Xiaomi Mi 11 Ultra test | kunne være den ultra-mative smartphone
ANMELDELSE: Xiaomi Mi 11 Ultra kunne være den vildeste smartphone på markedet, hvis det ikke var for disse to punkter.
I marts testede jeg Xiaomi Mi 11, der til en aktuel dagspris på omkring 5.500 kroner, stadig er en interessant smartphone. Er du tidligere Huawei-bruger, vil du med Xiaomi Mi 11 føle dig hjemme.
Som en del af Mi 11-familien findes en ultra-model, som vel nok er en af sæsonens vildeste telefoner. Særligt på kameradelen hvor Mi 11 Ultra scorer 143 point hos kameraeksperterne ved DxOMark, hvilket gør denne smartphone til topscorer blandt smartphone-kameraer lige nu.
Jeg medgiver! Kameraet i Xiaomi Mi 11 Ultra er enestående!
De gode billeder kommer dog med en pris. Bagsiden ligner noget der er løgn. Det bedste kamera i det grimmeste design, kan man sige. Du skal også være forberedt på at gå med 234 gram smartphone i lommen.
Du kan se nogle af mine billeder fra Xiaomi Mi 11 Ultra herunder samt specifikationerne på Mi 11 Ultra.
Kameraet er bygget op af følgende objektiver
- 50 megapixels hovedkamera (f/2.0), OIS
- 48 megapixels telefotolinse med 5x optisk zoom, OIS
- 48 megapixels ultra vidvinkel-sensor med 128 grader
Specifikationer: Xiaomi Mi 11 Ultra
- Skærm: 6,8 tommer, Corning Gorilla Glass Victus
- Type: AMOLED, HDR10+
- Opløsning: 3.200 x 1.440 pixels
- PPI: 515
- Opdateringshastighed: 120 Hz dynamisk (fra 30, 60, 90 og 120 Hz)
- Processor: Qualcomm Snapdragon 888 5G
- RAM: 12 GB
- Hukommelse: 256 GB
- Udvidelse af hukommelse: Nej
- Kamera 1: 50 megapixels, f/2.0, OIS
- Kamera 2: 48 megapixels telefotolinse
- Kamera 3: 48 megapixels ultra vidvikel, 128 grader
- Frontkamera: 20 megapixels, f/2.2
- Batteri: 5.000 mAh
- 3.5 mm. Jackstik: Nej – 3.5 mm. adapter medfølger i salgspakken
- Stereohøjttalere: Ja
- Kablet opladning: Ja, 67 watt
- Trådløs opladning: Ja
- Oplader medfølger: Ja
- Forbindelser: USB-C, Bluetooth 5.2, W-Fi 6
- 5G: Ja
- Dual-SIM: Ja
- E-SIM: Ja
- Fingeraftryk: Ja. I skærmen
- IP-beskyttelse: IP68
- Størrelse: 164.3 x 74.6 x 8.4 mm.
- Vægt: 245 gram
- System: Android 11
- Brugerflade: MIUI 12.5.3
Fyrer den af med god skærm, processor og lyd
Med undtagelse af kameraet så bærer Mi 11 Ultra de samme specifikationer som Mi 11. Det betyder topmodellen fra Qualcomm som processor, 6,81 tommer AMOLED-skærm med Gorilla Glass Victus samt 120 Hz skærmteknologi.
Lyden er desuden tuned by Harman Kardon, som Samsung jo ejer. Stereohøjttalerne lyder godt, men der mangler stadig bund i lyden. Samtalekvaliteten er ligeledes overbevisende.
Det skal siges, at der ikke er 3.5 mm jacktik, så du må nøjes med trådløse forbindelser til headsets.
Herunder kan du se benchmarkmålingerne på Xiaomi Mi 11 Ultra.
Antutu | 3D Mark, Wild Life | GB 1/2 core | GB OpenCL | |
Xiaomi Mi 11 Ultra | 780.741 | 5.617 | 1.111/2.816 | 4.631 |
Xiaomi Mi 11 | 759.896 | 5.707 | 1.123/3.495 | 4.617 |
ASUS Rog Phone 5 | 737.935 | 5.804 | 1.131/3.742 | 4.717 |
OnePlus 9 Pro | 677.845 | 5.190 | 1.101/3.387 | 4.539 |
Katastrofal batteritid – men ufattelig hurtig opladning
Jeg har sat indstillingerne på skærmen ned til en mindre opløsning for at spare strøm. 120 Hz opdateringshastigheden er også slået fra – for at spare strøm. Lige meget hjælper det. Jeg kommer lige nøjagtigt gennem en dag ved moderat brug, men så snart jeg tager billeder, optager videoer og bevæger mig meget mellem mobilsendemaster, bliver telefonen utrolig strømsulten.
Xiaomi Mi 11 Ultra er nok den telefon p.t., der er mest uøkonomisk omkring strømforbruget. Xiaomi har deres egen strømsparefunktion, der dræber baggrunds-apps, hvilket så også betyder, at apps du er afhængig af, ikke giver lyd, når der kommer beskeder.
Du er nødt til at ændre indstillingerne så dine vigtigste apps, er undtaget fra denne funktion, da du ellers går glip af beskeder.
I salgspakken finder du en 67 watt oplader og den er vild. Jeg har kunne oplade Xiaomi Mi 11 Ultra fra 0 til 76 procent på blot en halv time. Telefonen har også trådløs opladning.
Det skal tilføjes, at da jeg i 2020 testede Samsung Galaxy S20 Ultra ligeledes med 5.000 mAh batterikapacitet, kunne denne oplades fra 0 til 74 procent på en halv time med en 45 watt oplader, der dog var ekstraudstyr. Så Xiaomi er hurtigere, men leverer ikke noget, vi ikke har set før.
Hej du… 😀 Her kan du tjekke dagspriserne på nye smartphones hos CBB.
Bloatware i stor stil
Xiaomi vil gerne stoppe deres egne apps og de apps de har kommercielle aftaler ned i halsen på mobilkøberne, så du må selv i gang med at fjerne og deaktivere de apps, som du ikke ønsker på telefonen.
Generelt er der dog tale om en god softwareoplevelse, hvor alting fungerer godt og smidigt.
Som nævnt før vil Huaweis-fans føle sig godt hjemme i Xiaomis telefoner. Tilgangen til software og betjening er meget ens.
SÅDAN VIL XIAOMI OPDATERE MI 11 ULTRA: Denne test er baseret på Mi 11 Ultra med Android 11 og brugerfladeændringerne MIUI version 12.5.3. Sikkerhedsniveauet er 1. maj 2021. Om fremtidige opdateringer oplyser Xiaomi følgende til MereMobil.dk: Android opdateringer og sikkerhedsopdaterings cyklusser på vores enheder er i overensstemmelse med vores aftaler med Google og vi overholder tilsvarende retningslinjer.
Konklusion: Xiaomi har evnerne
Jeg vil personligt ikke købe Xiaomi Mi 11 Ultra. Heller ikke selvom du får verdens bedste kamera og noget af den bedste hardware på markedet. Til det er telefonen simpelthen for stor, tung og klodset.
Vægten og den grimme udstående kamerablok på bagsiden gør Mi 11 Ultra til en telefon, hvor man enten elsker eller hader designet.
Batteritiden skal Xiaomi også få styr på. Den er simpelthen ikke god nok.
Xiaomi Mi 11 Ultra med 12 GB RAM og 256 GB intern hukommelse har en dagspris på omkring 10.000 kroner, ifølge Pricerunner, hvilket gør telefonen uinteressant.
Jeg giver Xiaomi Mi 11 Ultra 4 ud af 6 stjerner.
Når det er sagt, så kommer vi ikke udenom, at Xiaomi her viser, at de har evnerne til at producere potente og meget spændende telefoner. Det er uden tvivl en producent, der skal holdes øje med.
Er du i markedet for en Xiaomi telefon skal du i stedet se på Xiaomi Mi 11. Læs min anmeldelse af Mi 11 her. Se også nærmere på Xiaomi Mi 11 Lite 5G, der kun koster 3.000 kroner.
Hør anmeldelsen på 5 minutter
Aktuelle priser på Xiaomi Mi 11 Ultra
Herunder kan du se dagspriserne på Xiaomi Mi 11 Ultra.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Verdens bedste mobilkamera
- Hurtig processor
- Flot skærm med høj opløsning og 120 Hz skærm
- Fornuftig højttalerlyd
- 67 watt hurtigoplader medfølger = virkelig hurtig opladning
- Trådløs opladning
Lidt at tænke over
- Grimt bagsidedesign på grund af kamerabump
- Dårlig batteritid
- Bloatware og store mængder af Xiaomis egen software
- Ikke præcist svar fra Xiaomi om fremtidige softwareopdateringer
Mere til historien
Xiaomi Mi 11 Ultra er ligesom de andre modeller i serien 5G-telefoner. Der medfølger et silikonecover i salgspakken, 3.5 mm. jackstik-adapter og et stykke gennemsigtig plastik som skærmbeskyttelse.