Huawei Mate 20 Pro test – slår både Samsung og Huawei selv

TEST: Huawei Mate 20 Pro slår både Huaweis egne topmodeller og Samsungs seneste. Du får en rigtig fed smartphone med meget få problemer.

Mate 20 Pro er den vigtigste smartphone fra Huawei i nyere tid. Efter min vurdering kan denne model blive et vendepunkt i konkurrencen mod særligt Samsung.

Tidligere har Samsung lanceret en ny telefon, hvorefter Huawei i deres næste generation er nået op på siden, eller har indhentet verdens største mobilproducent.

Nu er det omvendt. Huawei Mate 20 Pro kommer med nogle nyskabelser som Samsung sagtens kan lave, hvis de vil, men det bliver i så fald først ved Galaxy S10 lanceringen i starten af 2019. Huawei får altså et forspring, men også en vigtig first-mover-position.

Velkommen til min Huawei Mate 20 Pro test.

Du skal lægge mærke til følgende hovedpunkter.

  • 3D Face Unlock
  • In-screen fingeraftrykssensor
  • Stort batteri på 4.200 mAh
  • Trådløs opladning med 15 watts effekt
  • Ultra vidvinkelbilleder og bokeh-tilstand ved videooptagelse
  • Knapløs betjening og navigation

Disse punkter noget af det, som jeg holder rigtigt meget af på denne smartphone.

Specifikationer: Huawei Mate 20 Pro

– Skærm: 6,39 tommer HDR OLED
– Opløsning: 3.220 x 1.440 pixels (19.5:9 format)
– Processor: HiSilicon Kirin 980
– RAM: 6 GB
– Hukommelse: 128 GB
– Udvidelse af hukommelse: NM (Nano Memory) op til 256 GB
– Batteri: 4.200 mAh med hurtigopladning (40 watt)
– Opladning: USB Type-C stik eller trådløst via Qi-standard op til 15 watt
– Kamera sensor 1: 40 megapixels (f/1.8, 27mm), vidvinkel
– Kamera sensor 2: 20 megapixels (f/2.2, 16mm), ultra vidvinkel
– Kamera sensor 3: 8 megapixels (f/2.4, 80mm), telefoto
– Frontkamera: 24 megapixels (f/2.4)
– Størrelse: 157.8 x 72.3 x 8.6 mm.
– Vægt: 189 gram
– Biometriske funktioner: In screen fingerprintsensor + 3D Face Unlock
– Gorilla Glass (version ikke angivet)
– IP68 vand- og støvafvisende
– Forbindelser: LTE, Bluetooth 5.0, NFC, infrarød port
– Medfølger: 40 watt hurtigoplader, 3.5 mm>USB Type C adapter, headset
– Platform: Android 9 Pie med Huawei tilpasninger

Jeg elsker 3D Face Unlock

Huawei Mate 20 Pro

Huawei Mate 20 Pro (Foto: MereMobil.dk(

Ansigtsgenkendelse har fået en ny dimension. Nu skabes en 3D-model af brugerens ansigt. Dette opnås ved, at en ”dot projector” skyder tusindevis af usynlige prikker i ansigtet på brugeren. Et infrarødt kamera aflæser resultatet. Er der et match så åbner telefonen.

Huawei siger selv, at deres system kun tager fejl i én ud af én million gange. Præcis som Apple siger om sikkerheden i iPhone X-serien.

Jeg er voldsomt begejstret for Huaweis 3D Face Unlock og Face ID (Apple). Genkendelsen er ultra præcis under stort set alle forhold – også i mørke. Dertil kommer det høje sikkerhedsniveau, der på ingen måde kan sammenlignes med ”ansigtsgenkendelse”, som absolut ikke kan anbefales til beskyttelse af personlige data.

3D Face Unlock er tilmed mere sikkert end fingeraftrykslæsere.

Det mest irriterende på Huawei Mate 20 Pro er en manglende integration af 3D Face Unlock i apps som MobilePay, mobilbank, password-managers osv. Her skal du fortsat bruge fingeraftrykslæseren. Huawei skyder bolden videre til f.eks. eksempelvis MobilePay, da de skal foretage en særlig integration i deres app.

Ifølge MobilePay vil de ikke sikkerhedsvurderer Huawei Mate 20 Pro. Læs mere i artiklen her: MobilePay vender tomlen ned overfor 3D-ansigtsgenkendelse på Android.

Som det er nu, kan du altså kun bruge funktionen ved oplåsning af telefonen.

In-screen fingerprintreader driller

Huawei Mate 20 Pro

Huawei Mate 20 Pro (Foto: MereMobil.dk(

Fingeraftrykssensoren er flyttet fra bagsiden til nu at være integreret i skærmen. Når fingeren lægges på det markerede område, så låses telefonen op.

Den første generation af inscreen-fingerprintreader er desværre ikke så god som sensorer uden på telefonen. Dette resulterer for mig i en del fejlaflæsninger. Hvis din finger ”slides” f.eks. gennem dit arbejde, vil du opleve endnu flere problemer.

Dertil kommer, at aflæsningen sker en del langsommere end du tidligere har været vandt til fra de traditionelle sensorer.

