OnePlus 3T test – powermobil til lavpris

TEST: Så meget smartphone for så lav pris! Det er konklusionen i min OnePlus 3T test. 3T er en power-mobil, der sagtens kan bide skeer med konkurrenterne.

OnePlus 3T test

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus, tænker du. Hvad er OnePlus? Inden jeg går ombord i min OnePlus 3T test, så lad mig lige sætte scenen.

  • OnePlus introducerede i 2014, deres første telefon OnePlus One. En Android-telefon med flotte specifikationer, der på mange punkter matchede de dyrere konkurrenter. Prisen var 2.099 kroner for 16 GB versionen. Samsung Galaxy S5, 2014 topmodellen, kostede dengang 5.495 kroner. På flere punkter var OnePlus One et bedre køb.
  • Der blev skabt hype blandt fans via et invitationssystem. Man skulle altså have en invitation, for overhovedet at få adgang til at købe telefonen, der kun blev solgt via producentens egen webshop. Den begrænsede tilgængelighed gjorde OnePlus endnu mere eftertragtet. Invitationssystemet forsvandt senere – først i udvalgte dage og til sidst generelt.
  • OnePlus har hidtil været verdensmestre i styring af udbud og efterspørgsel, for at holde mystikken intakt. En slags disruption i mobilbranchen, som normalt kun er forbeholdt Apple.
  • OnePlus 3T er den femte telefon i rækken fra producenten.

Den nyeste model, OnePlus 3T, er nu ikke længere eksklusiv for de udvalgte. Teleselskabet 3 har indgået en samarbejdsaftale med OnePlus, der bringer 3T ind på hylderne hos selskabet.

Nu hvor du er opdateret, så lad os se nærmere på den egentlige anmeldelse.

OnePlus 3T – specifikationer

– Skærm: 5,5” AMOLED (1.080 x 1.920 pixels)
– Beskyttelse: Corning Gorilla Glass 4
– CPU: Qualcomm Snapdragon 821 (quad-core 2×2.35 GHz & 2×1.6 GHz)
– GPU: Adreno 530
– RAM: 6 GB
– Hukommelsesvarianter: 64 eller 128 GB intern
– Udvidelse via MicroSD: Nej
– Dual-SIM: Ja (nano-SIM)
– Kamera: 16 megapixels (f/2.0) med optisk billedestabilisator (Sony IMS298 sensor)
– Frontkamera: 16 megapixels(f2.0)
– Stik: USB 2.0 Type-C / 3,5 mm jackstik
– Fingeraftrykslæser: På fronten
– Batteri: 3.400 mAh (hurtig opladning understøttet)
– Mål: 152.7 x 74.7 x 7.4 mm
– Vægt: 158 gram
– System: Android 7.0 Nougat med OxygenOS 4.0.3

Minder om noget velkendt

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus 3T trækker tankerne i retning af Google Pixel XL, Samsung Galaxy S7 og Sony Xperia XZ. Produkterne er ikke ens, men minder om hinanden. Hver telefon har sine unikke egenskaber, og 3T er ikke foran på alt, men omvendt heller ikke bagud.

Du skal lægge mærke til de 6 GB RAM i 3T. RAM er telefonens arbejdshukommelse, og her kan der virkelig vindes noget på performance, og oplevelsen af smidighed, i dagligt brug. Lige nu er 6 GB RAM stadig forholdsvist sjældent, men findes i vores marked på en telefon som Huawei Mate 9 Pro.

TEST: Så god er Huawei Mate 9 Pro

Jeg er altid glad når en telefon kommer med AMOLED-skærm. I forhold til LCD-skærme er AMOLED på Android-platformen bare en federe type, efter min opfattelse. På nogle LCD-skærme kan særligt betragtningsvinklen være udfordret.

Hvis du synes farverne er lidt for unaturlige (”disneyficering”) kan du justere farveprofilen til sRGB, der hiver pangfarverne ned på et mere normalt niveau. Når det er sagt, så kører OnePlus 3T kun med en skærmopløsning på 1.080 x 1.920 pixels (Full HD) og ikke 1.440 x 2.560 som vi finder på Galaxy S7. Til dagligt betyder det ikke noget, andet end færre pixels bruger mindre strøm.

