3 vil konkurrere mod fiber
Det er unødvendigt at grave endeløse kilometer af fiberkabler ned, mener 3’s direktør.
Mens telebranchen foretager massive investeringer og med høj hastigheder ruller opgradering af den digitale infrastruktur ud, så udstikker teleselskabet 3 en ny retning.
Teleselskabet 3 vil sætte fokus på den trådløse brug af 5G-netværket.
– “Der er ingen tvivl om, at fremtidens internet er trådløst,” siger marketingdirektør hos 3, Jesper Thyssen, i en pressemeddelelse, og tilføjer:
– “Der er ingen grund til at grave kilometer og atter kilometer af den gode danske muld op for at lægge kabler derned nu, hvor vi har et reelt alternativt til hurtigt og stabilt internet til hjemmet. Behovet for hurtigere og stabilt trådløst internet stiger i takt med, at dataforbruget herhjemme fortsætter opad. Den digitale infrastruktur skal naturligvis følge med”, siger han.
Den melding gentog 3-direktør Morten Christiansen tirsdag på konferencen Tele2022.
– “Vi skal konkurrere op mod fiber, og vi sætter os ikke bagerst i kirken,” sagde Morten Christiansen ifølge IT Watch og uddybede:
– “Vi skal differentiere os fra fiber, så vi kommer ud med et produkt, hvor man ikke skal grave haven op, og der ikke kommer en tekniker. Udstyret kommer med posten, og der er ingen ventetid. Vi får ikke samme udbredelse som fiber, men vi kan levere til hundredetusindvis af husstande.”
5G TEST: I maj 2021 testede vi internet til hjemmet via 5G-netværket. Du kan læse om vores oplevelser her.
Kæmpeinvesteringer i netværk
Ifølge Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, så “buldrer” udrulningen af hurtigt bredbånd afsted.
En opgørelse offentliggjort i sommer viste, at telebranchens investeringer i 2021 var på cirka 10,8 milliarder kroner – hvilket var i omegnen af halv milliard mere end i 2020.
En væsentlig del af pengene er brugt til, at opgradere fra 4G til 5G. Det betyder, at danskere på farten har bedre mulighed for at være online og løse opgaver eller ganske simpelt brænde data af på streaming af for eksempel musik.
Med til historien om den hastige opgradering hører også, at TDC i begyndelsen af næste år siger endegyldigt farvel til 3G-netværket.
Her sagde teleselskabet 3 i slutningen af august, at man beholder i 3G-netværket i et stykke tid endnu, men at 3G skal være fortid i begyndelsen af 2023.
Mere til historien
Mens TDC vinker farvel til 3G, så vil selskabet holde liv i 2G-netværket. Det skyldes, at det ikke er alle teknologiske enheder, som understøttes af 4G og 5G – blandt andet parkeringsmaskiner, der kun har et 2G eller et 3G-modem indbygget.