TDC henter 46.000 nye mobilkunder
TDC har nu over 3 millioner mobilkunder. TDC og 3 høstede i første kvartal fremgang i kundedatabasen.
Selvom TDC / YouSee generelt får meget skæld ud, så formår telekoncernen alligevel at tiltrække kunder.
Den generelle opfattelse af TDC er, at produkterne er dyre i forhold til konkurrenterne. Set i det lys er kundefremgangen flot. Noget tyder altså på, at nogle kunder ikke afskrækkes af snakken om prisen.
I første kvartal 2018 hentede TDC koncernen således 46.000 nye kunder. Det giver en samlet kundedatabase på 3.039.000 mobilkunder.
TDC oplevede en højere omsætning per mobilkunder på privatmarkedet. Det bidrager til en forøgelse af bruttofortjenesten, der vækster for ottende kvartal i træk, oplyser TDC i en pressemeddelelse.
Konkurrenten Telenor har i det samme kvartal mistet 30.000 mobilkunder, mens 19.000 nye har tilsluttet sig teleselskabet 3. Telia har i den samme periode tabt 24.000 mobilkunder.
TDC og 3 står altså tilbage som kvartalets vindere, når vi alene ser på kundeantallet.
Overraskende nok så taler vi om selskabet med det dokumenteret bedste mobilnet i Danmark mod selskabet, der ifølge tidligere rapporter, scorer lavest i den oplevede dækning.
LÆS OGSÅ: TDC tester nu 5G i Danmark
Mere til historien
Tendensen blandt teleselskaberne er netop nu, at de har forøget omsætningen per kunde. Priskrigen er ikke aflyst, men netop nu er der en grad af våbenhvile.