Den interne brugerhukommelse på enten 64 eller 128 GB kan ikke udvides, men telefonen har plads til to SIM-kort (dual-SIM). Dertil kommer et rimeligt fornuftigt 16 megapixels kamera.

Ydelsen mod konkurrenterne

Selvom man langt fra skal lægge alt i benchmark målinger, så synes jeg alligevel, jeg vil dele mine tests med dig. OnePlus blev på et tidspunkt taget i at snyde på vægten, noget Samsung også har været igennem på et tidspunkt, så tag tallene med et gran salt.

Jeg har testet med Antutu Benchmark og 3D Mark. Antutu er en all-round test, mens 3D Mark mere er fokuseret om 3D og spilydelse.

Det skal nævnes, at jeg på ingen af de her nævnte telefoner, har oplevet nogle problemer ved almindeligt brug. Alle opleves lynende hurtige.

Antutu3D Mark
OnePlus 3T157.6232.438
Google Pixel XL141.0122.530
HTC U Ultra132.1851.930
Huawei Mate 9 Pro121.1991.668

Ikke ren Android, men…

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus 3T screenshots (Foto: OnePlus)

Du får ikke en Android-telefon uden ændringer. OnePlus har gennem brugerflade-tilpasningen OxygenOS (testet version 4.0.3) lavet en række justeringer i Googles mobilplatform. Det er eksempelvis ikke den samme SMS-app, menuen tilgås ikke på samme både, kamera-applikationen er forskellige, opbygningen af genveje i topgardinet er ændret m.v. Dertil kommer selve menuen med indstillinger, der også har mange ændringer. OnePlus har desuden deres egne Galleri- og Musik-apps.

OnePlus har formået at skabe et rigtigt clean udtryk, hvilket tiltaler mig meget, men ændringerne i Android via OxygenOS gør, at telefonen ikke kan følge Googles opdateringer i samme tempo som en ”clean Android”-telefon.

Oversættelserne til dansk er ind i mellem udfordret, og den indbyggede vejr-app taler engelsk og tysk til mig i sine vejr-popup advarsler.

Android 7.1.1 Nougat, den aktuelt nyeste udgave, blev udsendt i starten af december 2017, hvorefter Googles egne Pixel-telefoner blev opdateret. OnePlus 3T kører på min testmodel Android 7.0, men opdateringen til Android 7.1.1 er ved at blive rullet ud.

 – Android 7.1.1 Nougat klar til OnePlus 3 og OnePlus 3T

Når det er sagt, så er OnePlus trods fire måneders ”forsinkelse” stadig blandt de hurtigste på markedet, til at opdatere version 7.1.1.

OnePlus skal bestemt også have ros for ikke have fyldt telefonen med en masse tredjeparts apps, kendt som bloatware. Umiddelbart har jeg ikke fundet en eneste af den slags. Derimod er deres opstartsbaggrunds-wallpaper med ”Never Settle” budskabet ualmindeligt grimt. Men det er jo en smagssag.

Screenshots fra OnePlus 3T

Design i høj kvalitet

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

3T er bygget mindst lige så godt som sine konkurrenter. ”Rumkvalificeret aluminiumslegering,” lyder de flotte ord på hjemmesiden, hvor det også beskrives, at telefonen er konstrueret som unibody. Altså ét alu-stykke uden samlinger, hvor teknik og skærm monteres i. Dette er fuldstændigt som hos de mere etablerede mærker.

På godt dansk er konstruktionen stabil, ligger godt i hånden og generelt lever designet op til tidens standard, men uden på nogen måde at overgå det. OnePlus tager således ingen chancer. Kameralinsen har fået et lag safirglas, for at beskytte mod stød og ridser.

OnePlus 3T har en udstående kameralinse, og kan derfor ikke ligge plant på bordet. Dette er også på linje med, hvad vi ser hos mange af konkurrenterne.

Farvevalget rammer ikke min smag. Gunmetal, et marketingudtryk for sølvgråt, ser helt ”østtysk” ud (før murens fald). Soft Gold er den anden mulighed, men helt ærligt, har vi efterhånden ikke set nok ”guld”-telefoner? Den sidste farve er Midnight Black, der i disse dage sælges i en limited edition. På billederne ser denne vildt cool ud, om end OnePlus på grund af risiko for ridser, opfordrer til, at man bruger et cover.

