AirPods Pro 3 lanceres først i 2026

RYGTE: Det lader ikke til, at vi får nogle AirPods Pro 3 i år – i stedet må du vente til næste år.

AirPods Pro, 2022
Apples seneste AirPods Pro 2. gen udkom i 2022 og er kun blevet opdateret med USB-C siden da. (Foto: MereMobil.dk)

Måske får vi ikke nogle nye AirPods i år – i hvert fald ikke hvad Pro-serien angår. Det skriver Macrumors blandt andet.

Dette er lidt en kontramelding i forhold til tidligere, hvor Apple-analytikeren Mark Gurman fra Bloomberg ellers meldte ud, at AirPods med pulsmåler kun var måneder væk.

Ligeledes er der fundet kodehenvisninger til AirPods Pro 3 i iOS 26-betaen, som også peger på, at de næste in-ears er stærkt på vej.

Til gengæld har en anden analytiker, nemlig Ming-Chi Kuo, meldt ud, at vi formentlig ikke ser nogle større opdateringer til AirPods før 2026. Hvad “større opdateringer” så er, er nok et fortolkningsspørgsmål.

2026 er i øvrigt året, hvor Ming-Chi Kuo også forventer, at AirPods-modeller med infrarøde kameraer skal gå i masseproduktion. Det vides endnu ikke, hvad de infrarøde kameraer vil kunne bruges til.

Normalt ser vi AirPods-lanceringer sammen med nye iPhones, hvilket vil være til et september-event. Hvis Apple vælger at lancere AirPods Pro 3 i september 2026, vil der være gået fire år siden AirPods Pro 2 udkom i 2022.

Som nævnt forventes AirPods Pro 3 at komme med pulsmålerfunktion, ligesom vi har set på Powerbeats Pro 2. Ligeledes ser vi nok også nogle forbedringer på aktiv støjreduktion.

TEST: AirPods Pro (2nd) | en sejr for musikken

Mere til historien

Der er ingen meldinger om, hvornår vi får AirPods 5 at se, men AirPods 4 blev lanceret til sidste års september-event, så der går nok lidt tid, før vi får nye at se.

Deltag i debatten – skriv den første kommentar
Subscribe – få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste