Elgiganten kan ende på kinesiske hænder
Kinesere og amerikanere slås om opkøb af ejerne af Elgiganten og de 2.400 danske ansatte.
Butikken er i forvejen fyldt med kinesisk isenkram påklistret betryggende logoer. Men hvad hvis selve butikken ender under kinesisk kontrol?
Det er i hvert fald den vej pilen peger for Elgiganten.
Elgiganten ejes af den britiske varehuskæde Currys, men er ifølge Børsen blevet midtpunkt i en budkrig mellem den kinesiske teknologigigant JD.com og det amerikanske investeringsselskab Elliott Investment Management.
Currys har afvist et bud fra Elliott. Til gengæld bekræfter JD.com, at man er i gang med forhandlinger om opkøb.
Det er den britiske avis The Telegraph, som, med henvisning til unavngivne kilder, beretter om budkrigen.
Ramt af inflation og højre renter
Isoleret set strittede Elgiganten sidste år ikke just ud af stakken som et succesfuldt selskab i Currys stald. Overskuddet var på godt 34 millioner kroner for regnskabsåret 2022/2023.
Til sammenligning tjente kæden cirka 103 millioner kroner året før. Nedgangen var primært et resultat af, at kunderne holdt igen på pengene på grund af stigende inflation og høje renter.
Stærk webshop
Udover at ville overtage de mange fysiske butikker vil JD.com i tilfælde af overtagelse af Elgiganten også erhverve sig en af landet mest populære webshops.
I 2023 lå Elgiganten sammen med blandt andre Zalando, Matas og Nemlig.com i top-10 blandt danskernes foretrukne webshops.
2.400 ansat i Danmark
Currys ejerskab af Elgiganten sker gennem ejerskabet af svenske Elkjøp Nordic, som i Glostrup i 1996 åbnede den første Elgiganten i Danmark.
Elkjøp-koncernen er den største forhandler af forbrugerelektronik og elektroniske husholdningsapparater i Norden. Koncernen ejer 425 butikker fordelt i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Grønland, Island samt på Færøerne. Koncernen har 11.000 ansatte, heraf er omkring 2.400 ansat i Elgiganten Danmark.
BLIV OPDATERET GRATIS: Tre gange om ugen udsendes nyhedsbrevet ‘Kaffepause ☕️ med tech‘. Tilmeld dig her – frameld når du har lyst. Alle nye følgere modtager som tak vores skræddersyede liste med 10 af de bedste guides og tips til mobilen.
Mere til historien
Elgiganten er så elektrisk, at der er ved at blive etableret ladestandere til elbiler ved kundeparkeringspladserne. Den første af mange ladestandere etableres i begyndelsen af i år og det er OK, som står for etablering og drift af lyn- og hurtigladepunkterne.