Sony Xperia XZ2 Compact test – måske årets compact-hit?

TEST: Her er telefonen til dig, der ikke vil gå ned på ydelsen, men søger en lille telefon. Her er Sony Xperia XZ2 Compact et godt bud! Læs Xperia XZ2 Compact testen her.

Sony Xperia XZ2 Compact test

Sony Xperia XZ2 Compact (foto: MereMobil)

Selvom om den generelle tendens på mobilmarkedet har været at lancere stadigt større og større telefoner, så er det ikke alle brugere, som ønsker en stor telefon. Hvis du hører til den kategori, så er der godt nyt. Sony er nemlig tilbage med endnu en rigtig god mindre telefon. Så kort kan det siges.

Hos Sony betyder en mindre telefon ikke, at du skal gå på kompromis med ydelsen. Sony Xperia XZ2 Compact leverer nemlig masser af saft og kraft i form af den nyeste Snapdragon 845 processor og 4 GB RAM – blot i en mindre fysisk indpakning. Så der er bestemt ikke noget “light” over denne telefon.

Mobilen mange af de samme egenskaber, som har begejstret os ved storebroren Sony Xperia XZ2, og jeg må rose Sony for deres stædighed, når det gælder om at levere topydelse i mindre format.

Velkommen til testen af Sony Xperia XZ2 Compact.

Designet er blevet opdateret

Sony Xperia XZ2 Compact og Xperia XZ2

Sony Xperia XZ2 og Xperia XZ 2 Compact (Foto: MereMobil.dk)

Sony har opdateret deres design, og det betyder, at telefonen er blevet mindre kantet. Jeg har altid haft et had/kærligheds forhold til Sony’s meget firkantede designudtryk. På den ene side har jeg altid god kunne lide det enkle og stilrene design, hos de tidligere modeller, men kanterne har også gjort, at telefonen aldrig rigtigt har ligget godt i min hånd.

Det retter Xperia XZ2 Compact heldigvis op på. For selvom designudtrykket ikke er helt ligeså skarpt, som tidligere, så ligger Xperia XZ2 Compact rigtigt godt i hånden. Samtidigt er den heller ikke glat, og det betyder, at du ikke er konstant bange for at tabe den ud af hånden. Glathed er noget af et problem hos storebroren Xperia XZ2.

Med sin mindre størrelse kan vægten på 168 gram godt overraske. Xperia XZ2 Compact er blevet 28 gram tungere end XZ1 Compact. Telefonen føles da også tung i forhold til sin størrelse (ved daglig brug).

Materialerne en postiv opgradering fra Xperia XZ1 Compact, som med sin plastikbagside ikke helt føltes lige så premium, som den store udgave af telefonen. Xperia XZ2 Compact har en krop af aluminium med et frosted look. Dermed undgår du, at den suger fingeraftryk til sig.

Specifikationer: Sony Xperia XZ2 Compact

– Skærm: 5 tommer Full HD+ (1.080 x 2.160 pixels)
– Processor: Qualcomm Snapdragon 845
– RAM: 4 GB
– Hukommelse: 64 GB
– Dual-SIM: Ja
– Udvidelse af hukommelse: MicroSD op til 400 GB
– Batteri: 2.870 mAh med Qualcomm Quick Charge 3.0
– Opladning: USB Type C stik
– Kamera: 19 megapixels (1/2.3″, 25 mm vidvinkel F2.0 G-lens)
– Frontkamera: 5 megapixels (1/5″, 23 mm vidvinkel F2.2)
– Størrelse: 153 x 72.x 11.1 mm
– Vægt: 168 gram
– Fingeraftrykslæser: På bagsiden
– Gorilla Glass 5
– IP68 vand- og støvafvisende
– Forbindelser: LTE Cat18, Bluetooth 5.0, USB Type-C
– Platform: Android 8.0 med Sony tilpasninger

Sony Xperia XZ2 Compact (foto: MereMobil)

Forbedring af SIM-kort skuffen

Du indsætter simkort og MicroSD kort på siden af telefonen. Det er nemt at få adgang, og der kræves ikke en særlig nål, for at tilgå SIM-kort skuffen. En almindelig negl er nok til at trække skuffen ud, også uden at det bliver besværligt.

Det er et plus, at du ikke skal bruge et særligt værktøj for at åbne simkortskuffen, og Sony har heldigvis valgt, at gøre byggekvaliteten væsentlig bedre end på forgængeren.

Dengang måtte jeg konkludere, at løsningen virkede billig og uelegant, men på Xperia XZ2 Compact er det heldigvis blevet bedre.

Batteri til hele dagen

Selvom batteriet på 2.870 mAH måske ikke lyder af så meget, så er der masser af strøm til en hel dag. Selv efter en lang dag, havde jeg stadig strøm på telefonen hen under aften. Ved konservativt brug kunne jeg godt presse telefonen til at holde strøm i halvanden dag.

Én ting du dog må undvære ved at vælge Compact-modellen er, at den ikke har mulighed for trådløs opladning. For mig, er det ikke et kæmpe minus, men det er værd at være opmærksom på.

