Massiv svindel forventes i forbindelse med skatteudbetalinger
Telenor er ude med en advarsel til danskerne.

Telenor advarer nu kraftigt danskerne om en markant stigning i forsøg på digital svindel og cyberangreb.
Ifølge teleselskabets egne tal har de i årets første kvartal blokeret hele 31 millioner svindelforsøg mod deres kunder, hvilket er en alarmerende stigning på 69 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Det oplyser Telenor i en pressemeddelelse.
LÆS MERE: Telekunder slap for over 82 mio. svindelforsøg
-”Cybertruslen vokser eksplosivt. Vi ser flere forsøg og mere avancerede metoder – og danskerne er mere udsatte end nogensinde,” udtaler Christian Hoffmann, privatkundedirektør i Telenor.
Særligt omkring tidspunktet for Skattestyrelsens årsopgørelser i marts oplevede Telenor en “højsæson” for svindel. Nu frygter selskabet, at svindlernes aktivitet vil tage yderligere fart i forbindelse med den kommende udbetaling af overskydende skat, som begynder på fredag.
-”Det er tydeligt, at svindlerne planlægger deres kampagner ud fra kalenderen. Vi opfordrer danskerne til at tage de kritiske briller på i de kommende uger. Tjek afsender, tænk dig om, før du swiper – og vær ekstra opmærksom, når du bruger MitID i forbindelse med pengeoverførsler,” lyder det fra Bettina Kick, chef for Telenors operationscenter.
LÆS MERE: It-kriminaliteten vokser markant: 190.000 danskere udsat for digital svindel
For at hjælpe danskerne med at undgå at blive ofre for svindel, kommer Telenor med fire klare råd:
- Tjek altid afsender: Vær kritisk, selvom beskeden ser ud til at komme fra Skattestyrelsen.
- Undlad at klikke på links: Klik aldrig på links i uventede beskeder.
- Brug sund fornuft: Vær særligt opmærksom ved pengeoverførsler med MitID og MobilePay.
- Tøv ikke med at kontakte: Hvis du er i tvivl om en besked, så kontakt udbyderen eller myndighederne.
Med 82 millioner blokerede svindelforsøg i hele 2024 understreger Telenor alvoren af truslen og opfordrer alle til at være ekstra påpasselige i den kommende periode.
Mere til historien
Det er desværre ikke unormalt, at der svindles både når forskudsopgørelserne offentliggøres, men også når eventuelt overskydende skat udbetales.