Cyberkriminelle tager nye trick i brug
Cybersikkerhedsfirma peger på især to nye metoder svindlere anvender for, at lokke folk i deres fælder.
Mens vi venter på, at de cyberkriminelle får kontrol over fremadstormende chatrobotter som ChatGPT og Bard, så stiller de nye fælder op for ofrene.
Ifølge HP Wolf Security finder cyberkriminelle nemlig hele tiden nye metoder til at lokke folk i fælden med.
I en ny rapport konstaterer HP Wolf Security, at svindlerne som noget nyt benytter QR-koder og PDF-filer.
De nye trick benyttes i stigende grad til at gennemføre cyberangreb, som nemt kan narre brugere til at klikke på noget de senere hen fortryder.
– “Brugere bør derfor holde øje med e-mails og websteder, der beder om at scanne QR-koder og udlevere følsomme data, og PDF-filer, der linker til adgangskodebeskyttede arkiver,” udtaler Alex Holland. Han er Senior Malware Analyst i HP Wolf Security threat research team hos HP Inc.
QR-koder er ny fælde
Siden oktober 2022 har HP nærmest dagligt set svindelnumre med QR-koder. Disse svindelnumre narrer brugerne til at scanne QR-koder fra deres PC’ere ved hjælp af deres mobile enheder.
QR-koderne leder brugerne til ondsindede websteder, hvor de bliver bedt om kredit- og betalingskortoplysninger. Et eksempel kan være hackere, der udgiver sig for at være pakkepostfirmaer, som ønsker betaling gennem en QR-kode.
Rapporten viser derudover også en stigning på 38 procent i antallet af angreb med skadelige PDF-bilag.
PDF’en indeholder en adgangskode, som brugeren narres til at indtaste for at pakke en ZIP-fil ud. Filen kan give hackere uautoriseret adgang til systemer, der kan forårsage virus.
Chatrobots som det nye våben
Chatrobotterne er på det seneste blevet udråbt, som den kommende, store trussel.
Blandt andre har EU’s agentur for politisamarbejde, Europol, advaret om, hvordan chatrrobotter kan blive et nyt værktøj for kriminelle.
Europol mener ikke bare, at den kustige intelligens kan hjælpe cyberkriminelle til at fiske personoplysninger, som brugernavn, adgangskoder og kreditkort- eller netbanksoplysninger, men også kan åbne for muligheder indenfor terrorisme, propaganda og desinformation – ting som i yderste konsekvens kan ramme et helt samfund.
Mere til historien
Tesla-milliardæren Elon Musk har sammen med blandt andre Apple-stifteren Steve Wozniak og over 1.000 andre underskrivere advaret om den hastige udvikling af kunstig intelligens.