Der medfølger IKKE en Quick Charge 3.0 oplader i salgsæsken, som på Xperia XZ2. På omkring en halv time, kan du derfor kun oplade batteriet med cirka en tredjedel.

LÆS OGSÅ: Sony Xperia XZ2 slår iPhone X og Galaxy S9 på lang batteritid

Sony Xperia XZ 2 Compact (Foto: MereMobil.dk)

Fingeraftrykslæseren sidder ikke optimalt

Sony har valgt at droppe deres tidligere løsning, hvor fingeraftrykslæseren var indbygget i hjemknappen på siden af telefonen. I stedet har de flyttet den om på bagsiden af telefonen. Placeringen føles dog ikke optimalt på den mindre telefon. Personligt ville jeg have foretrukket, at den sad lidt højere oppe i stedet for nær midten af telefonen. Det ville få det til at føles mere naturligt, når du skal ramme den.

Fingeraftrykslæseren er noget af det på en telefon, som bare skal virke uden, at du behøver at tænke over det. Her spiller placeringen en vigtig rolle, for det bliver irriterende at skulle krumme fingeren sammen for at låse telefonen op.

Sensoren er i øvrigt yderst præcis, når først den møder fingeren.

Brug dette tip, når du skal låse telefonen op!

Der er dog én ting, som redder det fra at være et dagligt irritationsmoment. John G. (vores redaktør der anmeldte Xperia XZ2 modellen) gav mig følgende insider tip – fingeraftrykslæseren kan aflæse flere steder på din finger. Det betyder, at du blot skal scanne den del af fingeren, som naturligt rammer sensoren i stedet for dit fingeraftryk. Jeg har valgt at scanne to punkter på min pegefinger, på den måde behøver jeg ikke længere fumle rundt for at låse telefonen op!

Ja! Den er hurtig

Sony Xperia XZ2 Compact

Sony Xperia XZ2 Compact (Foto: MereMobil.dk)

Som jeg indledte med at skrive, så er der intet “light” eller “nedgraderet” over Xperia XZ2 Compact. Hvor andre producenter ofte præsenterer kompaktmodeller med nedgraderet hardware, så er Xperia XZ2 Compact stort set identisk med flagskibet Xperia XZ2.

Med den nyeste Snapdragon 845 processor, 4 GB RAM og 64 GB hukommelse er der altså masser af hestekræfter. I dagligt brug føles telefon da også både hurtig og smidig. Jeg har ikke oplevet lag under testen, og selvom du har mange programmer eller internet faner åbne, så performer telefonen med masser af overskud.

Sony Xperia XZ2 Compact kommer med Android 8.0. Sony har vanen tro været meget konservative i deres ændringer i og tilpasninger af Android. Det betyder, at brugerfladen byder på små ændringer og tilpasninger, uden at det ødelægger oplevelsen. Det er en tilgang, som jeg godt kan lide.

Mobilen er heldigvis heller ikke fyldt til randen med irriterende bloatware. Sony giver dig mulighed for at fravælge  apps allerede ved opstarten af telefonen. Det betyder, at du ikke tvinges til at have en PlayStation-app, hvis du ikke har brug for den. Det er ganske god stil.

Skærmbilleder fra Sony Xperia XZ2 Compact

Sony har vinket farvel til jackstikket. Heldigvis følger der en adapter med i salgsæsken. (Foto: MereMobil.dk)

Farvel, kære jackstik!

Det måtte jo ske. Sony har sagt farvel til jackstikket. Det kan godt være, at jeg er lidt af en dinosaur, hvad det angår, men jeg kan godt lide det gode gamle jackstik. Nuvel, det måtte jo komme, og på et tidspunkt må jeg vel også omfavne den fagre nye verden, men bare rolig, der er en adapter med i æsken, så du kan sagten bruge dine gamle høretelefoner.

Højtalerne i telefonen spiller formår at spille ganske højt for en lille telefon. Det bliver aldrig nogen stor lydmæssig oplevelse at høre musik gennem mobilens højtalere, men det er et plus at telefonen leverer en god volumen.

LÆS OGSÅ: Derfor har Sony droppet 3,5 mm. jackstik

Kameraet byder ikke på overraskelser

Sony har valgt at genbruge kameraet fra Xperia XZ1, og selvom det må se sig slået af en lang række af de andre flagskibstelefoner, så er det stadig et ganske habilt kamera. Kameraet er da også bedst, når du tager billeder i veloplyste omgivelser.

Kamerasoftwaren er desværre længe om at starte op. Den er også langsom om at blive klar til et nyt foto mellem billeder, og det trækker ned i oplevelsen.

Selvom kameraet kun har én linse, er det stadig muligt at tage billeder med bokeh-effekt, hvor forgrunden står skarpt mens baggrunden er sløret. Kameraet tager to billeder, ét skarpt og ét sløret, som det så sætter sammen til ét billede. Jeg synes, at effekten er hit or miss – nogen gange fungerer det og andre gange ikke. Der er bestemt andre mobilkameraer på markedet, som gør det meget bedre end Sony Xperia XZ2 Compact.

Det er lidt bøvlet at skulle navigere hen til bokeh-effekten. Det gør du ved at swipe to gange mod venstre i kameraet. Det kunne Sony godt have lavet mere elegant. Heldigvis har Sony lavet en genvej, som du kan have på forsiden, hvis du ofte bruger effekten.

Barren for mobilkameraer bliver hele tiden højere, og hvis du vil have det absolut bedste mobilkamera på markedet, er det ikke en Sony Xperia XZ2 Compact eller Xperia XZ2, du skal vælge. Her er det værd at kigge mod Huawei P20, P20 Pro eller Samsung Galaxy S9.

Alligevel vil jeg sige, at hvis du kan leve med den lidt sløve opstart, den blandede performance ved bokeh-effekten, og du primært skyder billeder med god belysning, så er det faktisk et ganske fornuftigt kamera.

LÆS OGSÅ: Huawei P20 Pro overgår alle andre i ny kameratest

Billeder taget med Sony Xperia XZ2 Compact

Super slowmotion er stadig en fed effekt!

XZ2 Compact kan optage video i 4K HDR, og det er en lækker detalje for en telefon i compact-klassen.

Du har også mulighed for at optage video i super slowmotion. Det har vi set før, men denne gang har du mulighed for at optage super slowmotion i Full HD. Selvom det kan være lidt besværligt, at ramme det præcise øjeblik, du gerne vil have i slow-motion, så kan det give en virkelig fed effekt i dine videoer.

Jeg er sikker på, at hvis du er kreativ, kan du sagtens få meget fornøjelse ud af funktionen.

Sony har desuden inkluderet muligheden for at scanne dig selv i 3D. Det er både bøvlet og kræver øvelse, at få det til at se ordentligt ud. I min verden er det endnu mest en gimmick, og det vil nok være en funktion, som de fleste prøver en gang eller to og så glemmer alt om igen.

Konklusion: Er det her årets bedste compact-telefon?

Sony leverer en virkelig god telefon i en kompakt størrelse. Den har masser af power, et rimeligt kamera, god byggekvalitet og lang batteritid. Jeg synes, at dette godt kunne gå hen og blive årets compact-telefon. Som jeg også skriver flere gange i denne anmeldelse, er jeg meget begejstret for Sonys filosofi om, at mindre ikke skal være en nedgradering. Det betyder, at Xperia XZ2 Compact stort set er identisk med Xperia XZ2.

I min tid med denne lille perle fra Sony, må jeg indrømme, at jeg begynder at forstå, hvorfor nogle foretrækker mindre telefoner. Jovist, en phablet har en lækker kæmpe skærm, men ofte ender du også med at rende rundt med en flise i lomme, og det er ikke altid praktisk.

Sonys største problem er nok i virkeligheden, at de leverer telefoner, som fungerer, som de skal uden alt for mange dikkedarer og fancy tiltag. Du får ikke triple kamera, en skærm der buer ud over kanten eller den samme wow-faktor som med andre telefoner. Til gengæld for du en solid telefon, som leverer varen hele vejen rundt og til en pris, hvor de fleste kan være med. Om det er nok til at overbevise køberne, må tiden vise. Jeg har i hvert fald været fuldt ud tilfreds med telefonen i testperioden.

Jeg er ikke i tvivl om, at telefonen fortjener 5 ud af 6 stjerner.

Hvis du i stedet ønsker en større telefon, med de samme specifikationer, så læs vores store anmeldelse af Sony Xperia XZ2.

Sony Xperia XZ2 Compact har en vejledende pris på 4.499 kroner og kom i butikkerne den 6. april 2018. Du kan følge Annoncelink dagspriserne på Xperia XZ2 Compact via Pricerunner.

Fordele og ulemper

Fordele

  • Rigtig god batteritid
  • Telefonen er hurtig og softwaren kører stabilt
  • Næsten identisk med Xperia XZ2 = samme ydelse
  • Mulighed for at optage i 4K HDR og super slowmotion

Ulemper

  • Telefonen føles tung
  • Kameraet er godt nok til de fleste, men overrasker ikke
  • Ikke 3.5 mm. jackstik
  • Ikke trådløs opladning

Se nogle af de nye funktioner i Xperia XZ2 Compact

Mere til historien

Ligesom på Xperia XZ2 så har Xpeira XZ2 Compact også mulighed for at benytte to SIM-kort – dual-SIM funktion.

Sony Xperia XZ2 Compact
Hvilken PlayStation 5 skal jeg vælge?

GUIDE: Black Friday er lige rundt om hjørnet, og vi har en lille guide klar til dig, hvis du er i tvivl om, hvilken PS5 du skal vælge.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Xperia 1 VI bliver første Sony med Android 15

En supportside bekræfter, at Android 15 kommer til den første Sony-telefon.

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Mac Mini M4 er chokerende lille og vanvittig effektiv | Test

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram