Endegyldigt slut med OnePlus som selvstændigt brand: Degraderes til en simpel produktserie
OPPO trækker nu stikket på uafhængigheden. En enorm omstrukturering gør OnePlus og Realme til modelserier frem for selvstændige tech-brands. Det sår alvorlig tvivl om den nylige danske Realme-lancering.

Der er ikke meget tilbage af den rebelske “Never Settle”-ånd, der i sin tid skabte et unikt fællesskab omkring OnePlus
Gennem de seneste måneder har vi her på MereMobil.dk beskrevet, hvordan den europæiske afdeling er smuldret efter en regulær masseflugt af nøglemedarbejdere, mens tilstedeværelsen her i Danmark i praksis er forsvundet.
Nu tager det kinesiske moderselskab, OPPO, det absolutte og endegyldige skridt. Ifølge en ny rapport fra erhvervsmediet Moneycontrol, bragt af Android Authority, er en omfattende omstrukturering undervejs.
OPPO’s langsigtede plan er at indlemme både OnePlus og Realme fuldstændigt under OPPO’s operationelle struktur. I stedet for at agere som uafhængige virksomheder med egne identiteter, markedsførings- og udviklingsafdelinger, vil mærkerne fremover blot blive administreret som specifikke produktserier.
Realmes danske lancering kan blive kortvarig
I maj kunne vi her på MereMobil.dk ellers fortælle, at Realme forsøger at erobre det danske marked med lanceringen af topmodellen Realme GT 8 Pro og aftaler med de store forhandlere.
Det lignede umiddelbart en klar strategi, hvor Realme skulle bygge videre på de markedsandele og hyldepladser, OnePlus efterlod.
Men i lyset af den nye udmelding fra OPPO-hovedkvarteret, fremstår den dugfriske danske Realme-satsning pludselig som en mærkværdig og sandsynligvis midlertidig foranstaltning.
Hvis Realme globalt set blot bliver degraderet til en modelserie under OPPO, virker det utænkeligt, at man for alvor vil investere i at opbygge Realme som et stærkt, uafhængigt varemærke i bevidstheden hos de danske forbrugere.
Det mest sandsynlige scenarie er, at de nuværende Realme-produkter blot fungerer som en overgangsfase. En kile i døren for at fastholde livsvigtige forhandler-aftaler, indtil OPPO på sigt enten ruller OPPO-masterbrandet ud, eller blot lader “Realme-serien” flyde passivt afsted med et absolut minimum af markedsføring.
Tidligere på året beskrev vi rygterne om netop en tæt fusion mellem OnePlus og Realme, hvor de fremadrettet ville dele alt under motorhjelmen. At moderselskabet nu går skridtet videre, er en opsigtsvækkende, men logisk konsekvens af et trængt mobilmarked.
OPPO optimerer nu deres ressourcer for at skære fordyrende mellemled og intern kannibalisering væk.
Realme-topchef trækker sig midt i OPPO-fusionen
At omstruktureringen i den grad er i gang, understreges af, at Realmes CEO i Indien, Michael Guo, netop har trukket sig.
Officielt hedder det sig, at det skyldes helbredsmæssige årsager, men ifølge rapporten sker afgangen midt i den store integrationsfase af organisationerne.
Guo har angiveligt haft uformelt opsyn med OnePlus’ indiske forretning, der – ligesom vi har set det i Europa – har været ramt af stribevis af butikslukninger og en overgang til rent onlinesalg.
OnePlus vakler også på det amerikanske marked
Hvor vi herhjemme mærker konsekvenserne direkte, peger pilen samme vej på globalt plan.
Den velkendte tech-leaker Yogesh Brar bemærker overfor Android Authority, at OnePlus på nuværende tidspunkt stort set kun er aktive i Indien og Kina. Også på det ellers vigtige amerikanske marked slår krisen igennem. Her er udstillingsmodeller af OnePlus 15 og OnePlus 15R for nylig blevet fjernet fra hylderne hos den enorme elektronikkæde Best Buy.
Da vi i starten af året afslørede planerne om et europæisk exit, blev det fra OnePlus-lejren fejet af bordet som løgn og misinformation.
Siden ændrede de forklaringen til, at de blot var i gang med at “evaluere” deres regionale roadmap. Handlingerne har imidlertid hele tiden talt højere end virksomhedens corporate-sprog.
Den kommende status som en ren produktserie hos OPPO cementerer endnu en gang, hvad vi har skrevet længe: Den OnePlus-organisation, du engang kendte, er væk for altid.
Mangler du som 1000-vis af andre viden om den nye teknologi? Modtag et overblik i indbakken 4 gange om ugen. Tilmeld dig GRATIS NETOP NU.
Mere til historien
I år har centrale personer løbende forladt OnePlus, også i Danmark, hvor det danske kontor er lukket.

