27 millioner spiller Subway Surfers dagligt
Kort nyt: De to danske spilfirmaer, som står bag Subway Surfers, kan nu levere et overskud på seks millioner kroner per medarbejder grundet spillets store succes.
Hver dag spilles det populære danske mobil- og tabletspil Subway Surfers af omkring 27 millioner mennesker, og er blevet en sand guldgrube for de to danske spilfirmaer, som står bag successen.
Faktisk er successen så synlig økonomisk også, at firmaerne kan levere et overskud på seks millioner kroner per medarbejder. Det skriver Business.dk.
– Subway Surfers-bagmænd tjener kassen på spilsucces
Sybo Games i København leverer et overskud på 163 millioner kroner for et helt år, mens Kiloo fra Aarhus leverer et overskud på 33,1 millioner for fire måneder på det populære spil. Det skriver Finans.dk.
Både Sybo Games og Kiloo producerer også andre spil, men der er ingen tvivl om at det er graffiti-maleren Jake, der er hovedproduktet for firmaerne.
Subway Surfers er downloadet mere end én milliard gange på verdensplan og frigives i en ny version cirka en gang om måneden.
Mere til historien
Sybo Games ejes af Sylvester Rishøj Jensen og Bodie Jahn-Mulliner, Kiloo af brødrene Simon og Jacob Møller.