Motorola Moto G200 kan sende konkurrenterne til tælling
Samsung, OnePlus og Sony bør indkalde til krisemøde, hvis Motorolas nye telefon Moto G200 pludselig får fat i køberne.
G-serien fra Motorola har siden den første telefon for flere år siden imponeret købere og anmeldere. Det er her, at Motorola har vist tænder, når det handler om at levere ægte ’value for money’.
Det seneste år har Motorola drysset en række G-modeller ud over markedet og nu kommer så en hel serie, anført af Motorola Moto G200.
Serien består af i alt fem modeller:
- Motorola Moto G200
- Motorola Moto G71
- Motorola Moto G51
- Motorola Moto G41
- Motorola Moto G31
Du kan læse mere om Moto G71, G51, G41 og G31 her.
Moto G200 er klart ‘flagskibet’ i serien. Prisen er lidt under 4.000 kroner. De øvrige modeller koster fra cirka 1.500 til 2.000 kroner uden abonnement.
Vild Snapdragon-processor
Motorola G200 er baseret på Qualcomm Snapdragon 888-processorplatformen, en af Qualcomms topmodeller til flagskibstelefoner
Blandt andet Samsung Galaxy S21-serien (i USA), OnePlus 9 Pro samt Sony Xperia 1 III og Xperia 5 III, benytter Snapdragon 888.
Motorola G200 tager imidlertid et skridt opad, da denne kører på Snapdragon 888+, der har lidt ekstra kræfter i sig.
I forhold til Snapdragon 865-processoren leverer 888+ op til 20 procent kraftigere grafikydelse og generelt bare flere processorkræfter over hele linjen.
Stor skærm med 144 Hz opdateringshastighed
Skærmen er 6,8 tommer, hvilket er 0,1 tomme større end konkurrenten OnePlus 9 Pro.
Motorola kommer her med 144 Hz opdateringshastighed, hvilket er lidt mere end de 120 Hz OnePlus tilbyder.
Det skal dog siges, at Motorola-køberne må nøjes med LCD-skærmteknologi, der lige knapt er så fed som OLED-skærme.
Motorola fremhæver, at de har Qualcomm Snapdragon Sound i G200, hvilket sammen med Dolby Atmos, kæler lidt ekstra for lyden. Om det reelt gør en forskel, er jeg dog ikke så sikker på.
Fuld knald på kameraet
Hovedsensoren har en opløsning på 108 megapixels og der er gjort lidt mere ud af at få bedre billeder, når mørket udfordrer motivet. Desuden er der ultra vidvinkel-objektiv og dybdesensor.
Du vil også kunne skyde videoklips i op til 8K-opløsning.
Det lyder lovende! Men husk… Vi har ikke prøvet telefonen eller kameraet endnu.
Hvad koster Motorola Moto G200?
Som nævnt ligger Motorola Moto G200 umiddelbart i konkurrence med blandt andet OnePlus, Samsung og Sony, hvis vi tager Snapdragon-processoren som udgangspunkt.
Prisen er afgørende for, om Motorola kan få købere i butikken. Den første indikering er 449,99 euro. Det er omkring 3.370 kroner, men prisen bliver nok lidt højere, når vi får danske afgifter på.
Vi kan håbe på, at Motorola holder prisen under 4.000 kroner. Skal vi gætte på 3.699 kroner uden abonnement? Det er for 128 GB lagerplads og 8 GB RAM.
Lad os til sammenligning tage de billigste dagspriser jf. Pricerunner på nogle af konkurrenterne:
- OnePlus 9 Pro: 5.999 kroner
- Sony Xperia 5 III: 6.999 kroner
- Samsung Galaxy S21: 4.999 kroner
Holder prisen på Motorola Moto G200 bliver konkurrenterne virkelig sendt til tælling.
Kan blive en ’killer’
Med til historien hører, at Motorola stadig kører en næsten ren Android, 5.000 mAh batteri og en oplader på 33 watt i salgspakken.
På det foreliggende grundlag ligner Motorola Moto G200 Motorolas hidtil stærkeste kort i kampen mod konkurrenterne. Det bliver spændende at prøve den.
Motorola Moto G200 kan købes i Danmark inden for de kommende uger hos blandt andet Elgiganten, Power og ProShop.
Et alternativ til Moto G200 er Motorola Edge 20. Den kan du læse en anmeldelse af her.
Mere til historien
Moto G200 understøtter Ready For, hvor du kan sætte et kabel i telefonen og få et desktoplignende interface op på en monitor eller fladskærms-tv.