MobilePay slog nye rekorder i julemåneden
Der er ingen tvivl om, at danskerne har taget MobilePay til sig. I december røg der cirka 500 millioner kroner mere igennem tjenesten end i november.
Danske Bank har fået en gedigen succes med deres mobilbetalingsapplikation, MobilePay, som måned for måned sætter nye rekorder og julemåneden 2015 er ingen undtagelse.
MobilePay er udbredt, men oplevede yderligere vækst i december 2015, der kom 45.000 nye brugere til. Faktisk er mobilbetalingsformen nu så brugt, at betaling via MobilePay adskilles i de månedlige oversigter over Dankortbrug for ikke at forvirre økonomerne. Det skriver DR.dk.
I december 2015 blev der sat rekord for det samlede beløb. I alt blev der overført for 2,93 milliarder kroner, men også antallet af overførsler steg til mere end 10 millioner i julemåneden.
– ”2015 har været endnu et rekordår for os. Væksten er eksponentiel, så vi er næsten holdt op med at sætte forventninger. Men vi er selvfølgeligt rigtigt tilfredse,” siger Mark Wraa-Hansen, chef for Mobilepay i Danske Bank.
Danske Bank forventer, at MobilePay vil blive dobbelt så stor i 2016. Efter i 2015 at have stået for overførsler for 18 milliarder kroner, hvilket var mere end en fordobling i forhold til 2014, hvor der var overførsler på 7 milliarder kroner.
– Brug fingeren på MobilePay og i mobilbank
Der er nu omkring 2,8 millioner danskere, som har MobilePay-applikationen installeret på deres smartphone.
Mere til historien
Der blev handlet for 248 millioner kroner i fysiske butikker og webshops i december med MobilePay fordelt på 1,3 millioner handler.