Dreame lancerer X60 Ultra robotstøvsuger
Dreame er klar med en ny robotstøvsuger med en imponerende sugekraft.

Da Dreame lancerede deres X50 Ultra med Pro Leap, så løste den en af de store udfordringer med robotstøvsugere: dørtærsklen.
Pro Leap kommer nemlig med den smarte egenskab, at den kan løfte robotten, så den kan komme hen over dørtærskler. Ifølge deres egne specifikationer kan X50 Ultra klare op til 6 cm.
Nu er efterfølgeren så kommet, nemlig X60 Ultra, og grunden til, at jeg nævner Pro Leap, skyldes, at det er et af de steder, den nu klarer sig bedre. Her angives det nemlig, at den nye model kan klare op til 8,8 centimeter ved dobbeltlagstrin og 4,5 centimeter ved enkeltlagstrin.
En anden væsentlig forbedring er robottens sugekraft. Ser vi på forgængeren her, så ligger den på 20.000 Pa, mens den på den nye X60 Ultra ligger på 35.000 Pa. Det er en forbedring på 75 procent.
Dreame oplyser, at det blandt andet skyldes måden, den kører på. På tæpper bruger den CarpetForce med en udtrækkelig trykplade og et halvforseglet kammer, som skulle fastholde sugekraften og fjerne dybtliggende snavs.
Kigger vi på øvrige specifikationer, så lyder det på automatisk støvtømning, der skulle kunne holde op til 100 dage uden manuel håndtering, automatisk vandopfyldning, dosering af rengøringsmiddel og moppevask med varmt vand op til 100 grader. Flere af disse nyheder er ikke direkte nye for Dreame-støvsugeren.
I forhold til opladning kan den lade fra 9 procent til 80 procent på 80 minutter. Det er ikke den hurtigste opladning, men omvendt skal du nok også kun køre den én gang pr. “session”.
Der er efterhånden mange robotstøvsugere på markedet. En af dem er Xiaomi S40 Pro, som vi har testet på MereMobil.
Pris og tilgængelighed
Den nye Dreame X60 Ultra kommer med en vejledende pris på 9.990 kroner og kan købes i dag i udvalgte butikker.
Mere til historien
Et lille tip omkring disse robotstøvsugere: Prisen kan synes meget høj. Ofte er der dog mange penge at spare, hvis du venter til de store udsalg såsom Black Friday.

