iPhone 16 Pro er en vingeskudt telefon | Test

TEST: Med iPhone 16 Pro skyder Apple ved siden af. En kameraknap er ikke nok! Læs min test af iPhone 16 Pro.

iPhone 16 Pro
Kan du se forskel på iPhone 16 Pro og iPhone 15 Pro? I hvert fald ikke fra denne vinkel (Foto: MereMobil.dk)

Det er sjældent, at Apple slår en skævert. Men sådan er det med iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max. Det kommer jeg tilbage til.

Denne anmeldelse samler både iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max, da det reelt er to ens produkter med undtagelse af skærmstørrelsen.

  • iPhone 16 Pro: 6,3” – 149.6 x 71.5 x 8.3 mm
  • iPhone 16 Pro Max: 6,9” – 163.0 x 77.6 x 8.3 mm

Her til sammenligning forgængerne

  • iPhone 15 Pro: 6,1” – 146.6 x 70.6 x 8.3 mm.
  • iPhone 15 Pro Max: 6,7” – 159.9 x 76.7 x 8.3 mm.

Som du kan se, er skærmstørrelserne forøget, men selvom telefonerne i år har et mindre mellemrum mellem kanten og skærmen, ændrer det ikke på, at både iPhone 16 Pro og 16 Pro Max fysisk ER blevet større.

Forøgelsen er ikke stor, men det siger producenterne jo altid. Over tid – og flere generationer – bliver det jo alligevel til telefoner, som er vokset betragteligt i størrelse.

Jeg forventer, at Apple kører videre med denne størrelse fremadrettet. Der er nemlig længe imellem, at Apple fortryder en beslutning og træder et skridt tilbage.

Skærmkvaliteten er i øvrigt, som altid, virkelig god. Lysstyrken er kraftig, og telefonen er god til at tilpasse lysstyrken korrekt i forhold til omgivelserne. Du skal også vide, at glasoverfladen endnu engang har forbedret holdbarhed.

Kameraknappen: Et stort fejlskud

Aldrig før har iPhone haft en ægte kameraknap, som Sony-telefonerne har været kendte for. På Sony Xperia er det en fornøjelse, da denne knap fungerer præcis som på et ”gammeldags” kamera.

Apple har forsøgt at genopfinde kameraknappen med en kombination af et fysisk tryk og en berøringsfølsom knap-overflade.

Kameraet åbner, når du klikker på knappen, men det fokuserer ikke på objektet, når du trykker knappen ned. Der er nemlig ikke et halvt tryk. Du skal bruge autofokus eller markere på skærmen, hvor fokus skal placeres.

Når der slides let hen over knappen, aktiveres zoom-funktionen, mens et dobbelt let tryk åbner forskellige kameraindstillinger, som du kan slide imellem. Det er fint, hvis det fungerede.

Idéen er muligvis god, men det er ALT for langsomt og bøvlet i fotosituationen. Ret hurtigt måtte jeg konstatere, at knappen ikke er til gavn men gene.

Jeg har helt droppet at bruge den, og det tror jeg også, at du vil gøre.

Knappen var en fed ting på papiret, men i praksis er den et stort fejlskud. Lad os bare få den væk i de kommende generationer af iPhone.

Det her minder mig om, da Apple introducerede Touch Bar på Mac, og da HTC anvendte berøringsfølsomme knapper til lydstyrke. Begge dele forsvandt igen.

Det er i hvert fald IKKE på grund af kameraknappen, at du skal opgradere til iPhone 16 Pro.

iPhone 16 Pro
Jeg håber, at Apple hurtigt dropper kameraknappen (Foto: MereMobil.dk)

Om kameraet i iPhone 16 Pro

Kameraet i iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max er ens. Der er ingen forskel i hverken sensorer eller software. Derfor skal du ikke, som tidligere, købe maxmodellen for at få det sidste med.

Som altid, fristes jeg til at sige, får du en fed kameraoplevelse og rigtigt gode point-and-shoot-billeder, når du bruger en iPhone-topmodel til fotografering.

Du kan læse mere om kameraet i 2024-topmodellerne i vores anmeldelse af kameraet i iPhone 16 Pro / Pro Max.

I videodelen har Apple i år forbedret videooptageren. Som noget nyt kan du optage videoklip i 4K 120 fps (billeder per sekund). Det giver mulighed for, fra Fotos, at lave slowmotionklips.

Du skal vide, at 120 fps bruger mere dataplads end 24 eller 30 fps. Derfor anbefaler jeg, at du kun aktiverer 120 fps, når du skal bruge det.

Jeg har brugt iPhone 16 Pro en hel del til at optage 4K-videoklips, og jeg konstaterer, at telefonen bliver forholdsvis varm. Jeg oplever også, at når den skal skifte mellem standardvideo og makro, så opfører den sig underligt med hakkende skift. Dette bliver ikke mere smooth, hvis telefonen er varm.

Billeder taget med iPhone 16 Pro

Kan fjerne støj fra lyd, men!

Lydmix er en anden ny funktion. Her kan du efterfølgende fjerne baggrundsstøj fra en videooptagelse. Det fungerer, men stemmerne kan godt blive lidt underlige, hvis der er meget støj.

En stor fejl er, at man ikke kan ændre lyden på et videoklip og gemme det som et nyt klip, og så efterfølgende bruge det i f.eks. CapCut eller iMovie fra telefonen.

I stedet skal du gemme en version med lydændringen og efterbearbejde den i Final Cut Pro eller Davinci Resolve på computeren. Idéen med Lydmix er god, men ikke når den kræver krumspring for at kunne bruge det i praksis.

For at skabe funktionen har Apple tilføjet såkaldte “Studio-quality mics”, som skulle lyde bedre og give flere muligheder.

De to nye funktioner gør, at iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max i endnu højere grad kan bruges i forbindelse med skabelse af indhold – ganske som Sony har forsøgt det.

I denne video kan du se, hvordan Sony har arbejdet med lyd i deres seneste modeller.

Se flere techvideoer på dansk – følg gratis vores YouTube kanal

Mere ydelse igen igen!

Det er en A18 Pro chip, som driver iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max.

Fra A17 Pro chippen er det en ydelsesfremgang på omkring 20 procent på grafikdelen og den generelle ydelse. Apple har desuden målrettet en del af chipsettet til behandling af opgaver baseret på kunstig intelligens.

Apple lover desuden et lavere strømforbrug. I forhold til hvordan det tidligere har været med iPhone, er det efterhånden blevet ret fornuftigt mht. strømforbruget. Det eneste tidspunkt, hvor jeg har tænkt det som et problem, er, når jeg har optaget en masse video. Her er det godt med en powerbank i baghånden.

GUIDE: Sådan finder du den bedste powerbank

Bemærk i øvrigt, at Apple stadig lover, at du kan oplade batteriet til 50 procents kapacitet på en halv time, hvis du anvender kablet opladning (USB PD 2.0). Det er stadig lidt langsomt, hvis man har travlt.

Trådløs opladning foregår nu med op til 25 watt, hvis du bruger en MagSafe-understøttet 30 watt oplader. Anvendes andre trådløse opladere, så oplades med op til 15 watt. Standarden Qi2 er understøttet.

Herunder kan du se mine ydelsesmålinger sammenlignet med forgængerne. Som du kan se, er forøgelsen i grafikydelsen på cirka 22 procent.

Antutu3D markGB 1/2GB OpenCL
iPhone 16 Pro1.636.0974.4103.331/8.03332.918
iPhone 15 Pro1.466.2763.1902.917/7.36026.834
GB = Geekbench

Ingen adgang til kunstig intelligens

Apple er ”uvenner” med EU omkring brugen af kunstig intelligens. Jeg skal ikke trætte dig med detaljerne, men sagen er bare, at iPhone 16-serien IKKE har adgang til kunstig intelligens-funktioner i EU-landene.

Som jeg ser det, er dette et stort problem for iPhone 16-serien, da kunstig intelligens, AI, skulle have været det helt store samtaleemne ved lanceringen af serien.

I konkurrencen mod især Samsung er Apple, i de forbrugeres øjne, som interesserer sig for kunstig intelligens, bagud.

Det vides ikke, hvornår eller om EU og Apple når til enighed, men lige nu skal du ikke købe iPhone 16-serien på grund af disse funktioner.

AI BETYDER IKKE APPLE INTELLIGENCE: AI er forkortelsen for ‘Artificial Intelligence’, på dansk ‘kunstig intelligens’. På redaktionen tror vi, at mange over tid vil forbinde ‘Apple Intelligence’ med bogstaverne ‘A’ og ‘I’. Det kan overalt, særligt på ikke-tech medier, skabe meget stor forvirring. Hvis der ikke kommer styr på begreberne, risikerer vi, at Apple inden for et par år har fået den brede befolkning til at tro, at AI betyder ‘Apple Intelligence’, hvilket AI ikke gør.

LÆS MERE: Hvilke AI-funktioner kommer til iPhone og hvornår?

iPhone 16 Pro
Når hverdagen rammer så er iPhone 16 Pro “just another iPhone” (Foto: MereMobil.dk)

Konklusion: En vingeskudt telefon

iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max fejler ikke noget. Det er rigtigt gode telefoner, hvor særligt foto- og videodelen rettet mod indholdsskabere giver fin mening. Jeg synes, at 4K 120 fps på iPhone giver fede muligheder i min dagligdag.

Kameraknappen er et fejlskud. Præcis som det var, da vippekontakten til lyd sidste år blev udskiftet med en actionknap. Kameraknappen duer simpelthen ikke til sit formål.

Manglen på kunstig intelligens er også et problem.

Du skal ikke købe iPhone 16 Pro eller iPhone 16 Pro Max, medmindre der er én specifik funktion, som du absolut MÅ HAVE. Gå i stedet efter en iPhone 15 Pro (eller 15 Pro Max).

Jeg har netop fundet iPhone 15 Pro (128 GB) til 7.600 kroner via Pricerunner. Til sammenligning er iPhone 16 Pro listet til 9.500 kroner.

Mens iPhone 15 Pro og 15 Pro Max var topkarakter-telefoner sidste år, så er iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max telefoner, som vi om nogle år vil se tilbage på som vingeskudte fugle; de kan flyve, men det ser ikke kønt ud.

Jeg lander på 4 ud af 6 stjerner.

LÆS OGSÅ: Skal du købe iPhone 16 / 16 Plus? De første tests

Se også min video om iPhone 16 og iPhone 16 Pro.

Aktuelle priser på iPhone 16 Pro

Herunder kan du se dagspriserne på iPhone 16 Pro, 128 GB lagerplads.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Stor, flot og lysstærk skærm
  • Kraftig ydelse
  • Mange profunktioner i særligt kameradelen
  • Video med op til 4K 120 fps
  • Driftsstabil og perfekt integration med Apples andre produkter
  • Hurtigere trådløs opladning via MagSafe

Lidt at tænke over

  • Kameraknappen er ikke god
  • Bruger varm ved langvarig optagelse af 4K 120 fps video
  • Inden adgang til funktioner baseret på kunstig intelligens
  • Lydmix kræver adgang til computer, hvis det skal bruges i projekter
  • Skærm og fysisk størrelse er forøget
  • iPhone 15 Pro – er nok et bedre køb

Mere til historien

Du kan kun optage i formatet ”Filmisk” ved 4K 30 fps. Optager du 4K 120 fps, så kan det kun ske i filformatet High Efficiency (HEVC) der ikke er nær så bredt kompatibelt.

iPhone 16 Pro
Apple AirPods 4 er helt klart min favorit | Test

TEST: Apple har sendt en ny generation af AirPods på markedet. Jeg har testet AirPods 4 med støjreduktion.

(mere…)
Xiaomi 14T Pro er muligvis den bedste i lang tid | Test

TEST: Xiaomi 14T Pro leverer på kamera, ydelse og batteritid. Her får du rigtigt meget top-smartphone for pengene.

(mere…)
iPhone SE 4 vil “låne” fra de seneste modeller

RYGTE: iPhone SE 4 får vigtige hardware- og designelementer fra de seneste modeller.

(mere…)
iOS 18.1 forventes 28. oktober

RYGTE: Apple forventes at udgive iOS 18.1 sidst i oktober med særligt fokus på AI-nyheder.

(mere…)
Apple retter fejl på iPhone med ny opdatering

Apple har udsendt en ny opdatering til iOS 18, som retter nogle fejl på særligt iPhone 16.

(mere…)
Her er Apples roadmap for kommende lanceringer

OVERBLIK: Der kommer nye Mac-computere, iPads og en iPhone SE inden ’så længe’.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram