Børns øjensundhed påvirkes af for meget skærmtid
Det stigende skærmforbrug hos børn er bekymrende for børns øjensundhed, da det kan påvirke deres syn.
YouGov har foretaget en ny undersøgelse for Profil Optik, der viser, at børns skærmforbrug er steget markant de seneste år.
Skærmtiden er fra 2020 til 2023 steget en halv time i hverdagene og næsten en time i weekenden. Den udvikling bekymrer optisk ansvarlig hos Profil Optik.
Den megen skærmtid kan påvirke børns syn – og forældre er ikke opmærksomme nok på, hvor vigtigt det er med pauser fra skærmen.
LÆS OGSÅ: Små børn efterlades alene med skærmen
Husker man ikke pauserne fra skærmen, så kan det give øjentræthed, øjenproblemer og hovedpine. Simpelthen fordi vi fokuserer på noget, der er tæt på og anstrenger øjnene, når vi sidder foran skærmen.
Børn bruger næsten fire timer foran skærmen hver dag i hverdagene, mens det i 2020 var mindre end 3,5 timer. I weekenden er skærmforbruget steget med næsten en time dagligt.
Flere forældre oplever også, at børn klager oftere over hovedpine – særligt i forbindelse med skærmtid. Det sker dagligt eller en til to gange om ugen hos halvdelen af dem.
LÆS OGSÅ: Små børn bruger over 100 minutter foran en skærm – hver dag!
Dagslys mindsker risiko for nærsynethed
Skærmen har fået så meget magt, at danske børn bruger mindre tid udenfor. Ifølge undersøgelsen bruger to ud af fem børn højest en time udenfor om dagen. Og dagslys er vigtigt.
-”Det er vigtigt, at børn bliver udsat for dagslys, for når deres øjne eksponeres for det, begrænses risikoen for at udvikle myopi. Myopi er en tilstand, hvor øjet vokser sig for langt, som gør det svært at fokusere på ting længere væk. Når øjet rammes af dagslys, frigives signalstoffet dopamin, der reducerer øjets vækstlængde og dermed mindsker risikoen for nærsynethed. Særligt børn og unge har glæde af de gavnlige effekter fra dagslys, fordi deres syn udvikler sig under hele opvæksten, og nærsynethed ofte opstår tidligt i livet. Selvfølgelig skal de huske at bruge solbriller i de måneder, hvor UV-indekset er højt,” siger Gitte Sørensen, optisk ansvarlig hos Profil Optik.
Profil Optik minder derfor også om 20-20-20-reglen. Børn har nemlig brug for en pause fra skærmen hvert 20. minut. 20-20-20-reglen betyder derfor, at man skal holde pause hvert 20. minut og kigge på noget, som er 20 fod væk (cirka 6. meter) i 20 sekunder.
LÆS NÆSTE GANG: Mobilfrie skoler: Nu leger børnene igen
Dette gør skærmbrug ved dine børn
Skærmbrug kan føre til dårligere hukommelse og mindre kreativitet. En ekspert giver i denne podcastepisode gode råd til familier med børn. Et skræmmende faktum er, at spil og apps er designet til at kidnappe børnene. Læs mere her og hør episoden herunder eller i din podcast-app; søg efter ‘meremobil’.
Mere til historien
I undersøgelsen er der gennemført 1.020 CAWI-interview med danskere i alderen 18 år og op, som har børn i grundskolen. Undersøgelsen er gennemført i perioden 26. september til 2. oktober 2023. For at sikre resultaterne afspejler befolkningen, så er data holdt op mod et ideal fra Danmarks Statistik.