Masseflugt hos OnePlus: Den europæiske afdeling smuldrer
Det ligner efterhånden et endegyldigt farvel. Inden for den sidste uge har stribevis af centrale medarbejdere forladt OnePlus i Europa, mens selskabet svarer i tåger.

Vi har siden januar skrevet, at rygterne svirrede om, at OnePlus var ved at pakke sammen i Europa. Nu er rygterne blevet erstattet af kolde fakta fra de ansattes LinkedIn-profiler: En bølge af opsigelser og afskedigelser skyller ind over selskabets europæiske kontorer. Det skriver Android Authority.
Blandt de mest prominente navne, der har forladt skuden, finder vi bl.a. Serban Chiscop, der som Country Manager for England og Spanien har været hos selskabet i næsten et årti. Også den nordiske profil Aske Ryskov Kjær, der har siddet som Senior PR Manager for EU, er fortid i virksomheden. Mens også Tania Calheiros, PR Manager i UK og Dani Gonzáláz, PR Manager i Spanien, takker af.
Android Authority skriver også, at James Paterson, senior global PR ved OnePlus, fornylig flyttede til OPPO efter 6 år hos OnePlus.
Det passer helt med det vi tidligere har skrevet, om at OnePlus lukkede ned i april.
“Hele EU-teamet er væk”
Kilder tæt på forløbet fortæller til mediet Android Central, at situationen er værre, end den ser ud udefra. En anonym medarbejder udtaler: “Som du kan se, forlod næsten hele EU-teamet virksomheden i sidste uge.”
Flere ansatte beskriver det som “enden på en æra”. Selvom mange poster positive afskedshilsner, nægter de at tale om de nærmere omstændigheder med henvisning til juridiske bindinger. Det tyder på en omfattende omstrukturering – eller det, der ligner en kontrolleret afvikling af de europæiske aktiviteter.
Hvad sker der med OnePlus Danmark? Moderselskab i massiv spareøvelse
Talsmand bekræfter: “Vi genovervejer vores roadmap”
Ifølge Android Authority, så er svaret nu fra OnePlus Europe:
-“OnePlus Europe evaluerer i øjeblikket sit regionale roadmap og sin produktstrategi. Alle brugeres eftersalgssupport, softwareopdateringer og rettigheder er fuldt garanteret.”
Svaret er klassisk “corporate speak”. Man benægter ikke de mange afgange eller nedskaleringen, men forsøger i stedet at berolige de nuværende ejere af OnePlus-telefoner om, at de stadig vil få opdateringer.
OnePlus-lukning: Fra ”løgn” til dødsstød – nu falder masken
De røde flag står i kø
Tegnene på en retræte har været tydelige længe:
- Døde sociale medier: OnePlus’ europæiske profiler på X (tidligere Twitter) og Instagram har været nærmest inaktive i månedsvis.
- Indien som varsel: I Indien har selskabet netop lukket for deres fysiske butikker og fokuserer nu udelukkende på onlinesalg.
- Manglede lanceringer: Den nye OnePlus Nord 6 er lanceret som en ”online-only” model i Indien og er slet ikke dukket op i Europa, hvor Nord-serien ellers har været en kæmpe succes.
Hvad nu, OnePlus?
Da OnePlus kom på markedet, var det som den frække dreng i klassen, der tilbød “Flagship Killers” til halv pris. Siden de blev opslugt af søsterselskabet OPPO, har mærket kæmpet for at finde sine egne ben.
Hvis OnePlus trækker sig fra det europæiske marked, vil det være et stort tab for konkurrencen, men de seneste dages begivenheder tyder desværre på, at “Never Settle”-ånden er ved at rinde ud i vores del af verden.
Mere til historien
Det er værd at bemærke, at OPPO (der ejer OnePlus) har været låst i juridiske patentkampe i Europa tidligere, hvilket førte til midlertidige stop for salg i lande som Tyskland. Selvom disse tvister officielt er løst, ser det ud til, at den kommercielle lyst til det europæiske marked er forsvundet.

