Nu kommer der reklamer i HTC Blinkfeed
Kort nyt: HTC begynder, at teste reklamer i HTC Blinkfeed.
HTC One M9 er en af de telefoner jeg har testet, der har leveret flest forstyrrende notifikationer om alt muligt HTC-halløj. Nu kommer der et par ekstra forstyrrelser ind i telefonen.
Hvis du bruger HTC Blinkfeed kan du opleve reklamer blandt dine udvalgte nyheder. HTC kalder det ”a limited number of promotions in a limited number of markets”. Desuden loves der brugbare tips og produkter.
På den officielle HTC blog skrives der, at der bliver tale om relevante sponserede apps fra partnere i AdNetworks. Reklamerne ligger i Blinkfeed-listen og er ikke en popup eller bannerreklame.
Der er tale om en pilottest, oplyser HTC. I starten vil USA, Storbritannien, Tyskland, Taiwan og Kina være med i reklameforsøget. Testen har til formål at skaffe data til at kunne analysere effektiviteten af annoncetypen.
HTC Blinkfeed udgjorde i HTC One (M7) hjemmeskærms-forsiden. Siden da er nyhedstjenesten blevet valgfri for ejere af HTCs telefoner.
– Web-TV: Se testen af HTC One M9
Mere til historien
På det seneste har der været meget uro omkring HTC. Der har blandt andet været forlydender om, at Asus måske vil opkøbe HTC, hvilket HTC dog har afvist.