Jeg ved ikke om teknologien reelt ikke er klar til en offentlig lancering, eller om den burde være modnet yderligere. Måske kan den forbedres gennem softwareopdateringer, men det ved jeg reelt ikke.

Teknologien er for mig ikke helt diskvalificeret da jeg i langt de fleste situationer slet ikke bruger sensoren. For det meste anvendes 3D Face Unlock. Men når du skal bruge fingeraftrykslæseren, så er det mega træls, når det ikke spiller i første forsøg.

Farvel til knapperne

Du skal ikke længere rode med softwarebaserede betjeningsknapper, som Android ellers har haft som et varemærke. Huawei har taget Apples knapløse betjening fra iPhone X og lavet en næsten identisk kopi.

Hvis du har Apples betjeningsmetoder i fingrene, så kan du skifte til Huawei Mate 20 Pro, uden at skulle lære noget nyt.

Swipe-op svarer til et tryk på hjemknappen. Swipe-op og hold åbner programlisten. Et træk fra den venstre side af skærmen mod højre svarer til tilbage-knappen. Når der trækkes op i skærmens nederste venstre side, åbnes adgang til Google Assistant.

Swipe-funktionen er ikke aktiveret som standard. Her har Huawei stadig valgt de velkendte knapper på skærmen. Jeg vil dog klart anbefale, at du aktiverer den knapløse funktion. Det spiller bare.

Op til to dage uden opladning

Huawei Mate 20 Pro

Huawei Mate 20 Pro (Foto: MereMobil.dk)

Et batteri på 4.200 mAh er ret meget kapacitet, selv hvis du er heavy-user. Jeg kan køre halvandet døgn uden opladning.

Huawei har som standard aktiveret smart-tilstand så skærmopløsningen er mindre end det maksimale. I batteriindstillinger er den maksimale ydeevne heller ikke aktiveret. Dette er sammen med flere andre ting med til at holde strømforbruget i kort snor.

Når batteriet er tomt, kan du på 30 minutter sende niveauet op til 70 procent med opladeren i salgspakken. Det er hvad Huawei lover. Jeg kan ikke helt genskabe løftet. På 30 minutter kunne jeg kun booste batteriet fra 0-60 procent. Der skulle godt 35 minutters opladning til før jeg nåede op på 70 procent. Men stadigvæk virkelig flot.

Der er dog ingen tvivl om, at der fyres noget energi afsted. Opladeren og telefonen steg en del i temperatur under processen. Dog ikke så meget, at udgjorde et problem.

Jeg har primært brugt trådløs opladning i testperioden. Op til 15 watt er understøttet. Huawei har en 15 watts oplader i deres sortiment, men der findes også andre produkter på markedet. Eksempelvis Samsung Wireless Charger Stand (EP-N5100) der tidligere vandt en stor test af trådløse opladere her på MereMobil.dk.

Med Huaweis egen trådløse oplader kan du forøge strømmen på batteriet med 30 procent. Dette er nok markedets hurtigste trådløse opladning. Huawei påstår, at telefonen kan oplades hurtigere med deres trådløse oplader, end iPhone Xs Max kan lades via kabel med standardladeren fra salgspakken. Jeg har ikke haft Huaweis trådløse oplader til rådighed i testperioden. Derfor kan jeg ikke bevise eller modbevise denne påstand.

Ydelse på topniveau

Huawei klemmer ret meget ydelse ud af Kirin 980 processoren, der kommer fra deres egen fabrik HiSilicon.

Ved standardindstillinger fik jeg med Antutu Benchmark en score på 270.982 point. 3D Mark giver 3.541 point. I tilstanden høj ydeevne når den 301.487 og 4.191 pint.

Det er et stykke over Samsung Galaxy Note 9, men lidt under iPhone Xs Max, der med Antutu Benchmark scorer 362.252 point. Med 3D Mark får iPhone Xs Max 3.604 point.

Ved almindeligt brug er telefonen hurtig til alle opgaver, og du vil ikke opleve lags. Heller ikke når høj ydeevne IKKE er aktiveret.

Vi er altså derude, hvor telefonerne har så mange kræfter, at de snildt kan begrænses for at spare strøm uden at vi, som forbrugere, opdager det.

Telefonen kommer med 128 GB intern hukommelse uden understøttelse af MicroSD-kort. Vil du udvide hukommelsen skal du købe et NM (Nano Memory) hukommelseskort. Dette er Huaweis egen opfindelse og ikke en branchestandard. Jeg kender aktuelt ikke prisniveauet.

Tre kameraer på bagsiden

Supermakro Mate 20 Pro

Super-makrofoto fra Huawei Mate 20 Pro (MereMobil.dk)

Fra dual til triple kamera… Nu er der hele tre kameraet på bagsiden med hver sin opgave.

Hovedsensoren er på 40 megapixels. Denne giver nogle rigtigt flotte billeder af alle de generelle motiver. Men du får også en 20 megapixels sensor med ultra vidvinkel, hvor endnu mere af motivet kommer med på billedet, uden du behøver lave et panoramabillede.

