Så mange RAM har LG G3
Der har været forvirring omkring RAM-mængden i LG G3. Nu ved vi hvordan det hænger sammen.
LG G3 har ifølge specifikationerne enten 2 eller 3 GB RAM. Ifølge de første oplysninger som blev tilgængelige gennem LG Nordic, skulle danske smartphone-købere nøjes med 2 GB RAM i 32 GB udgaven af produktet.
Efter telefonen officielt er præsenteret og fremvist, er også de underliggende detaljer blevet tilgængelige.
LG Nordic oplyser til MereMobil.dk, at G3 med 16 GB hukommelse har 2 GB RAM, mens 32 GB varianten har 3 GB RAM. Der er altså ikke tale om, at vi får en skrabet 32 GB-version i Danmark, sådan som LG i første omgang oplyste.
– “Det er et spørgsmål om pris,” lyder den kortfattede forklaring fra LG.
Mange varianter af produkterne
Når produkter præsenteres internationalt er det langt fra altid, at alle specifikationer passer til alle de markeder telefonen skal sælges i. Problemstillingen så vi også da Samsung Galaxy S4 blev afsløret. Her var det processortypen der forvirrede.
LG G3 skal sælges gennem 170 operatører verden over, og der kan være flere landevarianter af det samme produkt.
Forgængeren LG G2 fandtes verden over i syv forskellige varianter, blandt andet en udgave til den amerikanske operatør Verizon Wireless, som havde trådløs opladning. Denne mulighed var ikke tilgængelig hos andre teleselskaber.
Mere til historien
LG har sat prisen op på LG G3 i forhold til G2, der blev lanceret til en meget lav pris. Nu er strategien ændret, så LG G3 prismæssigt ligger tæt på konkurrenterne Galaxy S5 og Sony Xperia Z2.
Læs også:
– Det bliver prisen på LG G3