iPhone-brugere SKAL kunne vælge Dankort i Apple Pay
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen minder banker og kortudbydere om de danske regler for betalinger.
Der har tidligere været mange skriverier om, at Apple Pay satte dankortet under pres, da det kun er Danske Bank, som lader brugerne betale med dette.
Dankortet er det billigste betalingskort at benytte, når det kommer til gebyrer.
Den enkelte forbruger mærker det ikke direkte, men butikkerne har større omkostninger til gebyrer, når kunderne benytter udenlandske kort til betaling.
Apple Pay sætter Dankort under pres
Det har også forlydt, at der var lange udsigter til, at andre end kunder hos Danske Bank ville kunne bruge dankortet til mobilbetalinger i Apple Pay.
Dankort til mobilbetaling har LANGE udsigter
Men nu har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggjort en vejledning, der gør det muligt for butikker og banker, at ”styre” co-brandede betalingskort, som er betalingskort, der består af Dankort og enten Visa eller Mastercard.
-”Forretningerne og kortholdere skal have adgang til at prioritere et bestemt betalingsvaremærke eller en bestemt betalingsapplikation ved at installere et automatisk prioriteret valg på salgsstedet. Det skal dog være muligt at omgøre dette valg for hver enkelt transaktion,” lyder det i vejledningen.
Med andre ord: Myndighederne minder bankerne og udbydere af betalingskort om, at hvis et kort er co-branded, så SKAL forbrugeren i købsøjeblikket kunne vælge, hvilket kort, der skal benyttes.
Nets, der står bag Dankortet, har i flere år kæmpet for at få Dankort til Apple Pay og Google Pay. Og de udenlandske betalingskort har taget markedsandele fra Nets – fordi danskerne i større og større grad bruger mobiltelefonen til at betale med.
Hvis vejledningen ikke hjælper til med, at flere banker snart understøtter Dankort i Apple Pay, så har Nets stillet et krav til bankerne om, at de senest skal understøtte det i 2025. Nordea har tidligere meldt ud, at de åbner for dankortet i slutningen af 2024.
Mere til historien
iPhone-brugere kan også se frem til, at MobilePay snart vil kunne benytte NFC-chippen i iPhones og derved kunne bruges til mobilbetaling flere steder. MobilePay har ikke oplyst, hvornår de forventer at understøtte kontaktløs betaling.