Ultra vidvinkel kommer dog med den pris, at billederne i kanterne strækkes en smule. Dette er helt normalt for vidvinkel billeder. Jeg synes ultra vidvinkel er en super fed funktion, der for mig giver mere mening end monokrom-sensoren, som Huawei tidligere har haft i produkterne.

Telefotolinsen på 8 megapixels giver mulighed for fede portrætfotos. Teknologien er blevet betydeligt bedre til at ”skære” ansigtet ud af baggrunden, uden der bliver hakket noget af f.eks. øret. Dertil kommer en række forskellige softwarefunktioner, hvor du kan skabe alternaive portrætter. Du kan se nogle eksempler i galleriet her i anmeldelsen.

Som noget nyt kan du lave bokeh-effekt ved videooptagelser, men denne tilstand er i den første generation ikke specielt præcis. Jeg har skudt en video om HTC U12 Life med Huawei Mate 20 Pro med bokeh-video aktiveret. Se resultatet her.

Huawei bryster sig desuden af at kunne tage makrobilleder helt ned til en afstand på 2,5 centimeter. Dette gøres muligt af vidvinkelkameraet.

Når jeg tager, testsfotos af vores små maskotter i et ekstremt mørkt miljø kommer der forholdsvist meget lys på motivet. Der ses billedstøj, men ikke i overdrevne mængder. Når jeg sammenligner med et tilsvarende foto fra iPhone Xs Max så klarer Huawei Mate 20 Pro sig markant bedre.


Lowlight test Mate 20 Pro

Lowlight test: Huawei Mate 20 Pro, iPhone Xs Max og Samsung Galaxy Note 9


Billeder taget med Huawei Mate 20 Pro

Portrætfotos taget med Huawei Mate 20 Pro

Ultra vidvinkel billeder fra Mate 20 Pro

Konklusion: Lækker! Effektiv! Et godt køb!

Huawei Mate 20 Pro

Huawei Mate 20 Pro (Foto: MereMobil.dk)

Huawei Mate 20 Pro er en pokkers lækker smartphone, der end ikke er sanseløst højt prissat. Den vejledende pris er 7.499 kroner uden abonnement. Ifølge Annoncelink Pricerunner koster Mate 20 Pro netop nu ned til 7.400 kroner.

Skærmen er mega flot. Du får et mega slankt og lækkert design samt rigtig høj ydelse. Huaweis tager endelig et velkomment skridt ind på arenaen med trådløs opladning, og sparer ikke på effekten. Salgspakken indeholder tilmed en Super Charge lader.

Jeg er begejstret for 3D Face Unlock og mindre vild med fingeraftrykslæseren i skærmen. Jeg er også rigtig positiv overfor kameraet og batteritiden.

3D Face Unlock er dog Huaweis egen løsning. Selvom det fungerer er det noget rod, at der ikke er tale om en platformstandard, som kunne sikre en hurtig udbredelse til brug i apps og ved login på websites via passwordmanageres som Lastpass og andre. Producenter som Huawei og Samsung burde tage en snak med Google inden de selv begynder at opfinde noget, som hen ad vejen bliver fjernet igen til fordel for en anden teknologi.

Det trækker ikke ned i denne anmeldelse, men jeg anser det blot som et problem for Android-platformen, der igen (igen igen igen) kommer til at fremstå uoverskuelig og rodet hos slutbrugerne; som ikke kan regne med, at en teknologi fungerer som de forventer.

Mate 20 Pro kommer med Android 9 Pie og EMUI 9.0 brugerfladen. Sikkerhedsniveauet er på min testmodel oktober 2018. Jeg har ikke i forbindelse med anmeldelsen modtaget informationer om Huaweis fremtidige planer for opdateringer.

Huawei Mate 20 Pro slår i min optik både Samsung Galaxy S9 og Galaxy Note 9, når jeg ser på den samlede produktoplevelse. Telefonen er betydeligt federe end Huawei Mate 10 Pro, der kom på markedet sidste år. Denne model var fin, men i min optik et kedeligt komma.

6 ud af 6 stjerner.

Første kig på Huawei Mate 20 Pro

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

– Hurtig opladning via medfølgende oplader samt lang batteritid
– Trådløs opladning med 15 watts effekt
– Sikker og hurtig oplåsning med 3D Face Unlock
– Lækker skærm og høj ydelse
– Rigtigt flot og moderne design
– Kamera i god kvalitet og med flotte resultater

Lidt at tænke over

– In-screen fingerprint er langsommere og mindre stabilt end ekstern sensor
– 3D Face Unlock kan ikke bruges i apps med PIN-kodebeskyttelse
– Intet 3.5 mm. jackstik, men adapter medfølger
– MicroSD-kort er ikke understøttet
– Hukommelse kan udvides med et specielt NM (Nano Memory) kort

Mere til historien

Huawei Mate 20 Pro kommer i Danmark med 6 GB RAM og 128 GB intern hukommelse. Der findes også en 8 GB RAM / 256 GB version, som ikke lanceres i Danmark.

Huawei Mate 20 Pro
Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Mac Mini M4 er chokerende lille og vanvittig effektiv | Test

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
59 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram