Nu får seks jyske kommuner bedre dækning

Seks jyske kommuner får nu forbedret mobildækning, fordi de har lavet en telefoniaftale med Telenor.

Telenor og de seks kommuner Herning, Struer, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern samt Skive er klar med en plan, der de kommende måneder vil resultere i syv nye mobilmaster, og en lang række 3G og 4G opgraderinger i de seks kommuner. Det skriver Telenor i en pressemeddelelse.

Kort over udbygning i 6 jyske kommuner

Kort over udbygning i 6 jyske kommuner (Foto: Telenor)

– Kommuner fyrer TDC pga. dårlig mobildækning

I efteråret 2014 blev Telenor valgt som telefonileverandør til de seks kommuner på baggrund af et udbud, og i sidste uge blev de sidste kommunale medarbejdere flyttet over til Telenors netværk. Som en del af udbuddet accepterede Telenor også at udbygge sit mobilnetværk i de seks kommuner, hvilket nu resulterer i 83 netværksopgraderinger i området.

-”Med skiftet til Telenor ønskede vi at opnå umiddelbare dækningsforbedringer, og det har vi fået. Men det betyder ikke, at vi er i mål. Det er afgørende for lokale borgere og virksomheder, og ikke mindst for kommunernes kørende medarbejdere, at vi får lukket hovedparten af de resterende mobilhuller. Vi kommer et langt stykke af vejen med de forbedringer, der sættes i søen nu, og Telenor har udvist stor fleksibilitet for at imødekomme vores dækningskrav,” udtaler Poul Venø, it-chef i Herning kommune i pressemeddelelsen.

Store forbedringer

Ifølge Telenor har de seks kommuner i udbuddet valgt at prioritere fladedækning højere end i kommunernes tidligere telefoniaftaler. Det betyder helt konkret, at Telenor har forpligtet sig til at sikre en udendørs tale- og datadækning på 98,5 procent af matriklerne i de seks kommuner. Kommunerne – og dermed også borgerne i de seks kommuner – opnår dermed en langt bedre samlet dækning.

Telenor er desuden forpligte til at garantere indendørsdækning på cirka 1.000 adresser, som de seks kommuner har udpeget, så kommunernes medarbejdere får optimale indendørssignaler.

– ”Det en fornøjelse at have et partnerskab med kommuner, som har store ambitioner for mobildækningen og samtidig har forståelse for, at Telenor er en virksomhed, der også har en forretning at drive. Vi har sammen med kommunerne lavet et grundigt forarbejde for at kortlægge, hvor behovet for dækningsforbedringer er størst. Nu har vi lagt en klar plan for, hvor forbedringerne skal gennemføres, så de kommer flest mulige borgere til gavn,” siger Telenors netværksdirektør Kim Krogh Andersen.

Fakta om de nye dækningsforbedringer

Telenor bygger syv nye mobilmaster, der alle udstyres med både 2G, 3G og 4G sendere. Derudover kommer en række opgraderinger af eksisterende mobilmaster.

Opgraderingerne sikrer 3G og 4G dækning i en række områder, hvor der i dag kun er 2G dækning. I alt foretager Telenor 83 forbedringer af mobilnetværket i kommunerne. Oversigt over alle forbedringer kan ses her (PDF fil).

Aftalen betyder blandt andet, at Danmarks tredjestørste sammenhængende skovområde, Klosterheden Plantage, får delvis dækning med både 3G og 4G. Mindre landsbyer som Nørre Felding, Staby, Fabjerg, Øster Stauning, Rønbjerg (Skive kommune), Breum samt Lem (Skive kommune) kan se frem til store forbedringer af indendørsdækningen, da Telenor opsætter nye mobilmaster i disse landsbyer.

Mere til historien

Opgraderinger på Telenors netværk får også betydning for andre teleselskabers kunder, da Telenor benytter det fælles TT-netværk, som er et samarbejde mellem Telenor og Telia.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.