Her er detaljerne om OnePlus Nord 4
OnePlus Nord 4 bliver en interessant telefon for dig, som har et begrænset budget til en ny smartphone.
Vil du have en fornuftig mellemklasse-telefon, så kan OnePlus Nord 4 være et godt bud. Den kommer i de danske butikker den 8. august 2024.
Ofte bruges der plastik til de billigste telefoner, en sjælden gang imellem glas på begge sider, men her er Nord 4 en spændende undtagelse. Telefonen er bygget i en aluminiumsramme, som giver den et lidt anderledes udtryk.
Mobilsignaler som 5G, Bluetooth og Wi-Fi er ikke gode venner med metal, men det er løst ved at lave antennepladser i telefonens øverste kant. Desuden er området omkring kameraerne ikke af metal, hvilket giver plads til radiosignalerne.
Stor skærm i god kvalitet
Skærmen på 6,7 tommer er af AMOLED-typen, som giver et rigtig godt billede. Desuden opdaterer skærmbilledet op til 120 gange hvert sekund, så grafikken opleves flydende.
Det er 120 Hz dynamisk, hvilket betyder, at der kun bruges maksimal hastighed på skærmopdateringer for at spare på batteriet. Sådan fungerer 120 Hz også på f.eks. en iPhone 15 Pro.
Nord 4 kører på chipsettet Snapdragon 7+ Gen 3, som trods det faktum, at det ikke er en topmodelprocessor, alligevel leverer rigelig ydelse. Telefonen er i øvrigt udstyret med 16 GB RAM og 256 GB lagerplads.
Kameraet er genbrugt fra OnePlus 11
OnePlus Nord 4 har en hovedsensor på 50 megapixels med optisk og elektronisk stabilisering. Dertil kommer et ultra-vidvinkelkamera på 8 megapixels. Begge sensorer er leveret af Sony.
Det ligner fuldstændig det kamera, som vi så på forgængeren Nord 3, der havde arvet det fra OnePlus 11.
Som vi beskrev i anmeldelsen af OnePlus Nord 3, gør kameraet det faktisk rigtig fint i forhold til prisen.
Du skal ikke være nervøs for regnvejr og fugtige omgivelser, når du har Nord 4 i hånden. Den er nemlig IP65-certificeret. Desuden har den såkaldte ”Aquatouch”, som gør, at elektronikken kan kende forskel på, om det er din finger, der rører skærmen, eller det er regndråber.
I min kommende anmeldelse af OnePlus Nord 4 får du naturligvis fotoeksempler.
Små AI-tryllerier
Kunstig intelligens, AI, begynder vi nu også at se hos OnePlus.
Nord 4 har en lille AI-pakke, hvor du i galleri-appen (OnePlus’ egen) kan bruge AI til at fjerne en person eller et objekt fra et billede.
I styresystemet ligger nogle softwarefunktioner, som løbende optimerer CPU, RAM og ROM for at give den bedste ydelse på telefonen. Her bruges machine learning til optimeringerne.
Vi ser også AI-teknologi til at analysere batteriforbrug og opladevaner, så batteriet holder sig friskt længere.
OnePlus fortæller, at deres batteri er testet til over 1.600 opladecyklusser, hvilket svarer til fire års brug. Her hævder OnePlus, at Nord 4 vil have ”over 80 procent af batteriets originale kapacitet tilbage”. Det er ifølge OnePlus ”tre gange mere end du finder andre steder”.
Du skal vide, at dette ikke er en garanti, blot en udmelding fra producenten.
OnePlus Nord 4: Specifikationer
- Skærm: 6,74”, 120 Hz, 2772 x 1240 px, 20.1:9-format, AMOLED
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 7+ Gen 3
- RAM: 12/16 GB
- Lagerplads: 256/512 GB – intet MicroSD-kort
- Kamera 1: 50 MP, 26mm, OIS, EIS
- Kamera 2: 8 MP, ultravidvinkel 112 gr.
- Frontkamera: 16 MP, 26mm
- Batteri: 5.500 mAh
- Trådløs opladning: Nej
- Hurtigoplader: Ja. Op til 100 watt. Oplader medfølger ikke
- 3.5 mm. Jackstik: Nej
- Forbindelser: Wi-Fi op til Wi-Fi 6, Bluetooth 5.4, positionering
- 5G: Ja
- Dual-SIM: Ja
- Fingeraftrykssensor: I skærmen
- IP-certificering: IP65
- Størrelse: 162.6 x 75.0 x 7.99 mm
- Vægt: 199,5 gram
- System: Android 14 + OxygenOS 14.1
Opdateret 17. juli 2024
Ingen oplader i kassen
OnePlus Nord 4 har indbyggede batterier med en samlet kapacitet på 5.500 mAh, hvor op til 100 watt opladeeffekt er understøttet.
På mindre end en halv time (28 minutter) lover OnePlus, at batteriet kan oplades fra 0 til 100 procent.
Du skal vide, at dette kun er muligt med en OnePlus-oplader og kablet i salgspakken, og at der ikke medfølger en oplader i salgspakken. En anden detalje er, at trådløs opladning ikke understøttes.
En vigtig detalje er, at Nord 4 har OnePlus’ berømte alert-slider til styring af lyd/lydløs/vibrator.
PRISTJEK: Her kan du se dagsprisen og aktuelle tilbud på OnePlus Nord 4 Annoncelink
Her er prisen på OnePlus Nord 4
I Danmark kan du købe OnePlus Nord 4 fra den 8. august 2024. Den kommer på hylderne hos Telia, Call Me, Telenor, CBB, 3, Elgiganten og Proshop.
Der kommer to varianter:
- 12 GB RAM / 256 GB lagerplads: 3.999 kroner
- 16 GB RAM / 512 GB lagerplads: 4.699 kroner
OnePlus har smidt en kæmpestor stak reklameapps på telefonen, lidt i stil med hvad vi ser hos Xiaomi. Det fortæller jeg mere om i min anmeldelse, som du kan læse her.
Se min test af OnePlus Nord 4
BLIV OPDATERET GRATIS: Tre gange om ugen udsendes nyhedsbrevet ‘Kaffepause ☕️ med tech‘. Tilmeld dig her – frameld når du har lyst. Alle nye følgere modtager som tak vores skræddersyede liste med 10 af de bedste guides og tips til mobilen.
Mere til historien
OnePlus Nord 4 får nye Android-opdateringer i fire år og modtager sikkerhedsopdateringer i seks år.