Ikea og Sonos klar med ny Symfonisk højttaler
Et nyt produkt er blevet til i samarbejde mellem Sonos og Ikea, der nu er klar med anden generation af højttaler-lampen i Symfonisk-serien.
Ikea og Sonos har netop præsenteret endnu et nyt Symfonisk-produkt. Den nye højttaler er anden generation af ”lampe-højttaleren”.
Første generation af højttaleren kom tilbage i 2019 og var det første produkt, som kom ud af samarbejdet mellem Ikea og Sonos.
Sidenhen har Ikea og Sonos sendt flere forskellige produkter på markedet og nu altså anden generation af ”lampe-højttaleren”.
Der har tidligere været lækket billeder af højttaleren, så det er ikke den store overraskelse den nu er en realitet.
Er Sonos og Ikea klar med ny højttalerlampe?
Andet design
Som det kan ses på billederne har den fået et anderledes design. Den kommer i farverne sort og hvid, men denne gang med to forskellige typer lampeskærm.
Den ene minder lidt om den gamle, bortset fra den er åben i toppen og glasset er transparent. Derudover er der også en tekstil lampeskærm.
Ikea oplyser, at den nye har endnu bedre lyd, samt større mulighed for at brugeren har indflydelse på lampens udseende. Den bedre lyd skulle eftersigende ske, da den har fået en ny akustisk arkitektur, der forbedrer lydoplevelsen i rummet – uanset hvor man befinder sig.
Ligesom med de andre produkter, der er udviklet af Sonos og Ikea, så kan denne Symfonisk lampe også indgå i Sonos-multiroom-systemet. Den er nem at sætte op og forbinde til mere end 100 forskellige streaming services.
ANMELDELSE: Symfonisk – af Ikea og Sonos billederamme-højttaler
Selvom det er en højttaler-lampe, så kan den også benyttes særskilt som lampe eller højttaler, så begge funktioner kan benyttes alene.
Den nye generation af lampe-højttaleren lander i de danske Ikea-butikker i starten af november. Den præcise dato og pris er endnu ikke offentliggjort. Det oplyses af Sonos til MereMobil.dk.
Mere til historien
Ikea oplyser i pressemeddelelsen, at de har været opmærksomme på og lært meget om, hvordan brugerne benytter første generation af højttaler-lampen, hvilket har haft indflydelse på udviklingen af den nye generation.