Toppen af mobilbranchen mødtes på kryds og tværs
Sony, Apple, Samsung og mange andre fra, eller med interesse i mobilbranchen, udvekslede erfaringer og fremviste produkter over to dage.
De var der alle sammen, under samme tag, toppen af den danske mobilbranche. I to dage satte de hinanden stævne ved to forskellige begivenheder, og udvekslede synspunkter, samlede inspiration samt solgte produkter.
I København var IT-universitetet rammen om Hello 2015, mens TRE-FOR Park (Odense Stadion) var lokationen for Kundedag 2015, arrangeret af TDC Erhvervscenter Odense.
Hello 2015, som distributøren Ingram Micro Mobility står bag, har til formål at samle branchen.
– ”Jeg synes vi, som den største distributør, har et ansvar for, at samle branchen, skabe netværk og fremvise de produkter vi og vores partnere handler med. Samtidigt vil vi gerne give folk noget med hjem, og i år var fokus på blandt andet clouden og hvordan denne fremadrettet kan håndteres for virksomhederne,” fortæller Kenneth Holm, direktør for Ingram Micro til MereMobil.dk.
Blandt udstillerne på Hello 2015 var Sony, Samsung, Jabra, Huawei, HTC og mange andre. Omkring 400 besøgende fandt vej til IT-universitetet, hvor der desuden blev afviklet en række brancherelevante foredrag.
Kenneth Holm har allerede nu planer om Hello 2016, men sted og dato er endnu ikke på plads.
Fremtidskig i Odense
En række af udstillerne fra Hello 2015 tog også opstilling i Odense til Kundedag på TRE-FOR Park.
Odense-eventen adskiller sig fra Hello ved, at samle de kunder der handler med TDC Erhvervscenter Odense, blandt andet kommuner og regioner, og er således ikke en networking-begivenhed for mobilbranchen.
For andet år i træk var det lykkedes, at få Apple med på talerlisten, men deltagerne kunne også høre Mads Thimmer, direktør og medgrundlægger af Innovation Lab samt koncerndirektør i TDC Erhverv Jens Munch-Hansen.
Mads Thimmer fortalte blandt andet, at et stykke ude i fremtiden vi opfatte biler med en menneskechauffør, som en farlig cocktail. Selvkørende biler, mener Innovation Lab, er noget vi skal vænne os til.
– ”Jeg synes det der kendetegner vores arrangement er, at alle vores gæster har beslutningskompetence, og det gør dem rigtigt interessante for udstillerne. Faktisk havde vi repræsentation af omkring 180.000 slutbrugere. Deltagerne i år kom fra hele landet. Lige fra Nordjylland, Sønderjylland til Københavnsområdet,” siger Ole Folmer, indehaver og direktør i TDC Erhvervscenter Odense.
Kundedag 2016 finder sted torsdag den 26. maj 2016.
Mere til historien
Ved Hello og Kundedag fik deltagerne mulighed for, at få hands-on oplevelser med de produkter, som hen over foråret er præsenteret. De to konkurrerende begivenheder blev i år afholdt henholdsvis den 28. og 29. maj.