Microsoft tjener flere penge på skyen
IT-kæmpen Microsoft har i det seneste regnskabsår omsat for svimlende 322 milliarder kroner i den kommercielle cloud-forretning.
Microsofts årsregnskab var blandt de absolut mest imødesete, da det forleden blev præsenteret.
Årsagen til den store interesse var blandt andet om de seneste måneders øgede digitalisering og stigning i hjemmearbejdspladser havde givet det amerikanske IT-selskab ny luft under vingerne.
Microsoft skuffede da heller ikke med en stigning i omsætningen på 14 procent til 920 milliarder kroner i regnskabsperioden, som sluttede med udgangen af juni.
Stor opdatering til Teams – mange nye funktioner
322 milliarder tjent på skyen
Microsoft har helt tydeligt mærket, at arbejdet verden over i høj grad er flyttet til de ansattes private boliger.
Således er væksten blandt andet kommet fra nogle af de IT-løsninger, som er målrettet virksomheder, hvor de cloudbaserede løsninger giver mulighed for at lagre data i “skyen”.
– “Vores kommercielle cloud-forretning har for første gang nogensinde rundet en årlig omsætning på 322 milliarder kroner i dette år,” siger Microsofts finansdirektør Amy Hood i en pressemeddelelse.
Gynger og karruseller
Regnskabet viser også at IT-løsninger til virksomheder har været i stor vækst hos Microsoft, som oplever stigende omsætning og indtjening.
Den større omsætning har bidraget til, at Microsoft i løbet af året har tjent 285 milliarder kroner efter skat. Det er 13 procent mere end året før.
Coronakrisen har ikke kun kastet penge af, men også gjort et indhug i indtjeningen i selskabets fysiske butikker.
I perioden fra april til juni har Microsoft således tabt 2,9 milliarder kroner på grund af nedlukningen af de fysiske butikker.
Desuden er der hen over året tabt penge på LinkedIn, hvor reklameindtægterne har været lavere, men ser man isoleret på corona-perioden fra april til juni er indtægterne for LinkedIn steget med ti procent.
Mere til historien
Spillekonsollen Xbox har nydt godt af, at mange har brugt mere tid derhjemme. Alene i perioden fra april til juni er indtægterne med relation til Xbox steget med hele 65 procent.