Lynbetal med MobilePay uden at låse telefonen op
Nu kan du betale i Kiwi med MobilePay direkte fra låseskærmen på iPhone og Android. Flere butikker vil snart understøtte løsningen.
Dagligvarekæden Kiwi tilbyder som de første den nye lynbetaling fra MobilePay. Når telefonen holdes hen til betalingsterminalen vises beløbet, og der godkendes med ét tryk – og det kan ske direkte fra låseskærmen. Overstiger beløbet 250 kroner, skal man logge ind til MobilePay. Lynbetaling fungerer så snart telefonen er vækket fra standby – altså skærmen er tændt.
MobilePay tager med lynbetaling toppen af det største salgsargument hos konkurrenten Nets tiltag – det mobile Dankort, der endnu ikke har slået rødder i befolkningen.
Fra i dag er MobilePay, med lynbetaling, integreret i terminalerne fra Verifone i 103 Kiwi-butikker rundt i landet. Inden for de kommende måneder følger løsningen hos Dagrofa-koncernens øvrige butikker Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.
Den nye betalingsmulighed fungerer med både iPhone og Android telefoner. MobilePay oplyser, at løsningen vil virke med over 90 procent af alle danske smartphones.
I Norge arbejder MobilePay på en tilsvarende løsning, der ventes på markedet i første halvår af 2017.
– Nu kan du betale abonnementer med MobilePay
Mere til historien
Når der er betalt fem gange i træk fra låst skærm beder systemet brugeren gennemføre den sjette betaling fra MobilePay applikationen. Dette sker af hensyn til sikkerheden.
Læs også:
– Dansk Supermarked: Vi har ikke valgt side m.h.t. MobilePay
– Coop åbner døren på klem for MobilePay