LG V10 test – sikkert kørt

TEST: LG V10 holder er en stilsikker telefon med godt kamera god godkendt batteritid. Vores LG V10 test viser det er en god men også dyr smartphone.

LG V10 (Foto: LG)

LG V10 (Foto: LG)

LG betegner selv LG V10 som en ”premium smartphone”. Det er den første telefon i V-serien, hvor kodeordene er ”experience creator” og ”new alternative”. Altså en smartphone som skal tilbyde noget anderledes i forhold til de almindelige topmodeller i LGs smartphone-lineup.

LG V10 er, ved første øjekast, blot en almindelig standard smartphone, med en nubret og skridsikker aftagelig plastikbagside, der åbner adgang til et udskifteligt batteri på 3.000 mAh, Micro SD-kort og Nano SIM-kort. Rammen er udført i rustfrit stål med udmærkelsen ”dura guard”, der skulle være samme slags rustfrit stål som anvendes i dyre ure.

I bunden har LG indlagt en silikone-del, som bedre kan absorbere stød ved fald, hvilket yderligere skulle sikre glasskærmen (Gorillas Glass 4) mod brud. Det kaldes ”Dura Skin”. Angiveligt er materialet dobbelt så hårdt som plastik, og i øvrigt vanskeligt at ridse.

Som på en del af LGs andre telefoner er alle knapper strippet fra telefonens forside og sider. I stedet fortsætter Rear Key-konceptet hvor lydstyrken samt hjem/powerknappen er lokaliseret ud for pegefingeren på bagsiden. Som en nyskabelse har knappen nu indbygget fingeraftryksaflæser, der fungerer glimrende.

I min LG V10 test overrasker telefonen positivt i en grad, hvor man tænker: ”Hvad skulle vi egentlig med LG G4?” – topmodellen fra 2015.

V10 er en opdateret LG G4

Teknologisk er LG V10 og LG G4 nærmest de samme telefoner. Eksempelvis deler de kamera- og processorteknologi. V10 har så til gengæld fået tilført lidt ekstra RAM, så der nu er 4 GB tilgængelig.

Skærmen har stadig en opløsning på 1440 x 2560 pixels, men størrelsen er forøget fra 5,5 til 5,7 tommer. Desuden er vægten steget fra 155 til 192 gram.

Alt i alt er LG V10 lidt mere moderne end G4 på teknologisiden, hvilket i den hurtige mobilbranchen bestemt ikke er dårligt.

Udgaven af LG V10 der sælges i Danmark har 32 GB brugerhukommelse der kan udvides med op til 2 TB via MicroSD-kort.

LG V10 – hovedspecifikationer

  • Qualcomm Snapdragon 808 hexa-core processor
  • Hovedskærm: 5.7” Quad HD (2560 × 1440) IPS Quantum display
  • Sekundær skærm: 2.1” (160x 1040) IPS Quantum display
  • 4 GB RAM
  • 32 GB indbygget hukommelse med microSD indgang, med op til 2 TB
  • 16 megapixels kamera med F1.8 linse og OIS 2.0 (lig det i LG G4)
  • Frontkamera: 5 megapixels dual-frontvendte kameraer
  • 3.000 mAh batteri, som kan tages ud
  • Android 5.1.1 Lollipop
  • Størrelse: 159.6 x 79.3 x 8.6 mm, 192 gram
  • LTE-A Cat. 6 support

Ekstraskærmen er nyheden

LG V10

LG V10

Den største nyhed i V10 er egentlig det sekundære display, der ses i toppen. Størrelsen er 2,1 tommer, og den lille ekstra skærm er altid tændt, også når hovedskærmen slukker.

Du kan have dit navn stående i linjen samt få notifikationer fra forskellige apps samt se ur, dato og et vejrikon. Med et swipe kommer en række såkaldte ”Quick Tools” frem. F.eks. lyd, netværk, lommelygte og start af kamera.

Når hovedskærmen er tændt kan ekstraskærmen vise genveje til de senest anvendte apps, favoritkontakter, musikafspiller samt genveje til apps du selv vælger.

Undersøgelser har vist, at smartphone-ejere tænder deres telefon 150 gange om dagen, blot for at se klokken og få information om notifikationer. Dette er normalt med til, at forkorte batteritiden på en traditionel smartphone, da den store skærm bruger meget strøm.

Den lille skærm har, ifølge LG, kun ringe indflydelse på batteritiden, selvom den er tændt hele tiden.

Giver det så mening? Ja og nej. Ved slukket hovedskærm er det fint med de små notifikationer og ikoner. Selvom LG forsøger med en ekstra second-screen dimension når hovedskærmen er tændt, synes jeg ikke det giver mening. Det er ligesom med Samsungs Edge-skærm, der også kan vise forskellige ting i siden. Det opleves som en gimmick, der ikke giver nok mening i dagligt brug. Jeg synes i hvert fald ikke mit brugsmønster har ændret sig nok i testperioden til, at jeg vil gå efter ekstraskærmen som det bærende argument for købet.

Dog ser det ret godt ud, at ens navn står i toppen af telefonen.

Flere billeder af LG V4

Velfungerede betjening og menuer

I forhold til LG G4 der kom med et pastel-farverigt brugerinterface, der virkelig blev oplevet som tå-krummende, så har det hele fået et løft på LG V10. Selvom LG har fjernet Google native-apps (kalender, kontakter, SMS m.fl.) i Android-systemet og erstattet med deres egne, så har det ikke ødelagt brugeroplevelsen.

LG V10 er hurtig og velfungerende i dagligt brug, og opleves på højde med topmodellerne i markedet. Det har på intet tidspunkt været en irriterede telefon – tværtimod.

Dette understreges også af benchmark-målingen med Antutu som endte på 57.257 point. Til sammenligning fik jeg 49.206 point på LG G4 da den tilbage i maj 2015 blev testet. En Samsung Galaxy S6 Edge fik 70.255 point. I 3DMark fik V10 433 point, men her er der langt op til Galaxy S6 Edge der fik 1253 point.

Rigtig godt kamera

LG V10

LG V10

Med LG V10 får du et kamera, der er tilsvarende kameraet i LG G4. Det er 16 megapixels optik (F1.8) og med optisk billedstabilisator (OIS 2.0). Du kan bruge den fuldautomatiske tilstand eller gå ombord i de mange manuelle indstillinger.

I videotilstand er der ligeledes en lang række manuelle justeringsmuligheder, og som noget nyt vi ikke har set før, kan også lyden justeres. Både i lydstyrke samt i retning. Altså om det er frontvendte eller bagudvendte mikrofoner, der anvendes ved optagelsen.

I videodelen introducerer LG begrebet EIS, som står for Electronic Image Stabilization. Det er en softwarebaseret algoritme, der har til formål, at minimere rystelser ved videooptagelserne. EIS må ikke forveksles med OIS, som er den optiske udgave.

Vores testfotos af de små figurerer (se galleri) i et meget mørkt rum afslører et kamera med høj følsomhed, hvor billedet ikke bliver overstrøget med billedstøj. V10’eren har ligesom G4 også laserassisteret autofokus.

LG har gjort lidt ekstra ud af frontkameraet. Her sidder en ultra-vidvinkel linse på 120 grader, som kan aktiveres når flere skal med på en gruppeselfie. Standardindstilingen er 80 grader – altså standarden for når én person skal på billedet.

Galleri: Billeder taget med LG V10

Ekstra fokus på lyden

LG V10

LG V10

Som i en del andre nyere smartphones understøtter LG V10 også op til 32 bit-highquality lydafspilning. Med HiFi DAC afspilles formaterne FLAC, WAV og ALAC m.fl.

Der ligger en demolydfil på telefonen med opløsningen 24bit, 96 KHz. Og ja. Den lyder da helt fantastisk i det i øvrigt ret gode in-ear headset, der medfølger i salgspakken, men hvor mange har lige lydfiler liggende i den kvalitet. Og nogle gange, hvis man støder på sådanne filer, er det blot CD-lyd der er gemt i et andet format, og det kommer der jo ikke flere detaljer ud af.

Med mindre du har rigtige lossless-filer liggende, så giver funktionen ingen mening. Godt nok har telefonen også en up-samplingsfunktion der kan aktiveres på egen og streamet musik, men det er svært rigtigt at høre forskellen.

Nu trækker det jo ikke ligefrem ned, når der gøres noget ud af lyden. Det er måske bare ikke helt så fantastisk, som producenten gerne vil gøre det til.

Alt imens headsettet lyder godt, så er den indbyggede højtaler ikke nogen god oplevelse. Den spiller til standard husbehov, og det mest positive jeg kan sige er, at den er placeret i bunden, og ikke på bagsiden.

Telefonlyden ved samtaler er god både for afsender og modtager, men bruger du speaker-phone muligheden er vi tilbage ved den indbyggede højtalers ringe kvalitet.

LG G4 får nu Android 6.0 Marshmallow

Video fra LG G4

https://www.youtube.com/watch?v=PtTwwp1WO9E

Overrasker på batteritid

Med en stor 5,7 tommer Quad HD skærm, samt en lille ekstraskærm på toppen, er det overraskende hvor godt LG formår at udnytte batteriet, der som tidligere nævnt har en kapacitet på 3.000 mAh, virkelig godt.

Telefonen klarer sig uden problemer en hel dag fra morgen til aften, også selvom den bliver brugt en del. Hvis du har en af de stille dage på kontoret, er mobilen god til at sove uden batteriet tømmes i det skjulte.

LG V10 yder på batteridelen i retning af hvad vi kender fra Samsung Galaxy S6 Edge+, og i forhold til størrelsen er det ret godt.

På netværksdelen er telefonen også et godt bekendtskab. På en 100 mbit/s forbindelse har det ikke været et problem at køre den ud til kanten. Endnu mere overraskende har dataforbindelsen via mobilnetværket været. På 3’s netværk i Odense har jeg målt over 80 mbit/s download endda indendørs. Ligesom LG G4 er V10 tale om en 4G LTE Cat6-telefon.

TEST: Nexus 5X fra LG – en svær efterfølger

Screenshots fra LG V10

Konklusion: Hvad skal vi med LG G4?

LG V10

LG V10

I forhold til at LG V10 ikke direkte er en højt profileret topmodel, leverer den godt.

Det er nok stadig et produkt som den forventede LG G5, at LG vil sætte alle kræfter ind på, men jeg har ikke kunne undgå tanken om, hvad vi egentlig skulle med LG G4. Jo det var en fin telefon, men af et produkt fra øverste hylde skuffede den en smule, og endte på fire ud af seks stjerner.

 – LG G5 lanceres muligvis i februar

LG har med V10 holdt sig til det sikre. Der er ikke de store eksperimenter i designet, som er rimelig standard, og i brugerfladen er der heller ikke f.eks. klasket en masse ligegyldige ting ned i. Det giver altså bare en fin brugeroplevelse.

Telefonen har en kraftig ydelse og god skærmkvalitet, men tømmer ikke batteriet uden grund, og som i LG G4 er kameraet rigtigt godt.

Der er optimeret på skærmlåsen KnockCode, så den fungerer væsentligt bedre end på G4’eren, og tilføjelsen af fingeraftrykslæser er virkelig skønt.

LG V10 kommer med Android 5.1.1 Lollipop, og her er det lidt tungt. En model i denne prisklasse, og så langt henne på sæsonen, burde være født med den nye Android 6.0, som køberne nu kan gå og vente på. LG oplyser til MereMobil.dk, at V10 bliver opdateret til Marshmallow, men der er ikke sat tidspunkt på. Ærgerligt!

Aktuelt koster LG V10 omkring 5.000 kroner uden abonnement for udgaven med 32 GB hukommelse. Det er virkelig mange penge, særligt når LG G5 er rundt om hjørnet. Og så meget ekstraværdi giver den sekundære skærm ikke, at den høje pris kan forsvares.

LG V10 holder sig til det sikre, og belønnes for et. 5 ud af 6 stjerner.

TEST: LG G4 – en telefon der ikke overrasker
Web-TV: Se testen af LG G4

Fordele og ulemper

Fordele

– Godt skærmkvalitet
– Fremragende kamera
– God batteritid
– En telefon der holder sig til det sikre

Ulemper

– For dyr ift. der er ny topmodel på vej
– Har ikke Android 6.0
– Sekundær skærm giver ikke stor værdi
– Dårlig lydkvalitet fra indbygget højtaler

Mere til historien

Da LG V10 kom på markedet i Nordamerika i december 2015 solgte V10 450.000 eksemplarer på de første 45 dage i handel. LG solgte i øvrigt samlet set lige knap 60 millioner enheder på verdensplan i 2015.

Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Mac Mini M4 er chokerende lille og vanvittig effektiv | Test

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram