Telenor ramt af kæmpe skandale – kunder snydt

En skandale har ramt Telenor. Et stort antal kunder er blevet snydt af de ansatte. En butikschef og tre sælgere er bortvist efter det omfattende fupnummer.

Telenor butik
Ansatte hos Telenor har snydt kunder. Sagen undersøges nu (Foto: MereMobil.dk)

Et af landets største teleselskaber er ramt af en regulær skandale. Et stort antal kunder er blevet groft narret til at betale for langt flere abonnementer, end de har bedt om. Det skriver Ekstra Bladet.

Samtidig har kriminelle grupperinger fået udleveret et ukendt antal dyre telefoner, SIM-kort og andet udstyr ved hjælp af falsk ID.

Sagen bliver i disse dage oprullet af ledelsen i Telenor, der siden slutningen af juli har bortvist en chef og tre sælgere.

Det omfattende fupnummer er sket i teleselskabets butik, der har lejet sig ind i Bilka i Hundige.

Ledelsen i Telenor undersøger nu, om også andre butikker på Sjælland kan have deltaget i fupnummeret og narret kunderne der – smart hvor mange butikker det drejer sig om. Butikschefer i andre butikker er derfor de seneste dage blevet suspenderet, oplyser flere kilder til avisen.

Flere af de nu tidligere ansatte har under samtaler med ledelsen erkendt, at de i længere tid har overtrådt selskabets egne regler for brug af billede-ID. Og at de systematisk har solgt flere abonnementer ved at udnytte uvidenhed hos ældre og svage kunder.

Ifølge Telenors egne undersøgelser af sagen, så er det blandt andet personer fra Rumænien, som har haft et tæt samarbejde med de ansatte.

Sagen kort…

Der er blandt andet udleveret 10 eller flere telefoner i butikker, selvom det ID-kort, der blev benyttet, ikke havde noget med personerne at gøre. Eksempelvis har der været brugt ID på en lokal handicappet mand, som havde været udsat for hjemmerøveri. Det skriver Ekstra Bladet

Nogle af de bortviste medarbejdere fra Telenor i Hundige fortæller også, at flere butikker end deres også er involveret.

– ”Det er en del af kulturen i flere butikker i Storkøbenhavn og andre steder på Sjælland,” fortæller en af de ansatte, der selv har arbejdet i andre af Telenors butikker.

Ekstra Bladet har talt med flere af de ansatte, der forklarer, at svindlen er en del af salgskulturen.

-”Hvis man vil frem i Telenor, kræver det, at man laver nogle salg,” forklarer en af dem.

De ansatte fortæller også, at dele af den sjællandske ledelse har kendskab til, at kunder nogle gange blev narret til at betale for abonnementer, som de ikke har bedt om. Ligesom de også har kendskab til, at der blev udleveret telefoner til kriminelle – enten ved brug af falsk ID eller uden ID.

Telenor har selv fanget svindlen

-”Vores kontrolsystem fangede heldigvis svindlen. Straks vi blev bekendt med, at en af vores butikker har været udsat for iscenesat organiseret kriminalitet, igangsatte vi en undersøgelse af omfanget af den pågåede svindel,” skriver retaildirektør Thomas Krough Skou i en mail til Ekstra Bladet.

Telenor vil nu melde sagen til politiet.

Martin Salamon, cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, mener det er godt, at Telenor selv har grebet ind og opdaget noget var galt. Han minder også kunderne om, at det er vigtigt at bruge nogle minutter på at tjekke, hvad man har skrevet under på ved oprettelsen af et nyt abonnement.

Det er uvist, på nuværende tidspunkt, hvor mange kunder der er ramt, samt om der er andre butikker, der har deltaget i fupnummeret.

Hvis du fornyligt er blevet kunde hos Telenor, så opfordrer vi til, at du tjekker op på regningerne – for at se om du er blevet ramt af fupnummeret. Har du mistanke om, at noget ikke er som det skal være, så skal du henvende dig til Telenor.


Synes du denne artikel var interessant? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få hver uge de bedste artikler, så du altid er opdateret. Ved tilmeldingen får du med det samme 10 af vores bedste guides og tips tilsendt.


Mere til historien

Generelt er der meget svindel i telebranchen, dog er det oftest på SMS, opkald og mail det plejer at foregå. Sagen med Telenor i hovedrollen er heldigvis ikke hverdagskost. MereMobil.dk har tidligere lavet en podcast-udsendelse, hvor vi ser nærmere på myter og fakta om svindelopkald.

Tags:

Avatar

Om Lene Birkeslund

Lene er IT-journalist. Siden 2006 har hun dækket mobilbranchen og utallige produktlanceringer. Hver dag er hun opdateret på den seneste udvikling og kommende trends.