3 lancerer 5G i 2020 – og andre store nyheder

3G er på vej ud. 5G er på vej ind. 200 nye mobilmaster skal give 3s kunder bedre mobildækning i 2020. Læs her om 3s netværksplaner i 2020.

Teleselskabet 3 forsætter udvidelsen af selskabets mobilnetværk i 2020. Ligesom vi sidste år kunne fortælle, så er planen mere end 200 nye mobilsites i løbet af året.

3s mobilnetværk bestod med udgangen af 2019 af mere end 2.300 unikke sites (mobilmaster). Ifølge teleselskabet dækker deres mobilnetværk 99 procent af befolkningen med 4G. 3 oplyser endvidere, at deres kunder kan forvente en gennemsnitshastighed på 40 Mbit/s via selskabet 4G LTE mobilnetværk.

3s 4G LTE mobilnetværk benytter i dag mellembåndsfrekvenser på 1800 og 2600 MHz. Derfor er rækkevidden i åbent landskab eller i bygninger ikke lige så god, som konkurrenterne hos TDC og TT-netværket (Telia og Telenors fælles netværk, red), som leverer 4G LTE ved hjælp af 800 MHz frekvensbåndet.

I praksis opleves 3s dækning derfor ikke lige så finmasket som konkurrenters mobilnetværk. I 2020 bliver denne forskel markant mindre.

Bedre 4G LTE med 900 MHz

Ved sidste års frekvensauktion købte teleselskabet 3 nye frekvenser på 700 og 900 MHz frekvensbåndene. Disse frekvensbånd skal sættes i drift så hurtigt som muligt i 2020, oplyser 3 til MereMobil.dk.

3 har adgang til 700 MHz frekvensbåndet fra den 4. april 2020 og 900 MHz frekvensbåndet fra 1. april 2020.

På 700 MHz har 3 købt 2×10 MHz parrede frekvenser, mens selskabet på 900 MHz har købt 2×10 MHz parrede frekvenser. Disse bliver tilføjet selskabets eksisterende 2×5 MHz parrede frekvenser. Dermed har 3 i alt 2×15 MHz parrede frekvenser til rådighed på 900 MHz. De 2×5 MHz er allerede i dag i brug til 3G på 900 MHz.

De nye frekvenser på 900 MHz frekvensbåndet har ifølge 3 et stort 4G potentiale i landområderne.

-” Frekvenserne på 900 MHz-båndene rækker længere end de kortere frekvenser, som fx 2100 MHz, og giver dermed bredere dækning. Derfor giver det mening for os at etablere 4G på 900 MHz i landområder, hvor befolkningen er spredt ud over et større geografisk område,” forklarer Kim Christensen, netværksdirektør hos 3.

Han understreger dog, at alle udbygningsplanerne er afhænger af, at selskabet får de nødvendige byggetilladelser og lejebetingelser som er i orden.

Det langtrækkende 700 MHz frekvensbånd vil 3 bruge til 5G NR.

5G NR kommer hos 3 i 2020

Det er nok ikke den helt store nyhed, men 3 vil i løbet af 2020 tage de første 5G frekvenser i brug.

Vore læsere skal dog huske på, at en stor del af de gyldne 5G løfter ikke bliver indfriet i første omgang eftersom 5G NR vil blive leveret via det langtrækkende 700 MHz frekvensbånd.

Frekvensbåndet giver en meget bred dækning, men hastigheden er ikke højere end på det nuværende 4G LTE mobilnetværk.

For at kunne levere 5G NR med rasende hurtig hastighed så kræver det nye højere frekvensbånd, og disse har endnu ikke været på auktion i Danmark. 3s mobilnetværk er dog parat, som Kim Christiansen forklarer:

-“Alle vores netværksudvidelser og opgraderinger i 2020 vil være 5G-kompatible, og vi bygger efter at kunne tage vores nye frekvenser i brug, så snart licenserne træder i kraft til april. Vi ser selvfølgelig frem til 5G-auktionen, som Energistyrelsen planlægger at holde i 2020, hvor 3,5 GHz-båndet kommer i udbud. Når vi får adgang til det, kan vi for alvor øge kapaciteten i netværket og give kunderne en forsmag på, hvordan fremtidens mobile bredbåndsdækning vil kunne måle sig med fiber.”

3G er på vej i graven

3G mobilnetværkene transporterer efterhånden en forsvindende lille andel af den samlede data- og teletrafik. Den naturlige udvikling betyder også at 3G æraen er ved at være endegyldigt slut.

3G er ikke helt fem fod under jorden endnu, men den ene fod står allerede i graven og kisten er bestilt. Derfor begynder mobilselskaberne også at udfase 3G-nettene.

3 begynder i 2020 at udfase 3G i storbyerne, hvor brugerne har det største dataforbrug. Rent teknisk er der dog ikke tale om, at 3G-netværket bliver lukket. Derimod omlægger 3 dele af selskabet 2100 MHz frekvensbånd fra 3G til 4G LTE – i teknisk termer såkaldt refarming.

BAGGRUND: Bag om DSS – smart genbrug af frekvenser til 5G

– “Vi har 15 MHz på 2100 MHz båndet, hvoraf vi vil begynde med at omlægge de 10 MHz i 2020. Det vil til en start være i byerne, hvor behovet for mere kapacitet er størst. Men der er ingen tvivl om, at vi på sigt skal gentage øvelsen over hele landet. Der vil dog stadig gå lidt tid før der bliver slukket for 3G helt,” forklarer Kim Christensen til MereMobil.dk.

Efter refarmingen vil 3G-mobilnetværket i storbyerne blive leveret via 2×5 MHz på 900 MHz frekvensbåndet samt 2×5 MHz på 2100 MHz.

Mange nye master på vej

Èn ting er selvfølgelig refarming og nye frekvenser, men 3 opsætter også over 200 nye mobilmaster (teknisk kaldet for sites) i 2020.

Vi har lige som sidste år bedt 3 udarbejde et par kort, som visuelt viser, hvor de nye planlagte mobilmaster bliver sat op.

Her skal det understreges, at kortene viser, hvor 3 ønsker at opsætte nye mobilmaster. 3 tager det forbehold, at alle udbygningsplanerne afhænger af, at 3 får de nødvendige byggetilladelser og lejebetingelser. Vores kvikke læsere vil sikkert bemærke, at Bornholm er kommet med på kortene denne gang.

Eksisterende master opgraderes

I 2020 opgraderer 3 en række eksisterende mobilmaster med det langtrækkende 900 MHz frekvensbånd. 3 bruger allerede 900 MHz frekvensbåndet til 3G. I løbet af 2020 vil frekvensbåndet også blive brugt til 4G LTE.

Antallet af opgraderinger til 900 MHz er ikke overvældende, men det er ikke antallet som er vigtigt, da 3 allerede har en masse 900 MHz-sendere i brug på deres eksisterende sites. Disse kører dog i dag kun med 3G på 900 MHz og i dag er det 4G LTE dækningen som er den vigtige.

Det vigtige er derfor, at 3 i 2020 også vil bruge 900 MHz til 4G LTE, og det er her de fleste vil mærke en stor forskel. Og så bliver vi nok også lige nødt til at sige, at 900 MHz senderne også kan bruges til at sende 5G på 700 MHz. Derfor kan vi godt forvente en meget hurtig udrulning i 2020 af 5G på 700 MHz.

3s opgraderinger på 900 MHz i 2020 (Foto: 3)
3s opgraderinger på 900 MHz i 2020 (Foto: 3)

Som man kan se på kortene, så er der mange nye mobilmaster fordelt over hele landet. Der er planlagt nye mobilmaster lige fra Nees ved Nissum Fjord i det Vestjyske til en masse nye master i Randers og Aarhus.

3s nye sites i 2020 (Foto: 3)
3s nye sites i 2020 (Foto: 3)

Vurdering: Hvad betyder det for kunderne

Hvad betyder det hele så for for 3s kunder? Helt lavpraktisk vil de lave 700 og 900 MHz frekvensbånd få en enorm betydning betydning for 3s kunder. Effekten kan forventes at være som nat og dag.

For at sætte det ind i en historisk kontekst, så kan vi se på erfaringerne fra Telias 900 MHz udrulning for efterhånden et årti siden.

Da Telia opgraderede selskabet 3G mobilnetværk var forskellen enorm. Telia havde et landsdækkende 3G-netværk baseret på 2100 MHz, og selskabets 3G-netværk var mildest talt hullet som en si.

I løbet af et par måneder gik selskabets mobildækning fra at være hullet som en si til at være fremragende. Den markante forskel skyldes ikke sort magi, men derimod brugen af det lave 900 MHz frekvensbånd, som blev udrullet på alle teleselskabets mobilsites.

Det er netop denne effekt, som 3s kunder kan se frem til i løbet af 2020. Det kan næsten kun blive godt – og det bliver ikke kun bønderne ude på landet, som vil opleve bedre dækning.

Bedre dækning inde i bygninger

De lave frekvensbånd er langt bedre til gennemtrængning i bygninger, så også indendørsdækningen i byområder står til at blive markant bedre. 3s kunder vil også opleve færre områder, hvor der skal roames på TDCs netværk.

Nogle af vores lidt kvikkere læsere vil sikkert vide, at 3 allerede i dag bruger 900 MHz frekvensbåndet til at levere 3G. Selvom 3 allerede bruger 900 MHz til 3G, så oplever 3s kunder stadigvæk at der ofte roames på TDCs mobilnetværk – specielt ude på landet.

Nu får 3 mulighed for at levere 4G LTE via 900 MHz frekvensbåndet (og 5G NR via 700 MHz). Selskabets kunder vil derfor også opleves mindre roaming. Selvom roamingen i dag forgår bedre end tidligere, så er roaming ikke uden ulemper.

De 200 nye planlagte mobilsites betyder, at 3 med udgangen af 2020 har passeret 2.500 mobilsites i Danmark. Hvorfor er det tal så vigtigt? Fordi 2.500 mobilmaster ved hjælp af lave frekvenssbånd kan levere en mobildækning, som de fleste danskere vil anse som “landsdækkende”.

Det er svært at ikke at have armene over hovedet. Ikke fordi 3s mobilnetværk pludseligt bliver bedre end konkurrenternes, men fordi 3s netværk i 2020 tager et stort skridt fremad. Det er positivt for alle mobilkunder og for konkurrencen teleselskaberne imellem.

BLIV OPDATERET: Synes du dette var spændende læsning? Modtag de seneste nyheder gratis i indbakken hver mandag, onsdag og lørdag. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst.


Mere til historien

Det kræver omkring 2.500- 2.800 mobilmaster for at levere en landsdækkende mobildækning på lave frekvensbånd.

Nu sælger 3 brugte telefoner

Du kan spare 4.800 kroner på en iPhone, hvis den må være brugt.

(mere…)
5G vs fiber – mine oplevelser

PODCAST: Internet i hjemmet. Skal det være 5G eller fiber? Og virker 5G-internet ordentligt? Hør om mine erfaringer.

(mere…)
Teleselskaber lægger op til megafusion

De danske teleselskaber står foran store investeringer i forsyningssikkerhed og kritisk infrastruktur, mener topchef.

(mere…)
Mobilmaster spår om antallet af danskere på Christiansborg Slotsplads

I går fik Danmark en ny regent og mobilmasterne har hjulpet med, at finde antallet af danskere, der var mødt op på Christiansborg Slotsplads.

(mere…)
Påbud til 3 og indskærpelse af regler

Ikke alle danske mobilselskaber har fulgt reglerne om bindingsperioder. Afgørelse har tilbagevirkende kraft.

(mere…)
iPhone 15-modellerne scorer højt på download

En dataindsamling fra Ookla bekræfter en væsentlig download-forbedring for iPhone 15-serien.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
17 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram