinstalleret. Ruterne er blevet testet af det anerkendte tyske MC-magasin, Tourenfahrer, der er en af de største leverandører af ruteforslag i Europa.

TomTom RIDER 410 (Foto: TomTom)

TomTom RIDER 410 (Foto: TomTom)

RIDER 410 præsenterer en række nye features, hvilket blandt andet omfatter Lifetime Verdenskort, ruteplanlægning med TomTom MyDrive samt planlægning af rundrejser.

 – Google Maps kan nu vise vej offline

– “Efter at have lavet navigationsenheder til motorcyklister i 10 år, er det spændende at lancere en særudgave af TomTom RIDER. Udover de nye features som ruteplanlægning via MyDrive, Bluetooth® fildeling og håndfri telefonopkald, som motorcyklisterne har efterspurgt, tilbyder vi også 100 af Europas mest spændende ruter præinstalleret. TomTom RIDER 410 er blevet designet fra bunden til livet på vejen, og som med alle TomTom produkter har vi fokuseret på et innovativt og brugervenligt interface, der gør brugeroplevelsen utrolig enkel. Det eneste man skal bekymre sig om er, hvor udfordrende en rute, man ønsker sig,” udtaler Morten Flø Nielsen, Country Sales Manager hos TomTom i Danmark.

Ifølge pressemeddelelsen fra TomTom kan man med RIDER 410 finde de mest spændende, snoede veje og undgå lange, kedelige strækninger ved at vælge præcis, hvor udfordrende ruten skal være. Man kan vælge tre niveauer inden for henholdsvis vejens forløb og vindpåvirkning, hvilket sikrer en adrenalinfyldt køretur uanset ambitionsniveau. Derudover kan brugeren opdage nye ruter med Roundtrip Planning. Dette gøres ved et enkelt tryk på det område, man ønsker at udforske, og herefter definere et startpunkt samt hvilke områder, man ønsker at besøge.

 – Sådan planlægger du en rute med flere stop

Avanceret ruteplanlægning

Med TomTom MyDrive kan man planlægge sine egne køreture ved hjælp af TomTom MyDrive. Brugerne kan hente inspiration fra andre kørere og lave deres egne spændende ruter på PC’en, inden de uploader dem til deres enhed via MyDrive.

Andre spændende features er blandt andet muligheden for at rotere enheden til portrætvisning og dermed få et bedre overblik over vejens forløb og evt. kommende sving. Det er også muligt for føreren at modtage opkald gennem enheden samt at holde 100 pct. fokus på vejen, da køreinstruktioner kan modtages via Bluetooth. Med TomTom RIDER 410 følger også både Lifetime TomTom Traffic og Lifetime Speed Cameras uden ekstra omkostninger. Skærmen er desuden handskevenlig og enheden er vandtæt.

TomTom RIDER Great Rides Edition bliver tilgængelig i butikkerne og online fra den 8. april 2016 i to forskellige versioner: TomTom RIDER 410 til (vejledende pris) 2.999 kroner og TomTom RIDER 410 Premium Pack til (vejledende pris) 3.799 kroner.

TomTom RIDER 410 Premium Pack kommer med et kit til montering i bil, tyverisikring og et rejseetui.

Mere til historien

TomTom Traffic som giver adgang til live trafikinformationer kræver en smartphone med bluetooth samt en dataforbindelse. Eventuel dataforbrug via smartphonen skal man selv afholde.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.