Kriseramt HTC degraderer topchefen
Med øjeblikkelig virkning har HTC degraderet topchefen Peter Chou. Medgrundlægger Cher Wang overtager selv ledelsen af den kriseramte virksomhed.
HTCs fald
HTC er salgsmæssigt i krise. Trods den store ros for HTC One-produkterne (One M7, M8 og M9) er forbrugerne tilsyneladende ikke længere interesserede i telefoner fra den Taiwan-baserede tech-virksomhed.
I 2011 var HTC nummer 98 i varemærkeundersøgelsen, over de bedste globale brands, opgjort af Interbrand. I dag er HTC ikke på listen, og plads 98 sidder Nokia på. I 2012 havde HTC en global markedsandel på seks procent, hvilket i forhold til året forinden var et fald på 25,2 procent, ifølge analysefirmaet IDC.
Lokalt her i Danmark har landets største operatør TDC, samt Elgiganten, dømt HTC ude, som et brand kunderne ikke længere efterspørger. I opgørelsen over de mest solgte produkter i Danmark for 2014 er HTC ikke i top 10, der primært præges af Apple, Samsung og Sony.
Selvom flere af de danske salgskanaler stadig forsøger, at sælge HTC, er optimismen ikke overvældende. Heller ikke efter den nylige lancering af HTC One M9, topmodellen for 2015.
HTC fik sit første årlige underskud i 2013, og er med en markedsandel på under 2,9 procent, ude af top 10-listen over de globalde smartphone-brands, ifølge data IDC og Bloomberg Intelligence.
Medgrundlæggeren overtager ledelsen
Siden 2005 har Peter Chou siddet på toplederposten i HTC som CEO, men den dramatiske salgsudvikling har ført til et skift i ledelsen.
HTC blev i 1997 grundlagt af Peter Chou og Cher Wang. Fremover vil Cher Wang beklæde CEO-posten, mens Peter Chou må nøjes med en position, hvor han skal lede fremtidig produktinnovation – eller som det beskrives ”strategic new role leading future product innovation”.
Allerede i 2013 overlod Peter Chou flere CEO-ansvarsområder til Cher Wang, hvilket dengang blev beskrevet som et midlertidigt tiltag.
– ”Peter Chou har gjort det dårligt, men selvom Cher kommer til, vil det blive vanskeligt for HTC at vende udviklingen,” lyder det fra aktieanalytiker Jeff Pu ved Yuanta Financial Holding Co, overfor Bloomberg Business.
Den bedste kandidat
– ”Jeg kender firmaet, de ansatte og jeg har visionen. Jeg mener, jeg er den bedste kandidat. Det var mit forslag,” siger Cher Wang i et interview med Bloomberg.
Hendes og hendes mands formue menes, ifølge Forbes, at være omkring 8,8 milliarder dollars. I maj 2011 udnævnte Forbes Cher Wang og hendes mand til det rigeste par i Taiwan.
Cher Wang er nummer 54 på Forbes liste over de mest indflydelsesrige kvinder i verden. Listen toppes af Tysklands kansler Angela Merkel.
– LG lukker mobilkontoret i Danmark
Mere til historien
Selvom HTC i dag er i krise må vi ikke glemme 2008, hvor HTC var den første smartphone-producent, der lancerede en enhed med Android-systemet. Telefonen hed HTC Dream.