 – Her er OnePlus 3T i Midnight Black

Den bedste knap på telefonen

OnePlus har tyvstjålet lydløs-knappen fra iPhone. Genialt! Utroligt flere producenter har ikke gjort det samme.

Jeg er VILD med den fysiske knap på venstre side, der endda har tre tilstande; Lydløs, Må ikke forstyrres og Ring. Her har Apples kun to tilstande.

Dermed kan man lynhurtigt, uden at tænde skærmen, eller i det hele taget se på telefonen, skifte fra lyd til lydløs. Og så kan du tilmeld justere, om du på lydløs-indstillingen vil have vibrator aktiveret.

Lysløsknappen er en lille ting, men den bedste knap overhovedet på telefonen. Dette kunne sagtens for mig være en primær grund til at til- eller fravælge en smartphone.

Et kamera med mangler

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

Du får gode billeder med OnePlus 3T. Kameraet har en opløsning på 16 megapixels, men billederne er i 4:3 format, som på iPhone, i standardindstillinger. Opløsningen kan ikke ændres, men du kan vælge mellem formaterne 4:3, 16:9 og 1:1.

HDR og HDR Auto er også tilgængelig samt en særlig HQ-tilstand, der i mørke omgivelser giver lidt bedre billeder.

OnePlus har en manuel tilstand i kameraet, så du selv har kontrol over hvidbalance, ISO, lukketid m.v. Dertil kommer optisk billedstabilisator.

Fotokvaliteten er godkendt og telefonen leverer et rigtigt godt point-and-shoot kamera. Jeg vedlægger her med testen en række fotos, så du kan bedømme de billeder jeg har taget. Jeg har også optaget et stykke video, hvor jeg går med telefonen håndholdt. Her får du et indtryk af hvordan stabilisatoren fungerer.

Som i Googles egen kamera-app får du også her slowmotion, timelapse og panorama. Og så skal det da lige nævnes, at frontkameraet ligeledes har 16 megapixels opløsning.

Hvis du virkelig vil i dybden med kameraet i OnePlus 3T så tjek Digital Photography Review, der går rigtigt dybt ind i kameraet. De konkluderer, at 3T leverer et rigtigt godt fotokamera til prisen. Til gengæld synes de ikke så godt om videodelen.

Videomulighederne er 1080p, 1080p 60 fps, 720p og 4K.

Frontkameraet har en opløsning på 16 megapixels, men du skal ikke forvente mirakler. Resultatet er fint, men der findes telefoner på markedet, der klarer sig bedre. Det er i hvert fald ikke på grund af frontkameraet, at du skal købe denne telefon.

Billleder taget med OnePlus 3T

Batteriet holder i rigtig lang tid

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

Hele 3.400 mAh er batterikapaciteten i OnePlus 3T, og det har evnet en virkelig god performance i testperioden. De første par dage bekymrede mig lidt, men nu virker batteriet til at være kørt godt ind.

Efter 15 timers drift havde jeg f.eks. 34 procent tilbage, og en melding fra systemet om yderligere 8 timers strøm. Det er med en skærmtid på 2 timer og 20 minutter.

I pakken medfølger en hurtigoplader – såkaldt ”Dash Charge”. Altså OnePlus’ variant af Qualcomm QuickCharge.

På blot 70 minutter lades batteriet fra 0 til 100 procent. Det er 48,5 mAh per minut i gennemsnit. Sammenlignet med Huawei Mate 9 Pro, og Huawei SuperCharge, er det vældigt hurtigt. Huawei lader med 26,6 mAh per minut, når der beregnes på den samlede batterikapacitet.

Opladegraf for OnePlus 3T. 0-100 % set over tid (Grafik: MereMobil.dk)

Opladegraf for OnePlus 3T. 0-100 % set over tid (Grafik: MereMobil.dk)

30 minutters opladning er nok til en hel dags arbejde, lyder det fra OnePlus. På de omtalte 30 minutter når batteriet et niveau på 65 procent. Til sammenligning er Mate 9 Pro kun 47 procent fyldt på den tid, men batteriet har også en større kapacitet. Efter en halv time har 3T 2.210 mAh på batteriet, mens Mate 9 Pro nåede 1.880 mAh.

Ved afspilning af en times Netflix ved fuld lysstyrke, er der et batteridræn på 10 procent. Det svarer rundt regnet til, at man skal forvente 10 timers konstant videoafspilning på en fuld opladning.

Det mest imponerende er, at OnePlus 3T ikke bliver varm under opladningen, men det er generelt noget telefonproducenterne efterhånden har fået styr på. Det er sjældent jeg møder en telefon, der bliver brandvarm under opladning.

3T kan lades med alle standardladere via USB Type-C stik, men hurtigopladningen sker kun når man benytter det medfølgende kabel og oplader. Du kan ikke tage OnePlus’ oplader og bruge et andet kabel, hvis du vil have hurtig opladning aktiveret.

OnePlus 3T og konkurrenterne

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

3T kommer med imponerende specifikationer på de fleste punkter, og den ligger op af produkter som Samsung Galaxy S7, HTC U Ultra, Huawei P10 Plus, Huawei Mate 9 Pro og Google Pixel XL.

Herunder har jeg via Pricerunner.dk fundet de aktuelle dagspriser. OnePlus 3T er tydeligt billigere, men den er under ingen omstændigheder tilsvarende dårligere. Derimod er den fuldt ud konkurrencedygtig.

Der er mange årsager til, at OnePlus sælger deres telefoner billigere. Blandt andet hænger det sammen med, at de ikke skal betale en masse ansatte i mange lande, som tilfældet er hos andre producenter. Der er også færre omkostninger til distribution og ikke mindst markedsføring.

Inden jeg ender i en større økonomisk analyse, som jeg alligevel ikke har forstand nok til, kan vi bare konkludere, at OnePlus har valgt en anden type forretningsmodel, der sandsynligvis har betydeligt færre omkostninger.

Det kan naturligvis også være, at de bevidst sælger billigt indtil de har en stor nok markedsandel og brand-kendskab, hvorefter prisen gradvist skrues op. Deres første model kostede kun omkring 2.000 kroner. Så det kan være, at strategien allerede trækker i retning af højere priser.

Uanset hvad de kort- eller langsigtede planer er, så får køberne lige nu en fantastisk telefon til en fantastisk pris.

PrisHukommelseRAM
OnePlus 3T3.299 kr.64 GB6 GB
Google Pixel XL6.623 kr.32 GB4 GB
Huawei P10 Plus5.999 kr.64 GB4 GB
HTC U Ultra5.777 kr.64 GB4 GB
Huawei P10 Plus5.999 kr.64 GB4 GB
Samsung Galaxy S73.750 kr.32 GB4 GB

Begrænsninger omkring lokal service og garanti

Garanti og service kan være omkostningstungt for en producent, og i forbindelse med OnePlus 3T, skal du være opmærksom på en række forhold.

Hvis du køber telefonen via OnePlus’ officielle website (oneplus.net) er der ét års garanti. Du skal selv udfylde en reklamation, fra brugerprofilen hos OnePlus, og sende telefonen den oplyste adresse. Hvis telefonen bliver lavet kan det ske med renoverede reservedele. Modtager du en ombytningsenhed vil denne også kunne indeholde renoverede dele, og er altså ikke nødvendigvis en fabriksny telefon.

Købes OnePlus 3T gennem 3 i Danmark, der lige nu er eneforhandler, er der 24 måneders reklamationsperiode, som på alle andre produkter jf. købeloven. Ifølge 3 har de en ”swap-aftale” med OnePlus. Går telefonen i stykker bliver den ombyttet.

Derudover arbejdes der på et lokalt setup for reparationer, som ikke er dækket af garantien.

Telefoner der er købt direkte fra OnePlus kan ikke indleveres til reparation eller service hos 3.

I øvrigt er det sådan, at en telefon er dækket af garanti- og service, efter de regler der gælder i det land hvor produktet er købt. Så køber du en telefon via en udenlandsk webshop er dette ikke dækket af købeloven i Danmark.

Konklusion: Er OnePlus 3T ’all that’?

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus 3T (Foto: OnePlus)

OnePlus er irriterende god. Designet er ikke på niveau med, hvad Samsung og Huawei præsterer på deres seneste topmodeller, efter min smag, men når det kommer ned til, om telefonen fungerer som den skal, er svaret ja, ja, ja!

MereMobil.dk Anbefaler

I forhold til prisen er OnePlus 3T en telefon som MereMobil.dk gerne anbefaler

Jeg har ikke oplevet fejl i styresystemet eller spontane genstarter. Telefonen er lynhurtig, og jeg er vild med den simple opbygning. Altså Android uden for meget ”snask”. Også i forbindelse med kommunikation mellem telefon, mobilnetværk og Wi-Fi har tingene spillet. Dette underbygges af teleselskabet 3, der i deres netværkstests har konkluderet, at OnePlus 3T i RF-test er blandt de bedst performende telefoner.

Nå ja. Lydkvaliteten ved samtaler er rigtig fin, men den indbyggede højtaler fejler. Lyden er ikke ret god fra denne. Salgspakken indeholder i øvrigt ikke et headset.

Jeg synes ikke OnePlus behøver lave deres egne rettelser til Android, men heldigvis er OxygenOS ikke specielt omfattende. Jeg savner muligheden for at lave fokuseffekter med sløret baggrund i kameraet, men batteriet og opladeren skal have stor ros. Det samme gælder fingeraftrykslæseren, der både er lynhurtig (0,2 sekunder) og hamrende præcis.

Ind i mellem støder man på dårlige danskoversættelser som f.eks. ”administrer centeret” og ”fungerer døsning mere aggressivt”. Du skal også vide, at telefonen ikke er IP-certificeret så hold den væk fra vand og støv.

Konklusionen: OnePlus 3T ER ’all that’ !

En karakter i top

MereMobil topkarakter

OnePlus 3T har fået tildelt top-karakteren 6 ud af 6 stjerner fra MereMobil.dk

Tilbage i august 2016 anmeldte jeg Honor 8 fra Huawei som på daværende tidspunkt var en fremragende telefon. Jeg kaldte telefonen for ”en kæmpe overraskelse”. Årsagen var, at man for 3.499 kroner kunne få en VIRKELIG god telefon, på stort set alle punkter, med 4 GB RAM og 32 GB hukommelse. Denne koster i dag lige under 3.000 kroner.

Nu står jeg så med OnePlus 3T til 3.299 kroner (6 GB RAM / 64 GB) som er væsentligt kraftigere, og som heller ikke fejler, driller eller et dårligt køb.

Tillykke til OnePlus 3T. 6 ud af 6 stjerner og udmærkelsen MereMobil.dk anbefaler. Begge deles gives i sammenhæng med, at prisen er utrolig skarp.

Fordele og ulemper

Fordele

– Knap til lydløs på siden med tre funktioner
– God Full HD AMOLED skærm
– Lang batteritid og hurtig opladning
– Let Android uden bloatware og begrænsede tilpasninger
– Utrolig skarp pris

Ulemper

– Ingen fancy kamera features (bokeh-effekt f.eks)
– Hukommelsen kan ikke udvides
– Dårlig lyd fra indbygget højtaler
– Ringe oversættelser til dansk enkelte steder
– Kedeligt design

Mere til historien

OnePlus 3T kan ikke købes uden abonnement fra 3’webshop, men den sælges i butikkerne for 3.299 kroner (64 GB) og 3.599 kroner (128 GB). Altså samme pris som på OnePlus’ egen webshop.

OnePlus 3T
Mine forventninger til OnePlus 13

VIDEO: Jeg har samlet informationerne fra lanceringen af OnePlus 13 i Kina, og kombineret den med de første anmeldelser og mine forventninger.

(mere…)
Er dette OnePlus 13R?

Det første officielle billede af OnePlus Ace 5 er ude i Kina. Meget peger på, at det er den samme model som OnePlus 13R.

(mere…)
OnePlus klar med teaser for OnePlus 13

OnePlus har afsløret, at de lancerer OnePlus 13 globalt i januar 2025 og nu teases der for den kommende lancering.

(mere…)
Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
I januar kan du købe OnePlus 13

Inden ret lang tid kan OnePlus 13 købes i Danmark.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
14 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram