Her er navnene på de kvinder som svindles oftest
Svindlere går bevidst efter helt specifikke navne, når der skal udvælges ofre at narre penge fra.
De svindlere, der bevidst går efter ældre mennesker, finder deres ofre ud fra deres navne.
Det viser en opgørelse fra Midt- og Vestsjællands Politi over politikredsens mest udsatte navne, når det kommer til svindelsager.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi blev ikke færre end 787 personer over 60 år i politikredsens ti kommuner udsat for svindel i 2023. Listens øverste ti navne udgør 195 personer.
Opgørelse viser også, at antallet af ældre, der udsættes for svindel, har været stigende de seneste år.
Politiet beder derfor alle om at hjælpe til med at advare de udsatte mod risikoen for at blive snydt.
De 10 navne, der er mest udsatte for svindel:
- Else
- Birthe
- Kirsten
- Jytte
- Karen
- Birgit
- Jette
- Bente
- Ingelise
- Lis
Det er ikke kun kvinder der svindles. Også mænd med navne som Ole, Jan og Hans optræder på listen over de mest udsatte navne.
De gode råd
– “Et godt råd til de ældre er, at de skal sørge for at få udeladt nummer, så man ikke kan slå deres navn og nummer op på Krak og lignende steder. Og så skal de aldrig være bange for at lægge på, hvis de bliver ringet op uopfordret. Mange er alt for høflige, og det udnytter svindlerne,” udtaler politiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiinspektøren er det for mange ældre forbundet med stor skam at blive snydt på den måde.
– “Men svindlerne er meget veltalende og kalkulerende. Så man kan nemt blive forvirret og lokket til at udlevere sine kontooplysninger og sine hævekort, hvis man ikke passer på, siger Thomas Tarpgaard og tilføjer:
– “Og man kan desværre miste store summer.”
Politiet opfordrer også pårørende, plejepersonale og andre, der har kontakt til ældre i den udsatte aldersgruppe, om at tage snakken med dem om, hvorfor det er vigtigt at de er på vagt over for uønskede telefonopkald.
Mere til historien
Kunstig intelligens kan bruges til en ny type avanceret svindel, der kan være på vej, før du venter det. Læs mere om det her