Undgå at blive snydt på Valentinsdag
TIP: Læs her hvordan du undgår at blive snydt af svindlere.
![Valentines Day](https://meremobil.dk/wp-content/uploads/2014/02/Screenshot-2014-02-14-11.51.23.png.webp)
Valentinsdag er kendt som en dag fyldt med romantik og kærlighed. Men det er også en dag, hvor cyberkriminelle ser deres snit til at udnytte intetanende ofre.
Nye tal fra Check Point Research viser en alarmerende stigning i antallet af phishing-angreb og falske kampagner, der relaterer sig til Valentinsdag.
I januar 2025 blev der registreret over 18.000 nye hjemmesider med et kærligheds- eller Valentinsdag-tema, hvilket er en stigning på 5 procent sammenlignet med måneden før.
Cyberkriminelle er eksperter i at udnytte vores følelser og tillid. De gør det stadigt vanskeligere for os at skelne mellem ægte og falske tilbud. Valentinsdag er ingen undtagelse.
Eksempel på falsk mail
Et eksempel er en phishing-kampagne, som Check Point Research afslørede i slutningen af januar.
Her blev forbrugerne tilbudt en “Valentine-basket” fyldt med gaver. E-mails med overskriften “You won … Valentine basket” blev sendt ud i stor stil og forsøgte at lokke modtagerne til at klikke på skadelige links.
– “På Valentinsdag køber mange gaver til deres kære, og vi ved, at de cyberkriminelle forsøger at udnytte enhver lejlighed til økonomisk kriminalitet. Derfor er det vigtigt, at vi som forbrugere ikke lader os rive med af tilbud, der lyder for gode til at være sande”, siger Balder Borup, Security Engineering Team Leader hos Check Point Software Technologies i en pressemeddelelse.
En god tommelfingerregel er at have en sund skepsis og altid dobbelttjekke afsenderen, før man klikker på links i sin indbakke.
Undgå at blive snydt
For at undgå at blive offer for Valentinsdag-svindel anbefaler Balder Borup, at man følger disse råd.
- Klik aldrig på links i mistænkelige beskeder. Phishing-angreb kan se meget overbevisende ud, men de fører dig direkte i kløerne på cyberkriminelle.
- Slet straks alle svindelmails. Jo hurtigere du sletter dem, jo mindre er risikoen for, at du falder for deres tricks.
- Del aldrig dine login-oplysninger med nogen. Et enkelt stjålet kodeord kan give hackere adgang til flere af dine konti.
- Vær skeptisk over for tilbud, der lyder for gode til at være sande. En urealistisk høj rabat på smykker eller elektronik er et sikkert tegn på svindel.
- Gå altid direkte til butikkens officielle hjemmeside i stedet for at klikke på links i e-mails.
Mere til historien
Vær opmærksom på, at hackere og IT-kriminelle er blevet rigtigt gode til at fremstå overbevisende. Det gælder også hvis svindlerne ringer.