Mobile Awards 2014 – her er vinderne
Mobilbranchen i Danmark har hyldet sig selv ved en stor konference. Se her hvem der vandt.
Mobilkonferencen HELLO, der arrangeres af Ingram Micro Mobility, blev den 27. marts 2014 afholdt for fjerde gang. Det skete i DR Koncerthuset.
Dagen med messe og taler blev rundet af med en networking-middag om aftenen, hvor toppen af den danske mobilbranche var samlet for at fejre sig selv, hvilket blandt andet skete med en uformel prisuddeling.
Her under kan du se priserne, hvem der vandt samt begrundelserne, som de blev givet ved prisuddelingen.
Årets app
Vinder: MobilePay fra Danske Bank
Det er en app der på rekordtid har set et hul i markedet, og formået at udnytte det til fulde. Eksekveringen er imponerede. Inddragelse og forståelse af brugerne har bidraget til en succes, som bliver vanskelig at eftergøre. Og fantastisk godt set, at udnytte eksisterende infrastruktur på en ny måde. Over 1 million downloads taler sit tydelige sprog.
Årets mobil
Vinder: HTC One (M7)
Denne telefon har sat nye standarder for, hvordan en smartphone skal se ud og fungere. Lydkvaliteten fra højtalerne er endnu ikke overgået. Designet i aluminium og glas er fantastisk lækkert. Det underbygges af et stilfuldt brugerlayout, som på minimalistisk vis tager brugeren i hånden. Produktet har været på alles læber i branchen de sendte 12 måneder.
Fremtidens pris
Vinder: MobilePay fra Danske Bank
Hele tanken om udnytte eksisterende infrastruktur til et nyt formål er genial. Og over 1 mio. downloads på under et år er helt utrolig flot. Hvis Danske Bank kan udrulle mobilbetaling til erhverv og butikker det kommende år i samme hast, er det en succeshistorie uden lige.
Årets højdespringer
Vinder LG
Dette er statistik, ikke en afstemning. I opgørelsen fra IDC over smartphone shipments i 2013 mod 2012, kogt ned på dem som er repræsenteret i Danmark, efterlader følgende nominerede: Huawei med en vækst på 67.5 % og LG med 81.1 % vækst. Vinderen blev LG.
Årets udstiller
Vinder: Sony
Årets udstiller ved HELLO 2014 blev Sony for at gøre lidt ekstra ud af det, i forhold til konkurrenterne. Særligt loungeområdet gjorde indtryk på juryen.
Hello prisen 2014
Vinder: Frank Rasmussen
Frank Rasmussen har gentagende gange startet virksomheder op i telebranchen, og også haft god succes. Han tog et initiativ med Telmore, og både vandt og ændrede markedet. Via JustFones nytænkende services forsøger Frank atter at rokke ved den måde et teleselskab kan drives, og det giver point til sammenlagt at vinde årets HELLO pris.