Så længe bliver din Android smartphone opdateret
Hvor ofte lover Samsung, Huawei, Sony, OnePlus og de andre Android-producenter, at udsende opdateringer af Android? Få svaret her.
– Hvor længe bliver min Android smartphone opdateret med nye Android-versioner?
Spørgsmålet møder jeg jævnligt. Det er også noget mange spørger sig selv eller forhandleren om, når de investerer penge i en ny telefon. Spørgsmålet er uhyre vanskeligt at svare på, da Android platformen ikke har én fælles strategi på området. Jeg har gjort et forsøg på at skabe klarhed over planerne for opdateringer hos de enkelte producenter.
Opdateringer til din smartphone handler ikke kun om, at du hele tiden har den nyeste version. Det handler også om sikkerhed, IT-kriminelle, og beskyttelse af vigtigt indhold på telefonen mod blikke fra nysgerrige.
Køber du en Android telefon er det ”det vilde vesten” når det kommer til opdateringer af Android-platformen eller sikkerhedslaget i systemet. De fleste producenter er forsigtige med garantier og kommer med meget vage svar på ret klare spørgsmål.
Det viser en stor undersøgelse som MereMobil.dk har foretaget blandt en række Android producenter. Vi har spurgt til deres politik omkring opdatering af henholdsvis Android platformen og sikkerhedslaget i Android.
Herunder kan du se svarene fra Asus, Huawei, HTC, Motorola, Nokia, OnePlus, Samsung og Sony. Læg nøje mærke til hvad de siger og navnlig ikke siger i svarene.
LÆS OGSÅ: Opdateringer til Android er “det vilde vesten”
Hvor lang tid opdaterer I Android operativsystemet?
Asus
Vi angiver ikke, hvor mange år vi garanterer større Android versionsopdateringer. Vi sigter mod mindst én større Android opdatering og i mange tilfælde flere.
Huawei
Vi har ikke et fast skema for levering af Android-opdateringer. Det afhænger af den aktive brugerbase og vores roapmap for softwareversioner.
HTC
Fremtidige opdateringer afhænger af systemkravene i Android operativsystemet, og vores evaluering af performance på hardwaren.
Motorola
Vi garanterer én stor opdatering til Moto G- og Z serierne (inden for produktets levetid, red.).
Nokia
Alle Nokia smartphones fra Nokia 3 og fremtidige produkter vil i deres levetid modtage minimum to hovedopdateringer (bogstavopdateringer) til Android systemet. (Eksempelvis fra Android O til Android P og til Android Q, red.)
OnePlus
Som udgangspunkt garanterer vi opdateringer i op til 2 år af produktets levetid. Vi kan ikke afvise, at denne vil ændre sig i fremtiden.
Samsung
Samsung har ikke sendt et officielt svar på, hvor længe du skal forvente opdateringer af Android-versionen på telefonerne. Samsung har løbende opdateret topmodeller med nye Android versioner, men ofte er disse opdateringer lang tid undervejs.
Sony
Vi sigter mod at give de seneste Android-opdateringer til vores premium-telefoner i to år efter telefonen er sendt på markedet.
Hvor lang tid garanterer I opdatering af sikkerhedslaget i Android?
Asus:
Sikkerhedsopdateringer udsendes over hele linjen cirka én gang om måneden. Vi har ikke nogen specifik årrække, hvor vi understøtter opdateringer.
Huawei
Hvis der er tale om en systemfejl eller sikkerhedsbrist aktiveres en nødplan, der skal beskytte brugerne så hurtigt som mulighed. Normale opdateringer følger et roadmap for softwareopdateringer. De bliver tilgængelige for brugerne, når de er udviklet.
HTC
Vi vurderer lige nu vores kadence på sikkerhedsopdateringer.
Motorola
Vi garanterer opdateringer i minimum to år på samtidige produkter i hele vores produkt-lineup. Inklusive E-serien.
Nokia
Sikkerhedsopdateringer udsendes månedligt i 3 år.
OnePlus
Vi udsender opdateringer til sikkerhedslaget, når der er behov for det.
Samsung
Samsung har ikke sendt et officielt statement, men på deres opdaterings-website kan du se hvilke enheder, som indgår i deres udmeldte planer for sikkerhedsopdateringer – det vises på produktniveau.
Sony
Vores program for sikkerhedsopdateringer skal beskytte mod de seneste risici og sårbarheder. Afhængigt af timingen og situationen bliver sikkerhedsopdateringer udsendt separat fra opdatering af Android softwareplatformen.
Hvor tit udsendes opdatering til sikkerhedslaget?
Asus
Sikkerhedsopdatering udsendes over hele linjen cirka én gang om måneden.
Huawei
Vi udsender sikkerhedsopdatering til vores produkter én gang hvert kvartal inden for den periode hvor produktet vedligeholdes.
HTC
Vi vurderer lige nu vores kadence på sikkerhedsopdateringer.
Motorola
Der udsendes sikkerhedsopdateringer minimum hvert kvartal. I praksis formentlig oftere.
Nokia
Der udsendes sikkerhedsopdateringer én gang hver måned.
OnePlus
Vi udsender opdateringer af sikkerhedslaget, når der er behov for det.
Samsung
Samsung har ikke sendt et officielt statement, men på deres opdaterings-website kan du se deres udmeldte planer for sikkerhedsopdateringer ned på produktniveau. En række modeller opdateres på månedsbasis.
Sony
Vores program for sikkerhedsopdateringer skal beskytte mod de seneste risici og sårbarheder. Afhængigt af timingen og situationen bliver sikkerhedsopdateringer udsendt separat fra opdatering af Android softwareplatformen.
Er der forskel på frekvensen af opdateringer til telefoner i forskellige prisklasser?
Asus
Vi har ikke nogen aktiv skelen mellem highend eller entry-telefoner. Sikkerhedsopdateringer bliver rullet ud over hele linjen. Det gælder ligeledes for større Android versioner.
Huawei
For at sikre den bedste oplevelse ruller vi opdateringer ud til brugerne i forhold til det aktuelle brug af hver enkelt model.
HTC
(Har ikke svaret på spørgsmålet)
Motorola
For sikkerhedsopdatering er der ikke forskel på om det er et high- eller lowend produkt. Alle modtager det. For Android opdateringer lover vi én stor opdatering af Android på G serie-produkterne, som ligger fra 1.500 til 2.300 kroner i vejledende salgspris.
Nokia
Vi differentier ikke vores produkter mellem low-, mid- og highend.
OnePlus
Vi diskriminerer ikke mellem low-, mid- og highend enheder. Så nej. Der skelnes ikke.
Samsung
(Har ikke svaret på spørgsmålet)
Sony
Vi kan vælge ikke at opgradere mid- eller entrylevel produkter, hvis vores tests ikke lever op til vores standarder og hvis ikke hardwaren giver en stabil brugeroplevelse.
Mere til historien
Selvom du ikke har den helt nyeste Android-version skal du ikke være nervøs. Det vigtigste er, at sikkerhedslaget opdateres på telefonen.